Da han kom til bevidsthed efter blodproppen i hjernen, var Jacob Eriksens første tanke: »Kan jeg mon nu spille guitar igen?«. Svaret har vist sig at være nej. »Jeg troede, at det nok skulle komme igen efter nogle uger. Men det gjorde det ikke«, konstaterer Jacob Eriksen. Så under vores interview ligger Jacob Eriksens højre ’guitararm’ stille i hans skød og er mest til pynt. En bitter pille at sluge for den tidligere guitarist, sanger og sangskriver i det elegante poporkester Shirtsville fra Århus, der i 1990’erne hittede med ’Girls Deserve The Best’ og var kendt for at dyrke klangen af de rigtige instrumenter. Når nu følelsen af at spænde guitaren på, og mærke kroppen synge med, nærmest har været den mest grundlæggende refleks i ens liv, så stritter alting imod, hvis man i stedet bliver henvist til at komponere på klaver. Som om man er Billy Joel, siger Jacob Eriksen og kan næsten ikke få sig selv til at sige navnet. Pianomanden Billy Joel. Du godeste. En guitar, mit kongerige for en guitar. »Jeg synes jo, at sange skal spilles frem på guitar. Det der med at komponere på klaver ... jeg har det lidt skidt med det«. Han ryster uvilkårligt på hovedet. Det er en fremmed verden. Men en fremmed verden er kun en verden, du endnu ikke har prøvet at bo i. Der er sådan set kun én vej frem. En human maskine Evnen til at spille guitar var langt fra det eneste, Jacob Eriksen mistede den dag i foråret 2006. Da han vågnede op i hospitalssengen kunne han ikke tale. Han havde afasi, så alle navneordene var gået hjemmefra. »Jeg kunne ikke læse. Jeg kunne ikke en skid. Det var virkelig skræmmende. Jeg var blevet sådan en human maskine. Man kunne spise, og man kunne sove, og det var sådan set det eneste«. Hele den ene side af kroppen var blevet fjern. Først efter to måneder begyndte han at tø op. Men det ændrede ikke ved det grundlæggende. Med ét hug var et aktivt, kreativt musikmenneske, som ellers netop var på vej ind i en spændende ny fase af sin karriere, blevet berøvet sine mest dyrebare udtryksmidler. Så når Jacob Eriksens solodebut, ’Populær mekanik’, kommer på gaden i morgen, er det ikke bare en samling sange fra en begavet sangskriver, der for første gang forsøger sig på dansk. Det er på mange andre måder en ganske særlig sejr. En trodsig gestus fra en musiker, der ét møjsommeligt skridt ad gangen har måttet lære det hele igen. Jacob Eriksen synger anderledes, end han gjorde tidligere, men han synger. Selv om det er svært. Jacob fra Shirtsville er på banen igen. Og hvor stor en sejr dét er, kan man kun få en fornemmelse af ved at studere det mørke glimt i hans øjne. Stoppet på vej i studiet »Jeg skulle i studiet, da det skete. Så det var ikke særlig godt. For at sige det mildt. Jeg havde gang i en masse ting. Derfor var det jo faktisk på en måde lidt irriterende, at blive afbrudt af den der blodprop. Nu jeg var så godt i gang«, siger han med en knastør underdrivelse. »I lang tid havde jeg ikke haft noget at sige. Så fik jeg noget at sige. Og så skete dette her«, siger han og ser ned på armen i skødet. Sangene på albummet var på det tidspunkt lavet i demoversioner på et kassettebånd. Man manglede egentlig bare at komme i studiet og få lavet sangene »om længsel, offentlig transport og kærlighed i middelklassen« færdige med en producer bag pulten, da Jacob Eriksen brat blev afbrudt. Dér så det længe ud til, at Shirtsville-sangerens musikhistorie skulle slutte. På et tidspunkt, hvor han ellers havde taget det for ham helt radikale skridt at begynde at skrive sange på dansk. Shirtsvilles sange havde været engelsksprogligt håndværk på højniveau. Men på en festival i USA i 1999 skete der noget afgørende. »Jeg stod på scenen og sang mine sange på engelsk, og jeg kunne mærke, at de simpelthen ikke kunne lide mig. Men i det mindste kunne de ikke lide mig, selv om de kunne forstå mig! Eftersom jeg alligevel overhovedet ikke var interesseret i et udenlandsk gennembrud, bestemte jeg på vej hjem i flyveren, at hvis jeg nogen sinde skulle skrive noget for mig selv, så skulle det være på dansk«. Det kom imidlertid til at tage sin tid. Jacob Eriksen blev formand for Rosa.
Han var i bestyrelsen for DPA (Danske Populærmusikalske Autorer, red.). Han arrangerede Spot-festival, lavede workshop for sangskrivere og talentspejdede for Karrierekanonen.
