I Gustav Wieds roman ’Livsens Ondskab’ fortæller én af hovedpersonerne, toldkontrollør Knagsted, om det, han kalder sin livseleksir: »Jeg samler på Kommaer … Naar jeg læser en Bog, saa tæller jeg dem op og fører Regnskab over dem«. Som en senere tids Knagsted har jeg samlet på semikoloner i den sidste tid. Jeg har haft det lettere end den gamle Knagsted; der er nemlig ikke meget at føre regnskab over. Semikolon er efterhånden et sjældent benyttet tegn i dansk skriftsprog, så sjældent, at nogle kalder det truet og efter sigende har dannet en landsforening til semikolonets bevarelse. Er tegnet forbudt? Jeg har været på jagt efter semikoloner i Politiken, og resultatet var pauvert: I avisen fra den 23. maj fandt jeg tre – 3! – semikoloner. Avisens skriveregler for journalister synes næsten at ville forbyde dette tegn. Det er sandelig gået tilbage for semikolonet, siden forfatteren J.P. Jacobsen i 1872 satte følgende berømte ord på papiret som den første sætning i gennembrudsnovellen ’Mogens’: »Sommer var det; midt paa Dagen; i et Hjørne af Hegnet«. Eksemplet viser en særlig litterær brug af semikolonet, der egentlig ikke er i modstrid med de nugældende regler for semikolon.

Det lille punktum
Tegnet bruges ifølge Retskrivningsordbogens retskrivningsregler til at afgrænse forholdsvis selvstændige dele af teksten, og den almindeligste korrekte brug af semikolon i dansk skriftsprog af i dag fremhæves og eksemplificeres.

Ligesom punktum kan semikolon bruges til at adskille to helsætninger, dvs. to selvstændige sætninger, som hver for sig ikke selv er led i en anden sætning. Men ved at sætte semikolon mellem dem i stedet for punktum kan man vise, at de hører særlig tæt sammen. Derfor har man kaldt semikolon det lille punktum. Laura er et godt eksmpel Et eksempel på denne brug af semikolon har vi i artiklens overskrift: »Pas på Laura; hun er ny i trafikken«.