Ove Korsgaard.
Foto: Anders Birch

Ove Korsgaard.

Kultur

Glem kulturkanonen - lav en demokratikanon

Kulturkanonen endte som en selskabsleg og ikke det våben i værdikampen, der var kulturminister Brian Mikkelsens oprindelige mening. Godt det samme, mener historikeren Ove Korsgaard fra Danmarks Pædagogiske Universitet. Han vil have en demokratikanon.

Kultur

Ove Korsgaard, historiker og dr.pæd., sætter sig ved et rundt mødebord på Danmarks Pædagogiske Universitet. Han lægger et enkelt ark A4-papir foran sig. Det er en liste med 12 værker.

En kanon. Han har arbejdet på sin demokratikanon i en rum tid. Da kulturminister Brian Mikkelsen i december 2004 udbasunerede sin idé om en samling hitlister over dansk kultur, var Ove Korsgaard en af hans hårdeste kritikere – men af andre grunde end det protestkor, der skreg om smagsdommeri og statslige blåstempler.

Ove Korsgaard har nemlig ikke noget imod kanoner – eller rettesnore. Men som ekspert i dannelseshistorie og leder af en ny masteruddannelse i medborgerskab mente han, at det ikke lige var en kanon over kunst og kultur, Danmark stod og manglede for at »skærpe opmærksomheden om, hvilket samfund vi lever i«, som kulturministeren formulerede det i et interview.

Derfor gav han sig til at skrue et alternativ sammen.

»Hvis vi fokuserer på kultur som det væsentlige, siger vi indirekte, at tyrkere for eksempel skal overtage den danske kulturelle arv for at blive danskere. Det er enormt store og også forkerte krav at stille. Derimod er det ikke forkert at kræve af folk, der kommer hertil, at de bliver danskere i politisk forstand. At de respekterer og tager del i det demokratiske fællesskab, vi kalder Danmark. Så der er brug for en politisk kanon snarere end en kulturkanon. Man kan kalde det en demokratikanon«, siger Ove Korsgaard.

Hvad skal sådan en kanon bruges til?

»At udpege nogle af de vigtigste principper og værdier, vores samfund bygger på. Brian Mikkelsen havde sådan sat sig fat i noget rigtigt, for et samfund er nødt til at bygge på et værdigrundlag. Men hans svar var en nationalkonservativ kanon, der betonede, hvad der er vokset frem af dansk muld ’mellem Dueodde og Blåvandshuk’. Den nationalistiske idé gjorde hans kunstnere og eksperter så oprør mod og endte med at lave en ufarlig selskabsleg om kunst, som er meget sjov og interessant, men heller ikke mere. Derfor giver det stadig mening at tage en kanondebat om, hvad vores samfund skal bygge på«, mener Ove Korsgaard .

Nervøs etnisk flok Der er nemlig det ved kanoner, at de har deres tid – og set i historiens lys er Brian Mikkelsens kulturkanon mindst hundrede år for sent på den.

Efter 1864, da tyskerne havde lammetævet Danmark ved Dybbøl Mølle, og riget pludselig kun indeholdt én lille og noget nervøs etnisk flok, gav det mening at hylde dansk sprog og kultur som en idé, der tømrede os sammen. Den sammenblanding af politik og kultur sidder stadig dybt i os, mener Ove Korsgaard – så dybt, at vi forlanger, at folk skal være kulturelt danske for at være rigtige danskere, og kulturministre hitter på kulturkanoner.

Men endnu tidligere, sidst i 1700-tallet, husede Danmark også Slesvig-Holsten og Norge. Dengang handlede det om at lave en kanon, der lagde vægt på, hvad det ville sige at være borger. Det blev en bog med 18 ’dyder’, som alle etniske grupper i riget kunne slutte op omkring.

»Begge tilgange er sider af vores historie, vi skal vedkende os. I perioder havde koblingen mellem det politiske og det kulturelle klare fordele. Men nu har vi et mere multikulturelt og multireligiøst samfund, og det kræver en anden slags rettesnor«, mener Ove Korsgaard .

Derfor har han samlet en ny demokratikanon, som han begrunder her på avissiderne. Han mener, den fortæller en brugbar historie om, hvad det vil sige at være dansker – vel at mærke ikke forstået som fodboldfan eller flæskestegsspiser, men som borger i demokratiet Danmark. De 12 værker er en blanding af politiske dokumenter, lovtekster, debatskrifter og fiktion.

»Kanonen begynder med tekster fra før demokratiet for at vise, at Danmark har været en politisk enhed i cirka 1.000 år – længe før det gav mening at tale om danskhed som noget kulturelt. Samtidig viser de tidlige dele, at demokrati ikke dumper ned fra himlen, men er bygget op som værdier gennem vores historie«, siger han.

Den røde tråd går fra Saxos danmarkshistorie, der første gang præsenterede Danmark som en politisk enhed over for Europa. Jyske Lov, der gjorde alle lige for loven. Holbergs ’Niels Klim’, der præsenterede tolerance som en værdi. Grundtvig, der gjorde folkelighed til noget særligt. Mathilde Fibiger, der krævede kvindernes ret til selvudvikling. Statsministrene Thorvald Stauning og Jens Otto Krag, der formulerede nye veje for det danske folk i et moderne demokrati. Og så videre.

Ove Korsgaard har pålagt sig regler ligesom kanonudvalgene. Selv om demokratiet ikke ligefrem er en dansk opfindelse, har han kun valgt danske tekster. Og kun af afdøde forfattere. Desuden har han begrænset sig til 12 værker.

Kulturel ensretning
Foreløbig præsenterer han sin demokratikanon her og forestiller sig at udgive den senere i en mere varig form.

Den vil uden tvivl vække debat. Men ud over en lærd sniksnak om grundlaget for vores demokrati, må man spørge sig, hvordan sådan en kanon kan bruges i praksis. Mange af teksterne er tunge og filosofiske og ligner ikke ligefrem et pensum, danske skoleelever magter at kæmpe sig igennem.

»Det skal de selvfølgelig heller ikke«, siger Ove Korsgaard , »men hvis man skal lave undervisningsmateriale ud fra kanonen, kan man lave et uddrag af Holberg og forklare, hvad han er ude på i teksten, hvilke tanker var der i tiden og så videre. Niveauet afhænger af klassetrin, hvilke sammenhænge det passer ind i og så videre«.

Hvad med de indvandrere, Brian Mikkelsen mente, kulturkanonen også rettede sig mod?

»De skal selvfølgelig ikke læse det hele fra ende til anden. Men hvis de skal være en del af den danske demokratiske kultur og yde deres egne bidrag til den, bør de få et kendskab til den røde tråd af værdier og tanker, der ligger gemt i de her tekster. Jeg så gerne, at der blev lavet undervisningsmateriale ud fra sådan en liste. Historien viser, at det er farligt at presse mennesker til at ændre deres kulturelle identitet. Men her laver vi en deal og siger: Du forpligter dig til at blive politisk dansker, men til gengæld kræver vi ikke religiøs og kulturel ensretning«.

Hvorfor er der så mange socialdemokrater på listen?

»Nu er Grundtvig jo bestemt ikke socialdemokrat. Men ellers er det rigtigt, for radikale og socialdemokrater har formuleret mange af de tanker, der har været bærere af det moderne danske politiske system«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nogle vil nok sige, din kanon har politisk slagside?

»Ja, det er klart. Men jeg mener faktisk, at medlemmer af de to partier har sat ord på de centrale ideer, der har båret den danske politiske kultur i det 20. århundrede. Selv Anders Fogh Rasmussen sagde for nylig, at han er kommet frem til det for ham nye synspunkt, at velfærdsstaten er en forudsætning for den velstand, vi har. Og den politik er formuleret af socialdemokrater. Men det her er jo bare mit personlige bud og ikke en facitliste. Folk må debattere denne her kanon«, siger Ove Korsgaard .

Demokratikanonen

12 værker - og Ove Korsgaards begrundelser for at have valgt dem:

Saxos danmarkshistorie, omkring 1210
»Det er i høj grad en kongernes historie frem til 1200-tallet, men samtidig et identitetspolitisk skrift. Man skulle nemlig have en historie for at gøre sig gældende ude i Europa som et rige. Budskabet er: »Her er Danmark, og vi har vores egen politiske enhed«. Det interessante i dag er, at Saxo netop betoner Danmark som et politisk fællesskab og ikke et fællesskab om dansk kultur«. Fortalen til Jyske Lov, 1241 »Her bliver det formuleret, at med lov skal land bygges. Teksten siger, hvis alle stræbte efter sandheden, var der ikke brug for en lov, men det er desværre ikke altid sådan. Derfor er det nødvendigt med en lov, der er fælles for alle. Det er princippet i en retsstat. Uden at indføre lighed for loven er det umuligt at få etableret demokratiet«.

Ludvig Holberg: ’Niels Klim’, 1741
»I Holbergs beretning rejser hovedpersonen Niels Klim rundt og møder forskellige samfund og forfatningsformer, der alle sammen tror, deres måde er den eneste, man kan se verden på. Det fører til barbari og groteske begivenheder. Samfundsfilosofien bagved er, at der skal være tolerance og evne til at se sig selv udefra. På europæisk plan udfolder John Locke første gang tanken om tolerance, men herhjemme er det Holberg, der først peger på tolerance som en nødvendig, selvstændig værdi. Det er en forudsætning for demokratiet. Hvis man ikke udvikler ideen om, at vi kan være i stue eller nation sammen, selv om vi er dybt uenige religiøst og politisk, kan demokratiet ikke opstå«.

