Flemming Flindt i Harald Landers 'Etudes'. Arkivfoto: Mogens Berger

Flemming Flindt i Harald Landers 'Etudes'. Arkivfoto: Mogens Berger

Kultur

Nekrolog: Flemming Flindt var ballettens revolutionær

Flemming Flindt var en balletdanser i verdensklasse, og han blev den store fornyer for Den Kgl. Ballet.

Kultur

Flemming Flindt, den virtuose balletdanser på verdensplan, der gav Den Kgl. Ballet appel til sin egen tids publikum med ’Dødens triumf’ og skabte moderne klassikere som ’Enetime’, er død efter en hjerneblødning i Sarasota, Florida.

Han blev 72 år.

Det var Bournonville, der gav Den Kgl. Ballet rygrad og verdensberømmelse med en træning og et repertoire, der stadig kan begejstre fra Beijing til New York.

Men på et tidspunkt, da traditionen var træt og fornyelse en livsbetingelse for balletten, kom Flemming Flindt til og blev nationalkompagniets begavede og kontroversielle chef i årene fra 1966 til 1978, hvor han ændrede kompagniets profil.

Han var selv virtuos som danser og havde været stjerne på verdensscener som Pariseroperaen, hvor han dansede alle de store, klassiske herrepartier – fra hertugen i ’Giselle’ til prinsen i ’Svanesøen’ – med en ægte romantisk baggrund i sine danske rødder, hvis essens samlede sig i rollerne som James i Bournonvilles ’Sylfiden’ og Gennaro i ’Napoli’.

At han også kunne chokere med sit fyrige talent, viste han især som Don José i Roland Petits ’Carmen’.

Hans brillante teknik var på højden som soloherre i Landers ’Etudes’.

Den sadistiske lærer
Flemming Flindt var en oprører, intelligent, fræk og udfordrende, et sandt teatermenneske med visioner om at gøre dansen sensuel og provokerende i overensstemmelse med de tendenser, der rørte sig før og omkring ungdomsoprøret i 1968, men han kendte også til lagene under barrikaderne, hvor der udfoldede sig et teater, som han kom i nærkontakt med, mens han dansede på Operaen i Paris.

Det var Ionescos absurde univers, der fascinerede ham.

Han så en visuel side af Ionescos teater, som den rumænsk-franske dramatiker animerede ham til at udvikle i et samarbejde, der førte til nogle af samtidens mest originale balletter.

Først ’Enetime’, hvor Flindt omplantede klasseværelset med den sadistiske lærer til et dansestudie, hvor en gal danselærer drives af sin jagt på perfektionisme, så han kvæler den ene elev efter den anden, når de når til de mest krævende discipliner i tåspidsteknik.

Undervisningens terror vokser til seksuel magtkamp og grusomt endeligt.

Ny æstetik Det var også Ionescos drama om verdens undergang i forurening og selvdestruktion, der blev til Flemming Flindts første stor sejr på Det Kgl. Teater med ’Dødens triumf’.

Her opstod en ny æstetik til en ny musik. Flemming Flindt så mere klart end nogen anden i dansk teater på det tidspunkt, hvordan man skulle få tag i et nyt publikum og ruske det gamle til ny erkendelse.

Med sin absolutte flair for publicity kørte Flindt frækt på nøgenheden på scenen. Ham selv i bar (og flot!) figur, tilsølet i desinficerende sprøjtemidler, og hans elskede Vivi i lige så bar og lige så flot eksponering i ballettens endelige ragnarok.

Det var dans til tiden, og tiden dansede med. Det blev til over 200 opførelser og endnu flere på andre scener senere hen.

Der var substans i ’Dødens triumf’, men også det gran af sensation, som Flindt aldrig nægtede sig.

At han var dybt seriøs, havde han allerede vist med tidligere værker som den ligeledes Ionesco-baserede ballet ’Den unge mand skal giftes’ med musik af Per Nørgård.

Flindt var musikalsk med stor sans for sin samtids musik.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han fik f.eks. den britiske komponist Peter Maxwell Davies til at komponere musik til sin ellers ikke så vellykkede ’Salome’ i Cirkusbygningen i 1978 og den stort anlagte og spektakulære ’Caroline Mathilde’ på Det Kgl. Teater i 1991.

Promoverede konen
Netop Flindts evne til at se bredt og integrere sig med dramatisk stærke scenografer kulminerede i samarbejde med Preben Hornung om Bartokballetten ’Den forunderlige Mandarin’ i 1967.

Her fremstod både han og Vivi Flindt i en fantastisk samklang som udtryk for den primitive urkraft stillet over for det moderne, fordærvede storbysamfund, som var komponistens idé.

Der var ingen tvivl om, at Flemming Flindt promoverede sin kone Vivi i repertoiret, og som kritikeren Erik Aschengreen engang skrev:

Det kunne have været spændende at se, hvad der var sket, hvis Flindt havde forelsket sig i en klassisk ballerina. Nu blev Vivi Flindt en fremragende forløser af det nye repertoire, som hendes mand bragte hertil, især Paul Taylors yndefulde Händelballet ’Aureole’, der for første gang bragte Den Kgl. Ballets dansere på bare fødder.

Det kan diskuteres, hvor hjerteligt Flemming Flindts forhold til Bournonvilletraditionen var. Mange vil mene, at han forsømte det til fordel for sine egne produktioner.

Han skabte dog en Bournonvillepastiche med en genoplivning af ’Toreadoren’, der havde både den rette sjæl, koreografi og mimiske passager, der fungerede på originalens betingelser.

Ellers tog balletmesteren sig af de store, obligatoriske klassikere med sin version af ’Svanesøen’, igen med begreb om en original scenograf, nemlig Lars Bo, og ’Nøddeknækkeren’ i Bjørn Wiinblads gaveindpakning, som man godt kan savne, når man ser, hvad der fulgte efter.

Flemming Flindt var en både magtfuld, succesrig og omdiskuteret chef for Den Kgl. Ballet. Han undlod ikke at præstere både smagløsheder som ’Felix Luna’ og ligegyldigheder som ’Tango Chikane’ og andre mindre udspil.

Et kompagni i Dallas

Efter årene på Det Kgl. Teater havde Flemming Flindt nok forestillet sig en storstilet, international karriere, men drømmene om både ’Dødens triumf’ og ’Salome’ på Broadway svigtede.

Han ønskede også at skabe et alternativt balletkompagni i Danmark uden held, men han fik sit eget kompagni i Dallas, Texas, hvor han var balletmester fra 1981 til 1989.

Herefter skabte han to balletter til Rudolf Nurejev – ’Kappen’ efter en roman af Gogol og ’Døden i Venedig’ efter Thomas Manns roman. Flemming Flindt vendte flere gange tilbage til Det Kgl. Teater, også som operainstruktør med Prokofievs ’Kærligheden til de tre appelsiner’, der viste hele hans farverige scenefornemmelse i fuldt flor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Til gengæld svipsede det for ham, da Betty Nansen Teatret bad ham sætte den nok lidt håbløse ’Djævlene’ i scene. Her måtte Peter Langdal tage over i sidste øjeblik. I ballethistorisk lys vil Flemming Flindt komme til at stå som den ene af de tre afgørende personligheder for Den Kgl. Ballets skæbne:

Bournonville skabte stilen og traditionen, Harald Lander førte balletten frem til international berømmelse, og Flemming Flindt gav kompagniet en ny og aktuel profil.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce