Auditoriet er i oprør. Professor Norman Finkelstein har netop afsluttet sin forelæsning og tager spørgsmål fra publikum. En tydelig berørt studerende går til mikrofonen og spørger med rystende stemme til hans sammenligninger mellem visse jøder og nazister. »Det er ekstremt nedsættende – når bestemte folk er tyske. Og det er også ekstremt nedsættende over for folk, der har lidt under nazisternes styre«, siger hun mellem hulkene. Finkelstein tager ordet, auditoriet koger.

Græder for palæstinenserne
»Det respekterer jeg ikke længere. Jeg respekterer ikke krokodilletårerne – krokodilletårerne ... Folkens. Lad mig tale færdig. Lad mig tale. Jeg kan ikke lide at spille holocaustkortet over for et publikum. Men siden jeg nu føler mig nødsaget til at gøre det: Min afdøde far var i Auschwitz. Min afdøde mor ...«

Igen bliver han afbrudt. Finkelstein presser sin stemme op i en dirrende diskant for at overdøve publikum.

»Hvert eneste medlem af min familie på begge sider blev udryddet. Og det er præcis på grund af de ting, mine forældre har lært mig og mine to søskende, at jeg ikke vil tie, når Israel begår sine forbrydelser mod palæstinensere. Og der er intet, jeg betragter som mere foragteligt end at bruge deres lidelser og deres martyrium til at retfærdiggøre torturen, brutaliseringen og ødelæggelsen af hjem, som Israel dagligt begår mod palæstinenserne. Hvis du havde noget hjerte i dig, ville du græde for palæstinenserne«, råber han.

Scenen udspillede sig på et biograflærred i Grand Teatret i København som en del af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX for tre uger siden. Episoden fra auditoriet er optaget på et canadisk universitet og indgår i filmen American Radical – The Trials of Norman Finkelstein. Da filmen slutter, vandrer hovedpersonen Finkelstein selv ind i salen. Der bliver stille.