Ove Malling: ’Store og gode handlinger af Danske, Norske og Holstenere’, 1777
»Bogen kommer lige efter indførelsen af statsborgerskab i 1776, hvor man går fra at være undersåt til medborger. I den definerer Ove Malling 18 borgerdyder, som for eksempel er religion, menneskekærlighed, standhaftighed, tapperhed og så videre. Først kommer et essay om selve dyden og så en række fortællinger om mennesker, der har handlet på den måde. Det er ganske almindelige mennesker – fiskere og husmænd – der figurerer sammen med konger og hærførere, og bogen understreger, at det ikke er rang, der er afgørende, men dine handlinger som borger. Skiftet fra undersåt til medborger er igen en afgørende forudsætning for demokrati. Uden borgere, intet demokrati«.

N.F.S. Grundtvig: ’Langt højere bjerge’, 1820, fortalen til ’Nordens Mytologi’, 1832 og ’Folkeligt skal alt nu være’, 1848
»Grundtvig er selvskrevet i en politisk kanon, for han har formuleret værdier, som er gået ind i dansk selvopfattelse – her i tre poetiske tekster. »Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt«, er en strofe, der refereres til hele tiden. Også »Frihed for Loke såvel som for Thor« viste en central værdi i demokratiet, for Loke er jo en blakket fyr, men han skal have frihed til at fremsætte synspunkter. Det sidste – og noget problematiske digt – er »Folkeligt skal alt nu være«. Det fremhæver godt nok det etniske på en måde, der forekommer uheldig i dag, men viser også hele den kompleksitet, der ligger i begrebet folk og præsenterer den demokratiske tanke, at alt skal være folkeligt. Folket har en stat – staten har ikke et folk«.

Grundloven, 1849
»I en politisk kanon skal man selvfølgelig kende den oprindelige grundlov, der skabte grundlaget for demokratiet. Fra at kongen var den suveræne, er det nu folket. Borgerne sætter lovene for sig selv, som Rousseau formulerer det«.

Mathilde Fibiger: ’Clara Raphael’, 1851
»Romanen består af 12 breve, som hovedpersonen Clara skriver til veninden Mathilde. Hun kræver, at kvinderne ikke skal være underlagt et patriarkat, men selv kunne udvikle sig. Når hun kræver frihed fra underkastelse er det godt nok kun på det indre, følelsesmæssige plan. Men bogen udløste voldsom debat og banede vejen for den første demokratiske frigørelse for kvinder, der gav dem stemmeret i 1915«.

Thorvald Stauning: ’Danmark for folket’, 1934
»Omkring Danmark opstår i 1930’erne stærke totalitære strømninger – kommunismen på den ene side og nazismen og fascismen på den anden. Som pennefører på det socialdemokratiske partiprogram erobrer Stauning begrebet ’folket’ og holder forbindelsen fast mellem folk og demokrati. Det dæmmer op for, at totalitære strømninger for alvor vinder indpas. I Danmark kan vi jo ikke levere stor militær styrke, så vi må hævde vores suverænitet ved at udvikle et samfund, vi er stolte af, glade for og kan identificere os med. Det kræver, at alle samfundslag behandles ordentligt«.

Hal Koch: ’Hvad er demokrati?’, 1945
»På bogens godt 100 sider betoner Hal Koch, at demokrati ikke bare er en styreform, men en livsform. Han skildrer for eksempel et sogneråd med et flertal på syv og et mindretal på seks medlemmer, der aldrig diskuterer, fordi flertallet har aftalt tingene på forhånd. Det er formelt, men ikke reelt demokrati, fordi demokrati bygger på dialog og diskussion med den mulighed, at man også selv bliver klogere og flytter sig. Desuden skelner han meget klart mellem det politiske og det kulturelle og fremhæver, at vi skal være fælles om det politiske og demokratiske«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alf Ross: ’Hvorfor demokrati’, 1946
»Alf Ross var jurist og forfatningsekspert og betoner demokrati som en styreform, der kræver evnen til at indgå kompromiser. Hvis man ikke har evnen til at sige, at o.k., jeg kan ikke få det hele, men står fuldstændig firkantet på sit eget, er det umuligt at få et demokrati til at fungere. Han peger også på, at demokrati kræver nogle materielle forudsætninger, en vis levestandard og moralske dyder«.

Jens Otto Krag: Tale til Folketingets åbning 3. oktober 1972
»Talens udenrigspolitiske del handler om EF-afstemningen – at Danmark nu har besluttet at deltage i et europæisk fællesskab, både økonomisk og politisk. Krag siger udtrykkeligt, at det ikke kun er, fordi vi kan få højere flæskepriser, men også fordi Europa er et demokratisk projekt, hvor de forskellige landes opfattelser af demokrati kan bidrage til den europæiske udvikling«.

Villy Sørensen: ’Demokratiet og kunsten’, 1989

»Essaysamlingen har syv essay om de mere psykologiske sider af demokratiet. Man kan have demokrati på det formelle plan, men hvis ikke der er en psyke bagved, der bærer demokratiet, går det i forfald. Borgere skal kunne tage stilling, ræsonnere og også turde stå alene med synspunkter. Hvis man lader sig opsluge og gør sig til et med massen, undergraver man det psykologiske grundlag for fremtidens demokrati«.

/ritzau/

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce