De vil høre om mit København ...«. Christoffer Boe tager et dybt sug af endnu en Camel uden filter og slår ud med armene. Den 31-årige instruktør er netop løbet ind i en god ven midt i solbeskinnede Studiestræde i det indre København. Og Boe - der ellers ikke er kendt for at have vanskeligt ved at formulere sig - er nu gået i stå. Det tager vennen cirka to sekunder at tage over. »Men København er jo Christoffers livsnerve«, siger han. »Hvis du tager denne her by fra Christoffer, er det som at bortoperere hans hjerte eller lunger«. Og selv om Christoffer Boe svarer med et grin, er det langtfra helt forkert. København betyder meget for den anmelderroste instruktør. Med dvælende, drømmende billeder af velkendte pladser, barer og metrostationer spiller byen en central rolle i både den prisvindende debut 'Reconstruction' og den premiereaktuelle 'Allegro'. Men byen spiller også en central rolle for Boe selv. Det er derfor, han nu står midt i Studiestræde - evigt rygende med halvlangt skæg og sort velourjakke. For at tage os med rundt i sit København. Men historien om Boes København starter ikke her. Den starter med en cola. For Christoffer Boe er byen nemlig tæt knyttet til forbrug - og i høj grad forbruget af flaskecolaer. Så han indleder med at vise en dunkel kælderkiosk gemt væk i stræderne bag Nikolaj Kirke. Cola, croissant og Camel »Alle, der køber cola, ved, at den altid smager forskelligt. At der er forskel på plastik, glas og dåse. Men det er lige så afgørende, hvor du køber dem. Det er skønt at gå ned i sådan en gammel butik og købe en enkelt cola - det tilbyder Indre By«, siger han og peger ned i kioskmørket, hvor han ofte har købt colaer. »Forbrug er en del af livet og af byen. Du forbruger colaer, som du forbruger byen - ligesom du forbruger kærlighed. Byen skaber en ramme for, hvor en cola smager godt - ligesom hvor kærligheden fungerer godt«. Men også kiosker, der ikke er gamle og hengemte, opfylder en funktion i byen, fortæller Christoffer Boe, inden han svinger ind i 7-Eleven ved Storkespringvandet for at forbruge - denne gang en croissant og Camelcigaretter. »7-Eleven er fantastisk i forhold til udbud og mangfoldighed. Det er en minimal betingelse, hvis København ikke blot skal være en landsby, at der er steder som dette, der altid er åbne«. For Christoffer Boe er København i høj grad Indre By. Her bor han, her udspiller hans seneste film sig. Og her ligger mange af de steder, han værdsætter mest. Her findes favoritværtshuse som Toldbod Bodega, Bobi Bar og Andys - alle med klassisk dansk bodega-snit. Her kan man få alle hverdagsvarer inden for en radius af et par hundrede meter, og her kan man opretholde en vis anonymitet trods Københavns internationalt set lille størrelse. Her står de åbne metalpissoirer med luft til fødderne - som på pladsen op ad Nikolaj Kirke: »Jeg elsker den overskridelse af byens offentlige fornægtelse af det dyriske. Kontrasten ved, at der står en mand og pisser rødvin til 2.000 kroner, han lige har indtaget på restauranten overfor«. Glæden ved at sige nej Indre By rummer i det hele taget den stærkeste koncentration af historie, liv, sjæl og forbrug, mener han. »Det er her, man kan gå på druk 24-7, spise på 6-stjernede restauranter hele ugen, gå en tur i parken og fem minutter senere se en film af Godard. Det er her, man kan kæmpe sig mod drømmen at leve et liv«. Og vigtigst: Selv om Christoffer Boe ikke benytter sig af Michelinstjernede restauranter og druk i døgndrift, tilbyder byen muligheden for at gøre det. »Der er ingen glæde ved at sige nej, hvis man ikke bliver indbudt. En stor del af glæden ved livet - og byen - er, at mulighederne er der«, siger instruktøren, der fremhæver restauranten Kong Hans som den bedste mulighed, han aldrig har sagt ja til. »Stedet håndhæver forestillingen om et tungt, dyrt sted i en kælder befolket af tyske forretningsmænd med traditionel køkkenfetich for kaviar og fois gras. Og det giver en ekstra kvalitet aldrig at have spist der«. Faktisk er der, ud over måske Strøget, kun én ting, der irriterer Christoffer Boe ved centrum: Der er alt for mange cykler. »De er utrolig grimme, upersonlige transportmidler. Modsat biler, der er som små smykker, der fortæller en historie om deres ejer. Lad os få langt færre cykler i byen«, siger Boe, der ikke selv har en cykel - fordi man kan gå til alle steder i byen på et kvarter. Et af de vigtige steder for Christoffer Bo i Indre By er Nina Bangs Plads. Et øde rum, hvor grå kontorbygninger omkranser et par mennesketomme bænke og et springvand i beton - klemt inde mellem Købmagergade og Møntergade. Her har instruktøren nogle af de tidligste minder fra byen; det var her, hans far, der arbejdede tæt ved, tog ham med ind til København fra hjemmet i Rungsted. »Det var altid om søndagen. Intet var åbent, og pladsen lå her monumental og forladt. Men følelsen af en sitrende spænding hos en ung dreng fra semiprovinsen, der tager til storbyen, hænger ved«. Øl, smøger og væddeløb I de hele taget er det barndommens København, der rummer flest steder med følelsesmæssig betydning for Christoffer Boe. Som turene til tegneseriebutikken Fantask, der havde karakter af nervepirrende eventyr, når han - 13 år og alene - hastede gennem truende gyder »med uendelig mange ungdomsbander, der bare ventede på at springe frem og overfalde mig«. Boe forklarer, at København dengang besad en følelse af både angst og dragende mystik. Da han blev ældre, skiftede tilgangen til København. Nu formede årene sig som et forsøg på at leve op til forfatteren Charles Bukowskis billede af omtumlet storbyliv - blandt andet med et projekt, hvor samtlige øl på samtlige værtshuse på Østerbro blev testet inden for nogle måneder: »Som ung i byen havde jeg den der Bukowski-nostalgi om øl, smøger og væddeløb - måske i mindre grad væddeløb. Men at bruge fem år på at efterleve den illusion viser forstædernes helvede. Det burde være ulovligt at vokse op i provinsen - det skaber et vrængbillede, der aldrig kan, og nok aldrig bør, opfyldes«. I dag er København for Christoffer Boe først og fremmest en hyggelig by, der kunne klemmes ind mellem Virgin Megastore og Det Danske Hus på Champs-Élysées i Paris. En højhusefri lilleputby, hvor bygningerne ikke stræber imod himlen - højst Rundetårn, »men det er en 500 år gammel stræben«: »København er overskuelig, venlig og hyggelig. Hils på luderne og narkomanerne ved Maria Kirke, og oplev det selv. København er ikke et sted, hvor du skal være bange for det uforudsete - men meget, meget bange for vanen og traditionen«.