Jakob Eriksens hårde kamp for at komme tilbage i musikken er ikke overstået, men det nye album er et stort skridt på vejen, siger han.
Foto: MARTIN LEHMANN

Jakob Eriksens hårde kamp for at komme tilbage i musikken er ikke overstået, men det nye album er et stort skridt på vejen, siger han.

Kultur

Eks-Shirtsvillesanger har trodset alle odds

En blodprop i hjernen satte en stopper for Shirtsvilles Jacob Eriksens karriere. Nu er han på banen igen med soloprojekt.

Kultur

Da han kom til bevidsthed efter blodproppen i hjernen, var Jacob Eriksens første tanke:

»Kan jeg mon nu spille guitar igen?«.

Svaret har vist sig at være nej.

»Jeg troede, at det nok skulle komme igen efter nogle uger. Men det gjorde det ikke«, konstaterer Jacob Eriksen.

Så under vores interview ligger Jacob Eriksens højre ’guitararm’ stille i hans skød og er mest til pynt. En bitter pille at sluge for den tidligere guitarist, sanger og sangskriver i det elegante poporkester Shirtsville fra Århus, der i 1990’erne hittede med ’Girls Deserve The Best’ og var kendt for at dyrke klangen af de rigtige instrumenter.

Når nu følelsen af at spænde guitaren på, og mærke kroppen synge med, nærmest har været den mest grundlæggende refleks i ens liv, så stritter alting imod, hvis man i stedet bliver henvist til at komponere på klaver. Som om man er Billy Joel, siger Jacob Eriksen og kan næsten ikke få sig selv til at sige navnet. Pianomanden Billy Joel. Du godeste. En guitar, mit kongerige for en guitar.

»Jeg synes jo, at sange skal spilles frem på guitar. Det der med at komponere på klaver ... jeg har det lidt skidt med det«.

Han ryster uvilkårligt på hovedet. Det er en fremmed verden. Men en fremmed verden er kun en verden, du endnu ikke har prøvet at bo i. Der er sådan set kun én vej frem.

En human maskine
Evnen til at spille guitar var langt fra det eneste, Jacob Eriksen mistede den dag i foråret 2006. Da han vågnede op i hospitalssengen kunne han ikke tale. Han havde afasi, så alle navneordene var gået hjemmefra.

»Jeg kunne ikke læse. Jeg kunne ikke en skid. Det var virkelig skræmmende. Jeg var blevet sådan en human maskine. Man kunne spise, og man kunne sove, og det var sådan set det eneste«.

Hele den ene side af kroppen var blevet fjern. Først efter to måneder begyndte han at tø op. Men det ændrede ikke ved det grundlæggende. Med ét hug var et aktivt, kreativt musikmenneske, som ellers netop var på vej ind i en spændende ny fase af sin karriere, blevet berøvet sine mest dyrebare udtryksmidler.

Så når Jacob Eriksens solodebut, ’Populær mekanik’, kommer på gaden i morgen, er det ikke bare en samling sange fra en begavet sangskriver, der for første gang forsøger sig på dansk. Det er på mange andre måder en ganske særlig sejr. En trodsig gestus fra en musiker, der ét møjsommeligt skridt ad gangen har måttet lære det hele igen.

Jacob Eriksen synger anderledes, end han gjorde tidligere, men han synger. Selv om det er svært. Jacob fra Shirtsville er på banen igen. Og hvor stor en sejr dét er, kan man kun få en fornemmelse af ved at studere det mørke glimt i hans øjne.

Stoppet på vej i studiet
»Jeg skulle i studiet, da det skete. Så det var ikke særlig godt. For at sige det mildt. Jeg havde gang i en masse ting. Derfor var det jo faktisk på en måde lidt irriterende, at blive afbrudt af den der blodprop. Nu jeg var så godt i gang«, siger han med en knastør underdrivelse. »I lang tid havde jeg ikke haft noget at sige. Så fik jeg noget at sige. Og så skete dette her«, siger han og ser ned på armen i skødet.

Sangene på albummet var på det tidspunkt lavet i demoversioner på et kassettebånd. Man manglede egentlig bare at komme i studiet og få lavet sangene »om længsel, offentlig transport og kærlighed i middelklassen« færdige med en producer bag pulten, da Jacob Eriksen brat blev afbrudt. Dér så det længe ud til, at Shirtsville-sangerens musikhistorie skulle slutte.

På et tidspunkt, hvor han ellers havde taget det for ham helt radikale skridt at begynde at skrive sange på dansk. Shirtsvilles sange havde været engelsksprogligt håndværk på højniveau. Men på en festival i USA i 1999 skete der noget afgørende.

»Jeg stod på scenen og sang mine sange på engelsk, og jeg kunne mærke, at de simpelthen ikke kunne lide mig. Men i det mindste kunne de ikke lide mig, selv om de kunne forstå mig! Eftersom jeg alligevel overhovedet ikke var interesseret i et udenlandsk gennembrud, bestemte jeg på vej hjem i flyveren, at hvis jeg nogen sinde skulle skrive noget for mig selv, så skulle det være på dansk«.

