Jeg skulle have sagt fra noget tidligere.

Men det startede ganske uskyldigt, da en ældre hvidhåret herre fra min gård begyndte at tale til mig, som om vi var gamle venner. Og jeg var helt med på den.

Synes generelt, det er trist i vores moderne storbyliv, at vi ikke kender hinanden fra etage til etage og opgang til opgang. Så det var dejligt med den kammeratlige tone, os naboer imellem. Pludselig var han overalt Langsomt udviklede den venskabelige tone sig, når vi mødtes i gården, i Irma, i kiosken, og af uvisse årsager begyndte han at kalde mig »sin elskede«. Der burde de røde lamper nok have blinket, men jeg tænkte, ’nårh, sådan en sød, gammel tosse’.