Af vand er du kommet. Jeg læser de allerførste linjer af Bibelens skabelsesberetning med et blåt blik. Jeg ser, at verden ikke er skabt ud af intet, men ud af vand. Guds ånd svævede over vandene, står der. De var der allerede, disse vande. De var der før skabelsen.

Så når præsten står ved kisten og siger »af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jord skal du igen opstå«, er det egentlig ikke på linje med Bibelens første bogstav. »Af vand er du kommet«, burde hun sige, »til vand skal du blive, af vand skal du igen opstå«. Hvorpå hun kunne hælde vand på kisten og lade livet slutte, ligesom det begynder i den kristne kirke: med en dåb. Med vand. I faderens, sønnens og helligåndens blå navn.