Hammeren falder i kunstbedragerisagen

Svindel eller svineheld? Det er det bagvedliggende spørgsmål, som dommer Sanne Bager i dag besvarer, når hun oplæser sin kendelse.

De tiltalte, Ellekildedirektøren og hans samlever, vil derefter enten kunne glæde sig over frifindelse eller se frem til et fængselsophold.

LÆS I tre en halv måned har et dusin vidner fra den danske og den europæiske kunstverden gæstet domhusets retssal 31. De har tilsammen tegnet billedet af et pengestærkt og paradoksalt miljø, hvor kunsthistorisk lærdom og benhårdt købmandskab skal gå hånd i hånd.

Nogen føler sig snydt
Guldfeber kan også rase her, og især kan den opstå ved synet af hidtil ubeskrevne værker af de største franske modernister som Matisse, Picasso og Derain, der på kunstmarkedet befinder sig i en priskategori for sig og kun er forbeholdt verdens rigeste kunstsamlere.

Det står temmelig klart. Ligesom det også står klart, at feberen rasede i nogle afgørende dage i Paris i september 2004, da det tidligere danskejede maleri ’Paysage À L’Estaque’ af André Derain blev købt i to andele af en fransk og en engelsk kunstsamler for en millionsum.

Faktum er, at landskabsmaleriet har forgyldt indtil flere kunsthandlere på sin vej fra Strandboulevarden gennem Europa til New York. I 2006 blev det solgt for 35 millioner kroner på Sotheby’s. Og faktum er, at nogen føler sig snydt.

To år tidligere hang det nemlig over en mahognikommode i en Østerbrolejlighed på Strandboulevarden hos 92-årige Grethe Meyer. Hendes svigerfar havde købt det i 1930’erne, og det havde været i familiens eje, indtil Ellekildedirektøren fik det med sig til undersøgelse.

Sagen har kørt i tre en halv måned
Hvad der blev sagt og af hvem, da maleriet blev løftet ned fra sit søm og i de følgende måneder, har været forsøgt afdækket siden midten af marts i byretten.

Bedrog den daværende direktør for Ellekilde Auktionshus maleriets tidligere ejer, Grethe Meyer, med udsigten til at kunne tjene en millionsum på maleriet? Eller overholdt han alle regler, da han sendte en check på 180.000 kroner for, hvad han forklarede hende måtte være et uægte maleri?

Da Grethe Meyer døde, to år efter at hun solgte sit maleri, har retssagen baseret sig på vidneudsagn, blandt andet leveret af hendes søn og hendes ene datter. Men også to museumsinspektører fra Statens Museum for Kunst og de to europæiske kunsthandlere, der købte maleriet af de tiltalte, har været indkaldt som vidner.

Og det, man kan konstatere, er: Anklagemyndigheden og forsvarerne har fremlagt sagen vidt forskelligt: Anklageren har forelagt den, som var det en ganske simpel sag, og forsvaret har forelagt den, som var den ganske kompliceret med mange mellemregninger. Det er ingen tilfældighed.

Anklager: Enkel sag
Anklager Janne Mortensen har især insisteret på sagens enkle karakter, fordi den kort resumeret og uden mellemregninger bedst bestyrker billedet af, at der har været tale om groft bedrageri:

Den 61-årige Ellekildedirektør insisterede over for Grethe Meyer på, at hendes Derainmaleri var uægte, og at 200.000, som en amerikaner ville betale, var en fin pris. I virkeligheden var køberen Ellekildedirektørens 43-årige samlever, og sammen opnåede de en millionfortjeneste, da de en måned senere kørte til Paris og solgte maleriet som en ægte Derain hos kunsthandler Charles Bailly.

To et halvt års fængsel kræver Janne Mortensen.

Forsvarer: Kompliceret sag
Forsvarerne har omvendt saboteret forsimplinger og undervejs sat spørgsmålstegn ved indtil flere ekspertudsagn. Blandt andet har forsvarerne valgt at gå i clinch med selve den kunsthistoriske metode i et nøje udtænkt forsvar, der konsekvent er gået efter frifindelse.

LÆS

Det har de blandt andet gjort i forbindelse med de vidneudsagn, som blev leveret af to tidligere museumsinspektører fra Statens Museum for Kunst, der ellers begge fastholdt, at de var overbevist om, at maleriet var en ægte Derain:

»Det er et kunstværk af høj kvalitet, og det ser man både i kompositionen, farvevalget og malemåden. Det ville en kopist ikke kunne præstere«, sagde den ene museumsinspektør, der havde maleriet til undersøgelse i 1990’erne. Var maleriet en forfalskning, kunne det teknisk set kun være sket imellem 1906 og 1917, hvor kunsthistorikerne ikke præcist har kunnet dokumentere, hvem der ejede det. Men på det tidspunkt var Derain en relativt ukendt kunstner, forklarede museumsinspektøren:

»Det er en periode, hvor der ikke var penge i fauvisme. En kopist ville slet ikke have kunnet tjene penge på det. Det er derfor, jeg ikke har troet, at det var en kopi på noget tidspunkt«.

Forsvaret ignorerede eksperter
Dette til trods er det lykkedes forsvarerne at problematisere, at sagen baserer sig på en humanistisk forskning, som ikke er en eksakt videnskab, at der var tvivl knyttet til maleriet i 1990’erne, og at eksperterne har været uenige.

Forsvarerne har dermed ønsket at minde retten om det uforsvarlige i at basere en fængselsdom på de kunsthistoriske resultater.

I sin procedure ignorerede forsvarer Jan Erik Kornerup Jensen ligefrem de to kunsthistorikeres vurdering og sagde:

»Jeg ved ikke, om maleriet er ægte«, og han fortsatte: »Men det ved retten heller ikke«.

LÆS

At få maleriet til at fremstå som tvivlsomt har været en bevidst og konsekvent strategi. For var maleriet uægte, eller var der intet bevis på det modsatte, da Ellekildedirektøren arrangerede handlen med Grethe Meyer, fandtes der ifølge forsvareren rent retsteknisk intet bedrag sted.

Afgørelsen falder i eftermiddag

I sin procedure krævede Jan Erik Kornerup Jensen derfor, at retten først måtte fastslå, at maleriet uden tvivl var ægte, hvis de to tiltalte skulle dømmes. Men det ville være umuligt, fortsatte forsvareren, for dermed skulle dommerne påtage sig en opgave, der – som han sagde – »reelt forudsætter, at retten skal optræde som ’kunstdomstol’, hvilket med al respekt nok ligger uden for rettens mulighed og kompetence«. I eftermiddag vil dommeren give svar på, om hun og de to domsmænd føler sig overbevist om, at der er tale om en simpel sag, hvor en almindelig dansk familie blev bedraget og dermed mistede muligheden for selv at tjene markedsværdien for deres gamle arvestykke. Eller om sagens mange mellemregninger er så tungtvejende og bevisførelsen så svag, at Ellekildedirektøren og hans samlever kan træde ud af domhuset og lægge straffesagen bag sig. Retssagens ubestridte midtpunkt, det franske landskabsmaleri, forsvandt ud af offentlighedens søgelys for tre år siden. Den hovedrige samler, der købte det på Sotheby’s, ønskede at være anonym.