Jacob Eriksen sad så længe og stirrede ind i en hvid væg, at han til sidst kom til at tænke på Scotts fatale ekspedition til Sydpolen.
Scott satsede på ponyer og motorer i kapløbet med Amundsens slædehunde og omkom i det hvide snehelvede.
Det blev til sangen ’Antarctica’, hvor Jacob Eriksen fabulerer over Scotts skæbne, samtidig med han prøver at komme overens med sin egen. Siddende der foran den hvide væg og det hvide papir på rejse » mod det nulpunkt jeg skal nå«.
Denne dobbelt-optik er typisk for hele albummet ’Antarctica’.
LÆS ANMELDELSEN AF ANTARCTICA: Nyt band debuterer med begavede tekster om livet
Den tidligere Shirtsville-sangskrivers andet soloalbum, siden han i 2006 midt i en stormende forelskelse og efterfølgende skilsmisse blev ramt af en blodprop i hjernen.
Det første soloalbum ’Populær mekanik’ kom i 2009 og bestod af sange, der faktisk allerede var skrevet, da blodproppen ramte tre år tidligere.
Anderledes med ’Antarctica’, som er skrevet i løbet af de sidste to år. Sangene konfronterer mørket og angsten, men gør det indirekte.
Sangen ’Antarctica’ blev skrevet på et tidspunkt, hvor Jacob Eriksen havde siddet og stirret ind i den hvide væg og ikke anede, om han ville komme til at skrive sange igen.
Det er ikke en dødsplade
På ’Antarctica’ hører man sange, der synger rundt om et sort hul uden at falde i det.
Kun ’Sang til riget’ handler direkte om sygdom. Men ikke hans egen.
»Hvis ikke jeg havde valgt at gøre det på den måde, kunne jeg jo lige så godt have sat mig ned og skrevet sange til Patientforeningen«, kommer det tørt. Da vi mødes på Café Viggo giver han hånd med den ’forkerte’ hånd og trækker stadig på det ene ben.
Men typisk for sangene er tvistet, der på åbningsnummeret ’1000 violiner’ giver historien en anden drejning i retning af hybris: »... jeg halter lidt på højre ben/ til minde om dengang/ hvor vi ku’ gå på vandet begge to«.
»Det er ikke en dødsplade, og det er ikke en dagbog over, hvordan det er at gå ned med flaget. Men min stemme er radikalt anderledes«, siger Jacob Eriksen og kan både hentyde til sig selv som sanger og sangskriver.
Jacob Eriksen har altid komponeret på guitar. Det kunne han ikke længere. Han købte et lille klaver, men det stod bare og gloede på ham med sine stadig mere sorte tangenter og voksede sig tungere og mere kvælende.
Så mødte han Niels Christian Simmelsgaard, med hvem han har komponeret de nye sange.
»Han spillede guitar lidt ligesom mig, bare bedre. Vi klikkede, og det blev en forlængelse af mit udtryk«. Eriksen bar klaveret ind på barneværelset, og derfra gik det stærkt. Selv om det stadig går langsomt.
I gang igen efter koldstart
»Det tager længere tid for mig at skrive en tekst, end det gjorde før. Men jeg er meget, meget glad for, at jeg stadigvæk kan synge og skrive. Det er en lettelse«, kommer det med stille eftertryk.
»Jeg vidste jo ikke, om det kunne lade sig gøre. Jeg prøvede længe, men jeg kunne ikke. Dér skulle jeg lige ned og vende. For hvad skulle jeg så? Der var et år, hvor jeg kun tænkte på, om jeg ville kunne skrive igen eller ej«.
»Jeg kom efterhånden i gang, men jeg skulle finde en måde at beskrive nogle helt andre følelser på. Det første var næsten sådan noget Celine Dion »I’m standing at the edge of the night«-agtigt. Det kunne jeg ikke bruge til noget. Jeg måtte finde en anden indgang. Man kan ikke snakke om det store hul. Man er nødt til at snakke om alt det udenom og så lade det usagte fremgå af det, man siger«, siger Jacob Eriksen, der til ’Antarctica’ har skrevet en række sange, der som regel har noget voldsomt og mørkt i kernen, men også er humoristiske og kan handle om en malers sorte kat, en psykotisk fyrværkeri-entusiast og alt muligt andet end en rocksanger ramt af en blodprop i hjernen.
Albummet slutter med den meget smukke hospitalssang ’Sang til Riget’, hvor elevatoren går helt op til randen af himlen.
»Jeg var på hospitalet og besøge to mænd, som snart skulle dø. De skulle have frokost. De stod der med deres drop og deres morfin og fik deres kartofler. Det var så dagligdags, samtidig med at der var sådan en understrøm af død. Den handler ikke om mig. Men hvor den første plade trak på en fælles erfaringsbank, så handler de nye sange om folk, der er stødt ud, kører på et sidespor eller er stødt ind i problemer, der har sat dem uden for den fælles erfaringsbank. Som kræftpatienten er det«.
Sangens sorte sko
Som Jacob Eriksen blev det, da han ud af det blå blev ramt af et sort hul.
En sang handler om et par sorte sko. Jacob Eriksen havde fået et par nye sorte sko. Han var så glad for dem, at han købte tre par og besluttede sig for at skrive en ode til dem.
Men sangens sorte sko blev mørkere og mørkere. Som om døden gik rundt i de sorte sko, der med en lækker-væmmelig betegnelse er »ny som nyfødt beluga«.
LÆS OGSÅ Eks-Shirtsvillesanger har trodset alle odds
»Jeg var nok ikke i så godt humør, da jeg skrev den«, smiler han og nipper til sin espresso.
Har du på et tidspunkt haft sange inde over, som mere konkret handlede om dit eget styrt?
»Jeg har ikke tænkt på at skrive en sang om, hvordan det er at gå ned – næsten definitivt – og så komme tilbage som den fortabte søn. Det tror jeg ikke, jeg skal. Den sang med »jeg halter lidt på højre ben« ... altså jeg halter jo ret beset på højre ben, men alle halter jo på hver sin måde. I bakspejlet var øvelsen jo, at det skal være alment, for at det skal være relevant. Alle skulle kunne genkende noget i sangene«.
Uden for Café Viggo haster folk forbi i den antarktiske kulde.
fortsæt med at læse
