Knas i parforholdet, problemer med at afpasse balancen mellem arbejde og ægteskab, pligter og hjemlig hygge med barn og kone. Alt sammen kvaler, som mange familiefædre kan nikke genkendende til. Også Zorro. Jo, der er sket noget med helterollen. Med Antonio Banderas bag den sorte maske for anden gang er den moderne version af Douglas Fairbanks' fægtende badutspringerhelt fra 1920'erne blevet trukket endnu mere ned på jorden. Den nye Zorro bliver separeret fra sin kone Elena (Catherine Zeta-Jones) og kaster sig herefter ud i selvdestruktiv druk. »Og det er pragtfuldt«, griner Antonio Banderas, da Politiken møder ham i Paris forud for verdenspremieren. »Det er lykkedes mig at pille det storskrydende og prangende af ham og gøre ham til en mere menneskelig, ja ligefrem lidt kluntet person. Da jeg læste manuskriptet første gang og så, at han fik problemer med konen, tænkte jeg bare, fedt, så kan jeg lade ham drukne i en pøl af tequila!«, siger han og slår en flad hånd i bordet, så man nærmest kan mærke tequilaen plaske. »For mig er det helt afgørende at gøre helterollen mere virkelighedsnær, så det bliver lettere for publikum at relatere til ham. Hvis folk ved, at Zorro kan blive fuld, begå fejl og falde af hesten, bliver det meget mere spændende at heppe på ham. Der er jo ikke noget ved, at han blot kommer ind og bambadabambada! Og så er alt klaret i et snuptag. Usikkerheden giver figuren meget mere dybde. Meget mere«. Zorro er måske nok blevet mere klodset, drikfældig og brovtende. Men han har stadig ét ufejlbarligt fortrin: charmen. Og dén har Antonio Banderas ikke skruet ned for i den nye film. At nævne Banderas gør som regel de fleste kvinders knæ underligt leddeløse. Og som han sidder der med sine milde mørkebrune øjne, sit pjuskede sorte hår og sin hæst hviskende accent, forstår man hvorfor. Uden på de skødesløse jeans og de obligatoriske støvler hænger en lys stribet skjorte, der afslører et behåret mandebryst, som prydes af så mange smykker og sølvkæder, at det ville få enhver anden mand til at virke som en pyntesyg excentriker. På Antonio Banderas virker det nærmest underspillet. Cool. Og man forstår godt, at han i løbet af sin filmkarriere har knust hjertet på mange. Skurk og kun skurk Efter sine 13 år i Hollywood har det 45-årige spanske sexsymbol imidlertid efterladt en arv, som er langt vægtigere end kvindegisp og lumre pigedrømme. For Antonio Banderas har præsteret noget, som ingen anden har gjort før ham: Han blev den første spansktalende helt og hovedrolleindehaver i en større Hollywoodproduktion. Det var i 'Zorro - Den maskerede hævner' fra 1998. »Alle forsøgte at advare mig mod at tage til Hollywood, fordi de var overbevist om, at jeg kun ville få skurkerollerne. For indtil da havde de spansktalende næsten altid kun spillet sydamerikanske narkodealere, bankrøvere eller gemene voldsmænd«. Han skynder sig dog at underspille sin egen indflydelse i den forbindelse: »Det var nu næppe takket være mig. Det var snarere en ren tilfældighed, at det ændrede sig, netop som jeg kom til Hollywood«, siger han og fastholder øjenkontakten som for at demonstrere, at hans udlægning ikke er falsk beskedent koketteri. Banderas kom i begyndelsen af 1990'erne til Hollywood fra Spanien, hvor han var instruktøren Pedro Almodóvars foretrukne mandlige skuespiller i film som 'Begærets lov'. 'Bind mig. Elsk mig' og 'Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud'. Hans første amerikanske rolle var i 'The Mambo Kings' fra 1992, hvor han spillede en cubansk guitarist. Banderas talte ikke et pluk engelsk og måtte lære alle sine replikker fonetisk - ganske ligesom den kun 10-årige mexicanske skuespiller Adrian Alonso, der spiller Zorros søn Joaquin i 'Legenden om Zorro'. »Jeg kan jo genkende mig selv i den situation«, smiler Banderas, som selv var med til at udvælge den mexicanske dreng blandt 40 børneskuespillere. »Men det sværeste er nu ikke at spille rollen uden at forstå, hvad