Hvis man har set en pingvin stå og ruge på et æg, mens frostens små spyd af is fyger om ørerne på den, er man godt klar over, at Sydpolen ikke er for mennesker.
Det er så tæt på det levendes nulpunkt, vi kan komme, og det er dét sted, Jacob Eriksen flere gange vender tilbage til på sit nye album, der leger med polarforskeren Robert Falcon Scotts dagbogsnotater: »Det varer nok nogen tid, før du er tilbage«.
LÆS OGSÅ Dansk musiker om nyt album: »Det er ikke en dødsplade«
Hos Eriksen er der »mørke midt på dagen«, en stædig kamp i skydeteltet for at vinde »en rose af papir« og desperate meldinger fra piloten under et flystyrt: »at komme ned er ik’ problemet/ det er mere op igen«.
En ironisk solskinsrytme
Trods en sort rand af humor er de dominerende temaer stadig undergang og afkald.
Nu er cigaretten blevet elektrisk og uden den oprindeligt rygende magi, drømmen om et hus er et uopnåeligt mareridt og skæbnen lige så lunefuld for et par sorte sko som deres ejermand.
Selv når vildskaben slippes løs i Eriksens tekster, ender man med at halte »lidt på højre ben« eller være ensom i fyrværkerikampen for at »slå mørket ihjel«.
Men Jacob Eriksen og bandet Koldstart går ikke ned med flaget.
De svarer igen med en ironisk solskinsrytme i sangen om ’Antarctica’ eller en slidstærk melodilinje, der kan løfte eksrygerens humør.
Musikalsk ligger de sikkert (og til tider lige for mageligt!) midt på guitarsangskrivernes hovedvej, hvor både C.V. Jørgensen og Loveshop tilbage i tiden har sat fuger i asfalten.
De isblå mærker
Det er guitarpop med melankolsk undertryk, og en sanger, der bliver gemt lidt ned i mikset ved siden af guitaren. Hvilket er helt unødvendigt.
For selv om Eriksens stemme er dybere og mere ru end i Shirtsville-tiden, er den stærk, når den synger de begavede tekster om alle de isblå mærker, livet kan give.
LÆS OGSÅ Jacob Eriksen gør indtryk
Ikke mindst på den afsluttende ’Sang til Riget’, hvor Eriksens stemme står nøgent frem med en gribende smuk melodi.
På tiende sal ligger de halvt i himlen, »svævende mellem frokost/ og den visse død«. Udsigten er smuk, og »der går en elevator/men jeg vil ikke derop«.
Døden må altså vente til en anden dag, og med den sang alene byder Jacob Eriksen & Koldstart deres eget sortsyn kamp til sidste dråbe af liv.
fortsæt med at læse
