»Der er lagt op til diskussion. Og gudskelov for det«. Sådan konkluderer Politikens kunstanmelder Peter Michael Hornung i sin vurdering af kanonen for billedkunst, der ligesom otte andre kanoner er blevet præsenteret i Kulturministeriet i dag. Syv udvalg har udfærdiget de i alt ni kanoner indenfor scenekunst, billedkunst, populærmusik, partiturmusik, litteratur, film, arkitektur, design og børnekultur. Og det ellers brogede anmelderkorps er i hver fald enige om én ting: Der er fuldkommen rigtige valg - men i høj grad også skrigende mangler i kulturkanonen. 'En hædersbevisning' Hårdest er dommen nok fra design-skribent Libbie Fjelstrup: »Det er nærmest blevet en hædersbevisning ikke at figurere på kanonlisten«, skriver hun og spørger: »Hvor er Georg Jensen og hele hans sølvbeslåede livsværk henne? Hvor er Kaare Klint, der udviklede en hel skole?«. »Helt mærkværdig er fraværet af Børge Mogensen og Hans J. Wegner, to store, fremtrædende møbelarkitekter, eksponenter for det absolut bedste dansk møbelhåndværk«, skriver Libbie Fjelstrup. En fin strategi Arkitekturanmelder Karsten R. S. Ifversen peger ligeledes på mangler indenfor sit stofområde: »Der er ingen erhvervsbyggeri, ingen industrianlæg, ingen kraftværker, togstationer eller andre ophold ved de monumenter, der blev sat i industrisamfundet«. Men det er ikke nødvendigvis noget dumt valg, påpeger han: »Det noget ensidige og ikke strengt nationale er en fin strategi. Med denne vægt på det grønne og modernismen betyder det, at projektet overhovedet har fået en smule smag«, skriver han. Hjerte rimer på smerte Boganmelder Bjørn Bredal mener, at litteraturkanonen afspejler, at »Danmark er landet, hvor hjerte rimer på smerte«. »hvis ikke, der som i en anden udlændingestyrelse blev arbejdet med forfatterens fødestedskriterium, så ville store dansksprogede kanoner som Ibsen og Hamsun jo være draget ind«, påpeger han i sin kritik af fraværet af 'udenlandsdanskere' og konkluderer: »Alt i alt er det en kanon, som har det lidt svært med den store verden. Men det er vel også hele pointen«. Livgivende dynamik Teateranmelder Monna Dithmer synes mere begejstret end sine kolleger: »De sceniske smagsdommere har, under ledelse af Flemming Enevold, sammensat en kanon præget af en livgivende dynamik«, skriver hun. Dithmer har dog den indvending, at det er at »strække scenekunstens rammer for vidt at indlemme punkgruppens Sort sol s koncerter i Carlton og Wurst (1986-87), uanset hvor teatralt de har optrådt«. Overraskende kunst-indslag Kunstanmelder Peter Michael Hornung er også ganske godt tilfreds med kanonen for billedkunst - trods de åbenlyse mangler: »Ingen blånende aftenstemning af P.S. Krøyer. Ingen opstilling af Lundstrøm. Og heller intet maleri af Henry Heerup. Vi har fået en kunstkanon, som ikke lefler for de folkekære navne, og som med flere overraskende og personlige indslag er præget af den procedure, som udvalget har valgt, skriver han og konkluderer: »Der er lagt op til diskussion. Og gudskelov for det«. Mærkelige Matador Filmanmelder Kim Skotte kalder filmkanonen for »demonstrativ dansk« og medgiver at Vredens dag , Soldaten og Jenny , Sult , Kundskabens træ , Pelle Erobreren og Festen »ret indiskutabelt hører hjemme i en kanon over dansk film«, men at »resten er til debat«. Især valget af tv-serien Matador provokerer anmelderen: »At medtage Matador er en helt urimelig gradbøjning. En tv-serie på 24 afsnit er ikke en film uanset, hvor meget de mange afsnit spejler den såkaldte danske virkelighed«. »Men ved at pege på Matador som fiktionsfortælling har man samtidig truffet et inspireret valg. Og fundet en elegant måde at få Erik Balling med uden at skulle tage Olsen Banden med i købet«, skriver Kim Skotte. Carl Nielsen fylder for meget Kanonen for partiturmusik får anmelder Thomas Michelsen til at konkludere, at »Carl Nielsen fylder for meget«. Og det er ikke anmelderens eneste anke: »For det første er ingen af de valgte værker ældre end Kunzens opera Holger Danske fra 1789. Det klassiske kanonudvalg giver dermed det indtryk, at dansk kunstmusik ikke eksisterede i væsentligt omfang før da. Det er ikke tilfældet«. »Tænk på en fremtrædende komponist fra overgangen mellem renæssance og barok som Christian IV s Mogens Pedersøn. Eller barokmesteren Buxtehude. For ikke at tale om Danmarks ældste bevarede melodi, den med runer og nodetegn nedskrevne Drømte mig en drøm i nat «, skriver Thomas Michelsen. Hvor er hip-hoppen? Valget af værker på kanonen for poulærmusik får hårde ord fra rockanmelder Erik Jensen, der især raser over fraværet af hip-hop »som ellers i de sidste 20 år har stået for sprogfornyelse, politiske kommentarer og ny energi i dansk musik«. Tre af værkerne har udvalget set sig nødsaget til selv at sammensætte - angiveligt i erkendelse af, at man ikke kunne blive enige. En løsning, der også får hårde ord med på vejen: »At man i tre tilfælde forfalder til den nemmeste løsning og hjemmebrænder sine egne opsamlingsplader - to af dem endda imaginære! Det er for slattent, for tyndt og ikke et værdigt, repræsentativt billede af dansk populærmusik«, skriver Erik Jensen. Hvorfor Anders And? Anmelder Dorte Hygum Sørensen glæder sig over, at »nogle af dem i formandskabet bag kulturkanonprojektet undervejs i arbejdet med at lave lister om voksenkultur kom i tanke om, at barndommen og børnekulturen findes«. Derimod er det »ikke indlysende, at den amerikanske tegneseriefigur Anders And har møvet sig ind på den nationale kanon med hele sin entreprenante fjerpragt«, skriver hun.