Siden Ronald Reagan i 1981 kom til magten som Wall Streets forlængede arm, har kapitalismen systematisk undergravet demokratiet i USA.
Formålet? At gøre de rigeste endnu rigere på de helt almindelige amerikaneres og de stadig flere fattiges bekostning.
Det er hovedtesen i Michael Moores nye dokumentarfilm, ’Capitalism: A Love Story’, som er med i hovedkonkurrencen ved filmfestivalen i Venedig.
LÆS OGSÅ Interview med Michael Moore i Venedig
Tesen underbygger han med masser af groteske, sørgelige og horrible eksempler, indtil han når frem til filmens kriminelle klimaks.
Nemlig øjeblikket, hvor storbankerne efter den selvskabte finanskrise lænser staten for et ufatteligt milliardbeløb. Bankpakken, som Moore får et medlem af Kongressen til at kalde et »økonomisk statskup«.
Ingen vil snakke med Moore
Almindelige mennesker kan ikke få en rød reje uden at skulle gøre rede for den i detaljer. Men bankerne fik milliarder, uden at man krævede dem til regnskab for, hvad de brugte pengene til.
Hvilket de så selvfølgelig har undladt at gøre. Pengene er pist væk. Ikke et eneste job er blevet skabt, men topcheferne er blevet forgyldt. Lyder det bekendt?
Og her er det så, Michael Moore indfinder sig i storbankernes hovedkvarterer. Ingen vil snakke med ham.
Så i stedet vikler Moore en af bankerne ind i den slags gule plastikbånd, som politiet benytter, når de skal forsegle et gerningssted. Her fandt en forbrydelse sted.
En af filmens mest morsomme og effektive scener er, da adskillige finanseksperter skal prøve at forklare, hvad de katastrofale ’derivativer’ egentlig består i. De må give op. Matematikken er for indviklet.
Disse snørklede lånekonstruktioner, der har været med til at få det amerikanske finanssystem til at crashe, er matematisk indviklet, men logikken bag er enkel nok: Under dække af uigennemskuelighed har man raget til sig uden skrupler og uden blik for risikoen for samfundsfællesskabet.
En arketypisk Moore-film
’Capitalism: A Love Story’ er en arketypisk Michael Moore-film. Morsomme gamle filmklip, manipulerede filmcitater og Moores eget pseudogodmodige luntetrav sørger for underholdningen, mens velvalgte kilder, hårdt ramte ofre fra arbejderklasen og en syndflod af tankevækkende statistik pumper indhold i et velstruktureret drama.
For god ordens skyld: Det er ikke en dokumentarfilm i den forstand, at den forsøger at give en objektiv fremstilling, der afbalanceret lytter til begge sider af sagen.
Moore er propagandist og fortæller. Der er ingen modstemmer. Ingen, der f.eks. gør opmærksom på, at hvis man ser udviklingen fra 1980-2009 som én lang nedtur for den almindelige amerikaner, overser man vel bl.a. fremkomsten af en bred, sort amerikansk middelklasse.
Moore går ofte forgæves
Manglen på modstemmer skyldes til dels, at hans potentielle ’ofre’ ikke skal have klinket noget. Ingen stenrige chefer eller gustne politikere har lyst til at lide samme skæbne som Charlton Heston i ’Bowling for Columbine’. Det gør Moores klassiske konfrontationsekskursioner til en lidt frugtesløs strategi.
Han går forgæves lidt for mange gange i denne film.
BESØGMichael Moores hjemmeside ( eksternt link)
Jamen, manden er jo nærmest kommunist! Sådan vil mange amerikanere reagere på rygmarven. Det ved Moore. Så hele ’Capitalism: A Love Story’ er bygget op som ét langt anklageskrift, hvor den stadig mere skruppelløse og uproduktive økonomiske overklasse slet og ret bliver anklaget for uamerikansk virksomhed.
Det er ikke det frie initiativ, men den uregulerede kapitalisme, som Moore er ude efter. Kapitalismen og ikke mindst den amerikanske har altid været en brutal affære. Men der var engang, hvor den rigdom, man genererede, trods alt skabte arbejdspladser, forbrugsgoder og en voksende middelklasse.
Rige bliver rigere, fattige bliver fattigere
Nu er jagten på profit ifølge Moore blevet mere skadelig end opbyggelig for en samfundsorganisme, der ikke kun burde handle om penge, men om job, sundhed og tryghed.
Michael Moores talmagi er slående og nedslående. Arbejdspladserne forsvinder. Folk arbejder dobbelt så meget som før uden at få flere penge for det. De rige bliver rigere, de fattige flere.
Igen og igen påkalder Moore sig de klassiske amerikanske dyder i Uafhængighedserklæringen, hos Roosevelt og andre ’founding fathers’. Han påkalder sig både den katolske og den protestantiske kirke som vidner, der erklærer, at kapitalismen er gået amok, er blevet umenneskelig og ond.
Og det er faktisk stærke sager at se disse præster og biskopper tale uden mel i munden, når man samtidig ser helt almindelige familier ende som hjemløse takket være gulddrengenes kasinoøkonomi, hvor Fanden og fogeden nu ikke blot tager de sidste, men de fleste.
Moore er en stædig rad og hofnar
At sætte kapitalismen på en amerikansk anklagebænk er en lovlig stor mundfuld at afgrænse for Michael Moore. Til gengæld er filmen mere universel i sin problematik end ’Sicko’. En arketypisk Michael Moore-film: skarp, morsom, tankevækkende og kontroversiel.
Modstemmerne skal nok komme, når først Michael Moores film får premiere rundt omkring i verden. Men når det sker, gør man klogt i at huske, at Michael Moore selv er en modstemme i et amerikansk medielandskab domineret af Fox News i de små hjem.
Moore er en stædig rad. En hofnar, der som i sine andre film gør opmærksom på, at der er noget rivravruskende galt med den måde, vi har tilladt pengene, egoismen og grådigheden at bestemme alt, alt for meget på. Mens vores civilsamfund har åbnet munden som små flinke børn og slugt den medicin, der nu viser sig på mange måder at have været den rene gift.
fortsæt med at læse
