Den blanding af ydmyghed og selvbevidsthed, der var det stærke træk i Rigmor Mydtskovs karakter, kommer til udtryk i hendes egen formulering af sin beskæftigelse i Kraks Blå Bog:
»Fotograf for Hendes Majestæt Dronningen«.
Det var kronen på værket, men langtfra hele værket, for siden Rigmor Mydtskov første gang som lille pige trykkede på udløseren på et af sin fars kameraer, var hun fast besluttet på, at hun var sat i verden for at fastholde det, hun så, og som optog hende.
Hun gik så ufortrødent i sin fars fodspor, at hun ikke forestillede sig anden fremtid end fotografens. Hun plejede at sige, at hvis gamle Mydtskov havde været slagter, var hun endt med at sælge spegepølser.
Nu blev karrierens substans teatret, scenekunsten i alle dens afskygninger, og portrætter af mennesker, der enten fascinerede hende eller var fascineret af hendes særlige talent for at gengive dem i overensstemmelse med deres natur og hendes kunstneriske opfattelse af dem.
Fotografens plads på tredje række
Det var Rigmor Mydtskovs far, der havde etableret kontakten til teaterverdenen med sit speciale i store formater til udstillingsbrug i teatrenes udhængsskabe.
Han havde sin egen metode, så gennemspilninger, noterede centrale replikker ned og fik scenerne gentaget til sine optagelser.
Tiden havde ændret sig, da Rigmor Mydtskov tog over i midten af 1970’erne, hvor hun blev Det Kgl. Teaters faste fotograf på alle tre kunstarter.
Der kom mere action, mere af spillets intensitet i billederne, fordi de blev taget under forløbet. Hun arbejdede med stor koncentration og uden forstyrrelse: Fotografens plads er på tredje række, sagde hun.
Der er teaterhistorie i Mydtskovs arkiver.
Den fintfølende iscenesætter
Rigmor Mydtskov oplevede den store generation af skuespillere, ført an af Bodil Ipsen, Clara Pontoppidan, Poul Reumert, fulgt af Bodil Kjer, Mogens Wieth og Ebbe Rode frem til Ghita Nørby – en absolut yndlingsmodel – Jørgen Reenberg, Lise Ringheim og Henrik Moritzen, Erik Mørk og Susse Wold.
Men også koryfæer som Stig Lommer, Victor Borge og Osvald Helmuth har hun fastholdt for os. Som de var.
Den lykkelig kontakt med det danske kongehus – en lykke for begge parter – blev etableret af den 23-årige prinsesse Margrethe, der en forårsdag i 1963 personligt ringede til Rigmor Mydtskovs atelier, som dengang lå i Kattesundet.
Tronfølgeren ville gerne have taget et privat portrætfoto, og det blev virkelig privat og uformelt, men indledningen til den lange række af store, officielle billeder, der fulgte i de næste 40 år.
Det var i disse optagelser, at Rigmor Mydtskov udfoldede sit fornemme talent som diskret, men magtfuld og fintfølende iscenesætter.
Det fremgår især af det store gruppeportræt af kong Frederik og dronning Ingrid med de tre døtre i Kuppelsalen på Fredensborg, hvor hun har komponeret billedet således, at dronning Ingrid, prinsesse Anne-Marie og prinsesse Benedikte ser ud mod beskueren, mens kongen og tronfølgeren ser på hinanden, kærligt blik mellem far og datter symboliserer tillid og arvefølge.
Det menneskelige indhold
De royale billeder viser på en måde, hvad Rigmor Mydtskov havde lært som teaterfotograf.
Det opstillede eller arrangerede stivner aldrig i en teatralsk gestus. Hvad der kan opfattes som anakronistisk iklædning, får menneskeligt indhold.
Selv sagde fotografen i et interview:
»Og når vi taler om kongehuset, kan vi ikke komme uden om, at det er og bliver en særlig verden, hvor vi både skal respektere traditionen og få den til at hænge sammen med den tid, vi lever i«.
I sin og Niels Birger Wambergs store bog om Rigmor Mydtskov skriver kunsthistorikeren Bente Scavenius:
»Styrken i det nære samarbejde med Dronningen om et portrætfotografi ligger i, at Rigmor Mydtskov aldrig bliver privat, men altid er personlig«.
I malerkunstens royale traditioner fra de romerske kejsermønter over renæssancens fyrster til nutidens regenter er profilfremstillingen evident.
Også hos Rigmor Mydtskov, når hun har foreviget Margrethe i fuld regalia, sådan som portrættet, der blev til Andy Warhols litografiske serie, som i dag trækker høje priser på internationale kunstauktioner.
Forbillede for nabo-kongehuse
I øvrigt kom Rigmor Mydtskovs originale opfattelse af det kongelige fotografi til at danne forbillede for de øvrige nordiske kongehuses fordringer til deres fotografer.
Blandt portrætter fra kongehuset skiller et sort/hvidt portræt af grevinde Alexandra sig ud, taget mens hun endnu var prinsesse.
Det er et nær portræt, ansigtet omsluttet af en stor, sort hat, klart og direkte, helt i stil med den store britiske fotograf Cecil Beatons portræt af Audrey Hepburn.
