Var William Shakespeare i virkeligheden 'stråmand' for politikeren Neville? - Foto: AP
Foto: AP

Var William Shakespeare i virkeligheden 'stråmand' for politikeren Neville? - Foto: AP

Kultur

Hvem skrev egentlig Shakespeares skuespil?

En britisk Shakespeare-forsker og en walisisk historieprofessor hævder, at William Shakespeares værker i virkeligheden er skrevet af politikeren og diplomaten Sir Henry Neville.

Kultur

Opsigtsvækkende ny forskning tyder på, at Shakespeares skuespil slet ikke er skrevet af ham selv, men derimod af en samtidig politiker, der var efterkommer af kong Edward III og Johan af Gaunt.

En britisk Shakespeare-forsker og tidligere universitetslærer, Brenda James, og historieprofessor William Rubinstein fra University of Wales i Aberystwyth hævder, at den virkelige Shakespeare var en engelsk hofmand og diplomat ved navn Sir Henry Neville.

Neville skrev muligvis værkerne
Brenda James har i fem år gransket arkivmateriale og desuden modtaget bidrag fra professor Rubinstein, og sammen har de fremlagt omfattende og opsigtsvækkende dokumentation, der tyder på, at det i virkeligheden var Neville, der skrev alle de skuespil, som Shakespeare lægger navn til.

Deres resultater gennemgås i en bog, der bliver præsenteret på Shakespeare's Globe Theatre i London senere på måneden.

Kendte karaktererne personligt
For det første passer det politiske indhold og den geografiske ramme i de skuespil, der normalt tilskrives Shakespeare, perfekt til de rejser og udflugter, som man ved, at Sir Henry Neville foretog. Neville var en højtuddannet diplomat og politiker, der levede fra 1562 og 1615 og kom fra Berkshire.

'Elskovs gækkeri' afspejler i nogen grad de spørgsmål, der især blev diskuteret på Oxford University, mens Neville studerede der fra 1574 til 1579. Mange af personerne i skuespillet var mennesker, som Neville kendte personligt.

'Lige for lige' foregår i Wien, som Neville besøgte i 1580. Et af temaerne i skuespillet er lovgivning imod usædelighed, og netop det spørgsmål diskuterede Neville med en calvinsk filosof, som han mødte i Wien.

'Romeo og Julie', 'Trold kan tæmmes', 'De to herrer fra Verona' og 'Købmanden fra Venedig' foregår alle i Norditalien, som Neville aflagde et længere besøg i 1581 og 1582.

'Hamlet' foregår i Danmark, og ifølge Brenda James' forskning fik Neville konkret baggrundsviden om Hamlet, da han besøgte det, der i dag er Polen. Muligvis besøgte han også Danmark.

'Henrik den Femte' afspejler Nevilles rejse til Frankrig, hvor han en kort overgang var engelsk ambassadør i 1599-1600. Nogle af skuespillets scener blev faktisk skrevet på fransk, som Neville - i modsætning til Shakespeare - talte.

Og i 'Henrik den Fjerde. Anden del', der blev skrevet, kort før Neville rejste til Frankrig, siger en af personerne mod slutningen af skuespillet: »Jeg vædder på, før dette år er endt, ser vi vort hjemlands sværd og flamme vendt mod Frankrigs kyst. En fugl har sunget sådan, og kongen, tror jeg, hørte gerne på den. Kom, vil I med?«.

Fængslet for forræderi
Som politiker var Neville indblandet i et mislykket oprør, som jarlen af Essex førte mod regeringen i 1601. Neville blev fængslet i Tower of London for forræderi - og herefter ændredes tonen i skuespillene, der indtil da især havde været historiske eller komiske, pludselig til det mere alvorlige og tragiske.

Mange af Nevilles kongelige og andre forfædre optræder også i skuespillene - Johan af Gaunt i 'Richard den Anden', Warvick i 'Henrik den Sjette. Anden del' og kong Duncan af Skotland i 'Macbeth'. Fælles for dem er, at de alle skildres positivt.

Slående lighedspunkter
Bevismaterialet omfatter også et dokument, som man nu ved blev skrevet af Neville, mens han sad fængslet i Tower of London, og som indeholder detaljerede notater, der senere blev brugt i 'Shakespeares' skuespil 'Henrik den Ottende'.

Der er desuden slående lighedspunkter mellem stilen og ordforrådet i Nevilles personlige og diplomatiske breve og 'Shakespeares' skuespil og digte. Analyser af ordhyppighed har også vist, at der er statistiske sammenfald.

Og endelig findes der et konkret bevis, som forskningen længe har ignoreret: Det fremgår af et dokument, der blev fundet i 1867, at Neville øvede sig i at forfalske Shakespeares underskrift. Dokumentet, der er skrevet med Nevilles håndskrift og bærer hans navn på brevhovedet, indeholder 17 forsøg på at efterligne Shakespeares underskrift.