man selv siger. Det værste var at lave interview. Da vi skulle promovere 'The Mambo Kings', satte producerne mig ved et bord over for en engelsk journalist og sagde, at det nok skulle gå. Men jeg fattede ingenting. Jeg sagde bare yes, yes, yes. Indtil det blev for pinligt, og jeg måtte afbryde interviewet, fordi jeg ikke fangede et eneste ord«. De vil jo helst ha' Pitt Men der er sket meget siden 1992. »Nu har vi endelig fået banket os fast som en etableret del af Hollywood. Det var et spørgsmål om tid, før det måtte ske. Amerika har jo faktisk flere spansktalende, end der er i hele Spanien«. Han læner sig tilbage i stolen og strækker sig - og kommer pludselig til at grine højt. »I grunden er det besynderligt, at jeg er blevet populær som helteskikkelse, for alle undersøgelser viser, at de amerikanske hispanics ikke vil have mig - en spansktalende som dem selv. De foretrækker helte som Tom Cruise eller Brad Pitt. Det skal helst være så amerikansk som overhovedet muligt«, smiler han og trækker opgivende på skuldrene. Ikke desto mindre var det den maskerede helt Zorro, alias Don Alejandro De La Vega, der trak Banderas ud af de evige birollers skygge og drev ham direkte op på stjernepodiet i midten af rampelyset. »Zorro er en vigtig person for min historie i USA. Jeg står i stor personlig gæld til ham. Det var med Zorro, at jeg brød igennem og begyndte at få de store roller. På den anden side synes jeg også, at jeg har givet Zorro noget tilbage i form af nogle vigtige menneskelige parametre«. Du har engang sagt, at film i Hollywood laves med penge, mens de i Europa laves med blod og sved? Synes du, at Hollywood er for overfladisk?

»Nej. Jeg ville være en kæmpemæssig hykler, hvis jeg sad her og lod, som om jeg ikke havde gjort mig klart, hvad Hollywood har gjort for mig. Hvad min karriere dér har betydet. Det har givet mig kolossale muligheder. Mit arbejde i USA - hvor jeg har lavet både gode og virkelig dårlige film - har nu endelig givet mig mulighed for at lave, præcis hvad jeg vil. Med de penge, jeg har tjent, har jeg kunnet købe mig frihed. Kunstnerisk frihed. Men det der med, at man altid bliver tvunget ind i én bestemt slags roller, holder jo ikke. Jeg har lavet alt lige fra musicals og komedier til horror, action ... ja, sågar tegnefilm«, smiler Banderas, der senest lagde stemme til den bestøvlede kat i 'Shrek 2' i fjor. Får gevaldige tæv Alligevel må der være noget, der trækker i Europa. For tiden opholder han sig mestendels i hjemstavnen Malaga, hvor han er ved at instruere filmatiseringen af Antonio Solers bog 'El Camino De Los Ingleses' ('The English Road'). Samtidig finansierer han selv konstruktionen af et kæmpeteater med tre sale i sin fødeby. »Naturligvis får jeg kolossal hjemve. Og jeg må indrømme, at det stadig er teateret, jeg virkelig brænder for. Da Pedro Almodóvar første gang ringede til mig og spurgte, om jeg ville lave film med ham, vidste jeg ikke rigtig, om jeg overhovedet ville være filmskuespiller«. Banderas ville faktisk allerhelst have været fodboldspiller, men på grund af en voldsom vristskade måtte han opgive planerne, og i stedet kastede han sin interesse og kærlighed på skuespilkunsten. Om vi får ham at se i endnu en Zorrofilm? Banderas glider let og elegant hen over spørgsmålet. Men instruktør Martin Campbell, der også sad bag kameraet på den første Zorrofilm og James Bond-succesen 'Goldeneye', vil ikke afvise det. »Så skal vi bare ikke vente så længe, som vi gjorde med denne her. Antonio er allerede 45, og han får sgu nogle gevaldige tæv under optagelserne, fordi han insisterer på at lave så mange af sine egne stunts. Ja, faktisk giver han mig kun lov til at sætte en stuntman ind, når han virkelig skal kastes rundt. Så han humper rundt med blå mærker hele tiden«, ler Campbell. »Men jeg kan ikke forestille mig andre end Antonio i rollen. Det ville jo være som at få en anden end Harrison Ford til at spille Indiana Jones - det går bare ikke«.