At leve med »apokalypsen som ideologisk håndbagage«, dét havde vi vænnet os til siden atomtruslens 60ere, skrev Hans Magnus Enzensberger allerede dengang, verdens undergang indgik gnidningsfrit i enhver diskussion, som trumfkort eller skræklammet baggrundsmuzak.
Men nej, siger Tor Nørretranders i dag: Ikke alene må vi med Ivan Malinovski »leve som var der en fremtid og et håb« - det er der også! Jo længere menneskeheden har klaret sig, desto bedre bliver vores statistiske overlevelseschancer - og sandsynligheden for andet liv i rummet. Så lad os nu få muget ud i alt vores livstruende lort i krogene og sætte Gevaliakaffen over, før de uventede gæster derudefra dukker op. De to æggehoveders fremtidssyner med tyve års mellemrum kørte rundt i hovedet på mig undervejs ind mod Liverpool Street Station. Londons myldretidstrafik sidste fredag aften virkede ganske vist også som ouverturen til Ragnarok, men undergangsgrublerierne skyldtes hende, jeg lige havde besøgt i NW-distriktet, i ét af de typisk victorianske fireetagers-rækkehuse med en labyrint af køkken, kamre og korridorer i det dybe baghus, som får vores Kartoffelrækker til at ligne discountdrømme for det solidere proletariat. Hvad de jo også var, oprindeligt.
Dérude mellem Camden og Hampstead, en times uophørlig trafikal tilværelseskamp fra City, har Doris Lessing for et par uger siden, sammen med den sort-hvide kat Yum-Yum, fejret sin 80- års fødselsdag med fine rynker i de røde kinder, ja, helt efter klicheen: frisk som et vinteræble der får lov at hænge tiden ud. Sidste års småskranten forhindrede hende i at komme til BogForum efter udgivelsen af andet bind erindringer, Vandring i Skyggen. I februar i år udkom så Kærlighedens Teater, hendes seneste roman på dansk, og nu kommer hun selv, med hele sit ædruelige sortsyn: Om jeg venter en katastrofe? Jamen, for det første befinder vi os midt i én, når børn sulter ihjel mange steder på kloden, mens vi sidder her og snakker. Men desuden: Der er så lang en liste af mulige katastrofer, fra genmanipulation til klimaændringer, at nogen af dem da bestemt må indtræffe - selv om det er udelukket at sige, at netop dét eller dét med sikkerhed vil ske«. »Jo, måske har vi bedre midler til at forhindre katastrofer, men vi er også blevet langt mere skødesløse. Kopper er udryddet, men jeg har lige læst om faren for ny koppeepidemier - og materiale til at fremstille vaccine af, findes kun i Rusland, opbevaret under højst usikre vilkår. Vi surfer bare lystigt af sted på bølgetoppene, forekommer det mig. Men én ting har menneskene nu altid været gode til: At overleve. Det er vores talent«. Du og jeg kommer vel ikke til at opleve verdens undergang? »Ikke jeg. Jeg vil sidde oppe på min lyserøde sky og iagttage det, men du er 25 år yngre end jeg, så du kan da nok« Sætningen ebber ud i et regulært tøsefnis.«
Men selvfølgelig begynder samtalen ikke med verdens ende, men med begyndelsen, ordet og læsningen, litteraturens plads på kanten af elektronikkens årtusind: »Der bliver gjort meget, også af mig selv, for at få unge til at læse, men mange af dem læser overhovedet ikke, og det er muligt, at den kultur vi tager for givet er ved at glide ud, så det kun bliver et mindretal, der læser. Det er interessant at følge udviklingen. Vi oplever jo allerede sænkede standarder og folk, der i dag med største alvor diskuterer andenrangsforfattere, simpelthen fordi de ikke længere kan skelne. Jovist, på tv og internet kan man også hente masser af oplysninger, men man får ikke som i litteraturen den humanistiske stemme, forfatterens der reflekterer over livet. Der er jo bevis for, at øget fjernsynskigning f.eks. bevirker, at éns opmærksomhed kun kan holdes samlet i kortere tid. Man tager sig selv i bevidst at bruge stadig kortere ord og sætninger, uden litterære henvisninger eller, gud forbyde det, religiøse - selv om Bibelen da er del af vores kultur. En del af den viden fra litteraturen, folk i min generation har, er forsvundet nu«. »Men det er da rigtigt, at de unge tilbringer timer ved skærmen og på nettet, jeg fatter ikke, hvordan de får tid. Jeg ville hellere læse bøger. Men selvfølgelig henter de information dér, det får jeg også selv om jeg ikke har nogen computer selv. Ja, måske snakker jeg bare som den blinde om farverne«.
Doris Lessing har altid gransket sammenfaldet mellem følelser og politik, i hovedværket Den Gyldne Notesbog, såvel som i de 'ægte' erindringer. Vandring i Skygge er bl.a. en kras skildring af hendes medlemskab og udtræden af det engelske kommunistparti i 1950erne. Men politik lader ikke til at betyde meget for de yngre generationer? »Når man hører det vrøvl, der siges i politik, er dét måske et fremskridt snarere end et tilbageskridt? Mit personlige synspunkt er, at socialisme er blevet så miskrediteret, så enhver bevægelse eller idé på en idealistisk basis er genstand for mistro«. »I utilladeligt kort sammendrag af indviklede spørgsmål kan man sige, at den store tragedie for socialismen i Vesten var, at den overhovedet lod sig mærke med, at Sovjet-kommunismen eksisterede. Det betød, at socialismen i vore lande blev identificeret med den fiasko, alle de løgne og svindelnumre, den ustandselige retfærdiggørelse af de mest forfærdelige ting. Der går en lige linie, tror jeg, fra Sovjet til korruptionen i vores kommunalbestyrelser, fordi venstrefløjen lærer løgnene og al uhæderligheden af det store forbillede. Det er muligt, at 'det nye venstre' i 70erne ville distancere sig fra Sovjetkommunismen, men skaden er sket, ingen tror på socialismen mere. Uden at udtale mig om, hvorvidt jeg er uenig, kan jeg da også se, at det Tony Blair står for, det er ikke socialisme - det er en slags kapitalisme med tænderne trukket ud«.
Tandløs kapitalisme som udviklingsmodel - er dét godt nok? »Det er, hvad vi har. Jeg bliver lidt kynisk med hensyn til politik. Jeg er nået til den konklusion, at moderne stater faktisk er umulige at regere, de er for store. Næ, de multinationale har ikke engang det hele under kontrol. Hvem der har det? Måske ender det bare, som forsøget på at redde Rusland ender hos Gogol, med trojkaen, der pisker ud over stepperne, i slutningen af Døde Sjæle. Nej, det ser ud til, at kapitalismen, tandløs eller ej, er det eneste system der virker, men samtidig det system, der vil lægge jorden øde. Hvad skal vi gøre ved dét? Har du nogen forslag?«. Det havde vi vel begge to, i 1960erne. »Åh, ja. Det handler min næste bog faktisk om, med masser af personer. Sweet Dreams hedder den, jeg er halvvejs med den, og den drejer sig om idealisterne, navnlig på den yderste venstrefløj, og al den skade de forvoldte. Måske kan du huske, at vi dengang troede, verden befandt sig på en rulletrappe, hele tiden på vej fremad og opad, det materielle fremskridt var grænseløst. Men det var jo dumt. Vel protesterede vi mod materialismen, men vi troede jo alle sammen på den grænseløse fuldkommengørelse af den materielle velfærd. Det holdt ikke rigtig, vel?«. Alle sorte fremtidsudsigter til trods udgiver Doris Lessing nye bøger i uhæmmet tempo. Efter Kærlighedens Teater, om bl.a. den modne kvindes forelskelse i meget yngre mænd, har hun udgivet Mara and Dann. Det er »en urgammel fortælling« om søster og bror, der søger livet og lykken på vandring i et fremtidigt 'Ifrik' (Afrika) med helt nutidig tørke, men her som følge af en ny istid, der har dækket hele den nordlige halvkugle - 'Yerrup' er en sagnagtig verdensdel fra fortiden, som det sunkne Atlantis er for os. I foråret afsluttede hun en ny roman om Ben Lovatt, den elskelige umulius fra Det Femte Barn, som »folk kom til at holde af. Men det vil de måske ikke gøre nu, for ude i verden bliver han endnu mere umulig«, røber hun om romanen Ben, In The World.
Du kan leve af dine tidligere bøger, og snart går verden under - hvorfor bliver du så ved med at skrive? »Jeg er nødt til det. Ja, det er noget inden i mig selv. Vi prøver vel alle at skabe en orden, hvad skulle det at skrive historier ellers gå ud på? Eller malerkunst, arkitektur, skulptur. Det er utvivlsomt en dybt neurotisk drift«. Med alderen må hun dog skære andre aktiviteter fra. Kunstgallerierne styrter hun ikke længere rundt på, og lange oversøiske rejser må hun afstå fra. »Det var meget svært at sige nej til Sydkorea. For på den slags rejser sker der jo det, at Europa så at sige forsvinder, og éns holdninger bliver udfordret: Alt det, der virker så vigtigt herhjemme, er fuldstændig uden interesse for dem, man møder derude. Det sætter tingene lidt i proportioner - de fleste af denne verdens indbyggere er jo ikke europæere«.
Du har selv i mange år været fascineret af den mellemøstlige sufi -tænkning? »Der er ikke tale om en 'fascination', det er en disciplin. Det spørgsmål kan få mig til at tale i en halv time for at forklare: Det er ikke dit og ikke dat. Det bliver kedeligt, så mit bedste forslag er, at interesserede finder frem til en bog af Idries Shah og mærker efter, om de kan lide det. Men det er altså ikke en ko, ikke et guru-system, ikke en religion, det drejer sig ikke om at danse på bakkeskråningerne i løjerlig udklædning«.
Har det hverken med Gourdjieff eller de dansende dervisher at gøre? »Nej, intet. Gourdjieff var en aflægger af et lignende system, men jeg kan desværre ikke i få ord beskrive, hvad det er. Det bygger på, at der er en indre kerne i alle religioner, og at alle udenværkerne forvirrer. Kernen kan kaldes sufisme, men navnet er ligemeget. Den kerne har altid været i verden, og der har altid været folk som fulgte den. Det drejer sig om at slippe af med sine fordomme, og det er ikke altid let, og prøve at være åben over for noget andet. Nærmere kan jeg ikke komme, men det betyder alt for mig. Også med hensyn til et liv efter dette? Lad os vente med at ruge over det næste liv. Vi har nok at gøre med dette her«.
/ritzau/
fortsæt med at læse