Shakespeare stråmand
De to forskere mener, at William Shakespeare kan have fungeret som 'stråmand' for Neville.

De påpeger, at Neville ikke har kunnet tillade sig at stå som forfatter til skuespillene, fordi flere af dem var politisk følsomme og kontroversielle. Og hvis myndighederne havde vidst, at Neville var forfatter til 'Richard den Anden', ville han sandsynligvis også være blevet henrettet og ikke blot fængslet efter jarlen af Essex' revolte i 1601.

Neville havde det grundlæggende politiske problem, at han tilhørte et dynasti, der var rival til det herskende Tudor-kongehus. Han nedstammede selv fra slægten Plantagenets. Hans egen far og grandonkel blev henrettet af Henrik den Ottende.

Tilskyndede til oprør
Med sin politisk kontroversielle baggrund kunne Neville ikke tillade sig at optræde som forfatter til politisk kontroversielle skuespil.

'Richard den Anden', der handler om detroniseringen af en monark, blev opført 40 gange i London, umiddelbart før jarlen af Essex indledte sin revolte. Myndighederne mente, at skuespillet tilskyndede til oprør. Shakespeare og hans kolleger blev afhørt i den forbindelse, men ikke anholdt.

Et af de få dokumenter, der officielt krediterer Shakespeare for skuespillene, er den første folioudgave, der blev udgivet i 1623. Forfatteren Ben Jonson var med til at sætte Shakespeares navn på denne førsteudgave, og Jonson arbejdede på det tidspunkt på et universitet i London, som Nevilles familie havde forbindelser til.

Brenda James og William Rubinstein mener, at Jonson kendte til 'stråmandsordningen', og at han på Neville-familiens opfordring hjalp med at viderekolportere løgnen om Shakespeares forfatterskab - tilsyneladende i respekt for Henry Nevilles ønsker.

Tætte forbindelser til velgører
James og Rubinstein hævder også, at figuren Falstaff - der optræder i fire skuespil - i virkeligheden var baseret på Neville selv. Falstaff skulle oprindelig have heddet Oldcastle (gammelt slot, red.) og spillet på Nevilles navn, der er afledt af de franske ord for 'ny by'.

Og interessant nok var William Shakespeares velgører jarlen af Southampton, som Neville havde tætte forbindelser til. De to sad fængslet sammen i Tower of London i to år efter jarlen af Essex' revolte.

I familie med Neville
Dertil kommer, at Shakespeares hustru, Mary Arden, var i familie med Neville. James og Rubinstein mener, at Neville mødte Shakespeare via disse to forbindelser og foreslog ham at påtage sig rollen som stråmand. De to forskere hævder, at Shakespeare instruerede stykkerne og medvirkede som skuespiller, ligesom han var medejer af det teaterkompagni, der opførte dem - men at han ikke skrev et eneste af skuespillene selv.

Eksperterne har altid undret sig over, hvordan Shakespeare kunne skrive stykker, der forudsatte detaljeret indsigt i geografiske og politiske forhold og sprogkundskaber til at læse vanskelige kildetekster på latin, græsk, fransk, spansk og italiensk, når han nu gik ud af skolen som 12-årig.

Tidligere spekulationer
Gennem de seneste 130 år har adskillige forskere forfægtet teorier om, at skuespillene i virkeligheden var skrevet af filosoffen og videnskabsmanden Francis Bacon, playboyen og hofmanden Edward de Vere eller sågar skuespilforfatteren Christopher Marlow, men argumenterne for, at det skulle forholde sig sådan, er aldrig rigtigt slået igennem i Shakespeare-forskningen.

Den nye teori om, at det i virkeligheden var Neville - der aldrig tidligere er blevet sat i forbindelse med Shakespeare - som skrev den berømte forfatters værker, skal nu granskes af Shakespeare-forskere verden over.

»Vi har samlet en så enorm mængde ny dokumentation, at beviserne for, at Neville i virkeligheden er forfatter til Shakespeares skuespil, virker overvældende stærke«, siger Rubinstein.

»Vi har sammenholdt kronologien over skuespillene med Nevilles liv og opdaget, at de passer perfekt sammen, og det på en måde, der belyser udviklingen i skuespillene«, tilføjer han.

»Den skønhed og formuleringsevne, der findes i Nevilles diplomatiske og personlige breve, illustrerer en sproglig livskraft og opfindsomhed, som tydeligt går igen i de værker, man har tilskrevet Shakespeare«, siger Brenda James.

»Da jeg gennemgik hans korrespondance fandt jeg eksempler på helt usædvanlige ord og konstruktioner, som man normalt ikke støder på andre steder end hos Shakespeare«, siger hun.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden