Dover Street Market må være verdens mindste stormagasin.
Hver af de seks etager er på størrelse med en typisk treværelses lejlighed, og udsmykningen er spartansk. Bag den anonyme facade i den lille gade i Londons modedistrikt er der hverken skriggule tilbudsskilte eller høj musik. Der er rå hvide betonvægge, tunge industrielle døre, og stemningen er som på et museum, når man bevæger sig rundt mellem stativer og hylder med stangtøj i den dyre prisklasse. Mest af alt er Dover Street Market et tempel for det japanske modefirma Comme des Garçons – det på en gang succesfulde og mystiske designfyrtårn, der blev grundlagt i 1969 af Rei Kawakubo. Butikken er mere end et salgslokale; det er en samling af kreativt modetøj, og Comme des Garçons nøjes ikke med at fremvise egne kjoler, skjorter og jakker. Der er gjort plads til åndelige slægtninge som Alexander McQueen, Christopher Kane, lidt vintage Yves Saint Laurent, og danske Peter Jensen har netop lavet en kollektion specifikt til markedet. Rei Kawakubo kalder Dover Street Market for en kommunikation mellem designerne og et smukt kaos. »DSM skal være et sted, hvor mode er fascinerende«, skriver hun på minimagasinets hjemmeside. Uddannet i litteratur og kunst Netop fascinationen ved ikke bare tøj, men alle former for design, arkitektur, kommunikation og kunst har været et gennemgående træk ved Comme des Garçons i de 40 år, japanerne har pirret og udfordret den internationale modeindustri. Rei Kawakubo, virksomhedens absolutte hovedperson, er oprindelig universitetsuddannet i litteratur og kunst og arbejdede med marketing i tekstilbranchen, inden hun begyndte at designe. »Man kan sige, at jeg designer firmaet, ikke kun tøjet«, forklarede hun New York Times i sommer. »Kreativitet handler også om interessante forretningsideer, revolutionerende salgsstrategier, uventede samarbejder, udvikling af talenter. Det er alt sammen en del af Comme des Garçons’ værk«. LÆS ARTIKELComme des Garçons lancerer modemasker mod influenza I dag er Rei Kawakubos firma en solid succes, der omsætter for ca. 1 mia. kr. om året. Men det har alligevel en outsiderrolle. Første udenlandske salg var til Danmark »Comme des Garçons er det til stadighed mest nyskabende firma i modebranchen. Det er dem, der er mest kompromisløse med at være nyskabende. Det er vigtigere for dem end det kommercielle. Deres design er et forsøg på at forklare, hvordan verden bevæger sig. De er en modernistisk spydspids«, siger modemanden Mads Nørgaard, der har handlet med japanerne i årevis. Hans far, Jørgen Nørgaard, menes at være den første uden for Japan, der tog chancen og købte Comme des Garçons. »Samtidig er det også helt almindelige tøjfolk med respekt for traditionerne og håndværket. Jeg tror, at de kender alle deres kunder personligt. De kommer og besøger os i København, og da Comme des Garçons havde en guerillabutik på Islands Brygge i et år, dukkede Rei Kawakubos mand, Adrian Joffe, selv op. De er topprofessionelle«. Den japanske moderevolution tidsfæstes normalt ved Comme des Garçons’ første visning i Paris i 1981. De franske modehuse tænkte dengang kun på dametøj som noget sensuelt, kulørt og nydeligt, og så kom Rei Kawakubo og viste mandige frakker, ufærdige sømme og asymmetriske snit. Der var endog huller i tøjet, og hun insisterede på, at sort kunne være en brugbar farve til hverdag og fest. Det var mode med et intellektuelt håndtag. Tøj med et andet indhold end seksualitet, og kritikere omtalte Comme des Garçons’ udspil som ’post-atomar’ og ’Hiroshima chic’. De første kunder var især kunstnere og intellektuelle. Fra antimode til avantgarde Rei Kawakubo angreb Paris samtidig med Issey Miyake og Yohji Yamamoto, og det opfindsomme trekløver var på én gang både rasende moderne og i forbindelse med ældgamle japanske traditioner. De nyfortolkede f.eks. kimonoen og blandede elementer fra forskellige tidsaldre, inklusive fremtiden. »De opfattede kultur, koncept og eksperiment som en lige så vigtig del af moden, som det er for kunst. Ved århundredets slutning havde de tre været med til at forandre modens udseende uigenkaldeligt«, skriver Bonnie English i ’A Cultural History of Fashion in the 20th Century’.