Det kom imidlertid til at tage sin tid. Jacob Eriksen blev formand for Rosa.

Han var i bestyrelsen for DPA (Danske Populærmusikalske Autorer, red.). Han arrangerede Spot-festival, lavede workshop for sangskrivere og talentspejdede for Karrierekanonen.

Han havde travlt. Han var blevet noget ved musikken. Men selv at lave musik kunne det knibe med at få tid og kræfter til. Og da han så endelig havde fået noget på hjerte og fået skrevet de rigtige sange, blev han af skæbnens ironi tvunget til at klappe i.

At synge igen
Jacob Eriksen havde imidlertid en voksende fornemmelse af, at projektet skulle afsluttes. Der var et par numre, der stadig skulle indsynges. Da tråden omsider blev taget op for et års tid siden, var det med nogen bæven, han prøvede at indsynge kærlighedssangen ’Akvamarin’.

»Jeg kunne jo ikke rigtig synge på det tidspunkt, så det var med sangpædagog og det hele. Men det lykkedes faktisk«, siger sangeren, der ufrivilligt har fået foræret en sangstemme med mindre rækkevidde, men med mere indtrængende kvalitet.

»Overhovedet det at kunne synge igen var simpelthen sådan en landvinding for mig. Det kan godt være, at stemmen er lidt anderledes, men jeg har en stemme nu«.

Et faktum, som selvfølgelig var stærkt medvirkende til, at Sony besluttede sig for at gå ind i processen. Pludselig var han ikke bare ved at afslutte et gammelt kapitel, men ved tage hul på et nyt. Sangene var de samme, men albummet blev helt nyt. Og var sangene de samme, så skiftede de alligevel karakter i begivenhedernes nye lys.

»Jeg skulle koncentrere mig helt vildt om at synge, hvis det skulle gå. Det var meget svært. Jeg kunne ikke have nogen form for kølig distance. Det hele blev alvorligt på en helt anden måde«.

Det var underligt pludselig at synge gamle linjer som:

Sætninger fra sange balancerende mellem humor og alvor, som i mellemtiden er blevet indrammet af en diskret mørk kant.

»Hvis ikke man bliver ramt af en hjerneblødning, så kender man nogen, der gør det. På den måde er det så dagligdags, at det er til at brække sig over. Og på den anden måde er det simpelthen frygteligt«, siger Jacob Eriksen, der af samme grund på omslaget er afbildet siddende lidt ensom og fortabt midt i det mest almindelige af alt – et køkken indrettet af elementer fra Ikea. Det er et billede på livet. Du får dit eget værelse. Du flytter hjemmefra. Du bliver gift. Du får børn. Du bliver skilt. Dine livsvilkår ændrer sig brat. Hver gang skal du en tur i Ikea.

Den videre rejse
»Det nytter ikke at drømme om, at armen en dag bliver god igen. Man er nødt til at acceptere tingene for at komme videre. Det gode ved det er, at vi lavede pladen samtidig med, at jeg erkendte, at sådan var det altså fra nu af«.

»Mange siger: »Du må have gennemgået en rejse«. Eller »i det mindste må du have lært noget«. Nogle gange siger jeg så »o.k., jeg har lært noget«. Men det er kun for at gøre de raske mennesker glade. Inderst inde er det bare ærgerligt. Jeg er ikke blevet en anden person. Jeg er bare blevet bestjålet«.

Man bliver berøvet sin identitet som musiker. Påduttet en identitet som handikappet. Men man er nødt til at bruge det til noget. Det handler jo om identitet. Om at være noget andet end en mand ramt af en krank skæbne.

»Jeg har fået gjort dette her«, siger han med henvisning til ’Populær mekanik’. »Jeg er kommet på banen igen. Jeg har gjort noget andet end at sætte mig ned og definitivt indstille mig på et job som blodpropspatient«.

Jacob Eriksen er helt klar over paradokset. Ville lige så mange medier have været interesseret i et interview, hvis han ’bare’ var ham fra for længst hedengangne Shirtsville, der omsider havde sluppet nogle af sine mange musikorganisatoriske pligter og fået taget sig sammen til at lave sin soloplade?

Næppe. Hjerneblødningen har gjort Jacob Eriksen til en god historie. Han kan kun håbe på, at opmærksomheden også vil blive rettet imod kvaliteten af de sange, der trods alt er anledningen til, at der er god grund til at fortælle den gode historie om popsangeren, der måtte gå så gruelig meget igennem. Og sådan set stadigvæk må gøre det. Ikke mindst når han tænker på sin guitar. Jacob Eriksen kan ikke længere spille guitar, men han kan stadig bruge den til at kom videre.

»Vi har brugt nogle af mine guitarspor fra de gamle indspilninger på de nye sange. På ’Engel og Cyklist’ synger jeg mit ’nye jeg’, mens mit ’gamle jeg’ spiller guitar. Det er sgu underligt!«

Han ryster på hovedet. Så kommer det igen. Med et lille gnæg. Som om han stadig ikke helt kan fatte det.

Farvel til guitaren, goddag til klaveret. Billy Joel!?

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce