Da John Cale træder ind i det lumre kælderværelse i sit lille londonske stamhotel, ånder han tungt og slår ud med hænderne. Her skal hverken småsnakkes eller stilles spørgsmål, før hans vært oven på har ordnet rummets air condition. Indtil da prøver han selv at løse problemet. Han kravler halvt op i vindueskarmen og piller ved cirkulationsanlægget uden at sige et ord. På den rødternede skjorteryg har han en stor, broderet ørn. Selv når han står med ryggen til og man derfor ikke kan se det lille plejede grå fipskæg, ligner John Cale en ikke helt ung, men meget muskuløs beatnik. »Pæn skjorte«, siger jeg, fordi den er pæn, men også fordi her er frygtelig stille i betragtning af, vi aldrig har mødt hinanden før. »Hmmm«, brummer John Cale med et ansigt, der ikke kommunikerer. Ikke før hotelværten kommer med en lille skruetrækker og en stor latter. Så bliver den 63-årige musiker et øjeblik helt kammeratlig. Da værten er ude af døren igen, forsvinder smilet. Han sætter sig og siger: »stil et spørgsmål«. For to år siden på 'HomoSapiens' arbejdede du med samples. Nu spiller du rock igen. Hvorfor?

»På 'HomoSapiens brugte jeg de grooves, jeg kunne få fat i. Det var et mere keyboardorienteret album med atmosfæriske stemninger. Det er meget effektivt at arbejde med elektronisk musik, men det giver ikke så meget frihed. Denne gang har jeg selv lavet grooves. Det nye album er mere funky. Desuden havde jeg bare lyst til at lave noget andet«. John Cale har aldrig holdt sig til en bestemt stil i sin lange karriere. Alligevel er det overraskende, at hans nye album er så anderledes end det forrige. Pludselig spiller han igen fyndig, sexet rock'n'roll sammen med et band, der lydhørt følger ham ind i funk, punk, satirisk pop og andet, han har haft lyst til at prøve denne gang. Egenrådig og ambitiøs Efter sigende er det ikke altid idyl at være John Cales band. Han har lige så meget temperament og lige så høje ambitioner som sin samarbejdspartner Lou Reed i den lige dele avantgardistiske og rockminimalistiske gruppe Velvet Underground. Deres indbyrdes konkurrence var en grund til, at John Cale forlod Velvet Underground i 1968. Siden er de kun mødtes enkelte gange. Mest vellykket omkring deres nu 15 år gamle fælles album 'Songs For Drella', der var en hyldest til Velvet Undergrounds visionære ekstra medlem Andy Warhol. Af de to solister har Lou Reed langt det største publikum, hvilket til dels hænger sammen med Cales kontinuerlige forsøg på at forny sig selv. John Cales talent var allerede iøjnefaldende stort, da han var barn i Garnant i Wales. Han var uddannet pianist og violinist inden for først klassisk musik og siden avantgarde, inden han blev rockmusiker, og han har en usædvanlig evne til at tilegne sig alle mulige stilarter. Nogen fokuseret kunstner kan han ikke kaldes. Sommetider ryger han - næsten - lige så meget ud af tangenterne, når han spiller, som når han taler. Og dér skal noget til. Et spørgsmål angående ambitioner for fremtiden fører først til en længere lovprisning af Snoop Dogg og Dr. Dre og deres »enestående effektive minimalisme«. John Cale vil gerne arbejde sammen med Dr. Dre i fremtiden. Men han kunne også godt tænke sig, at han havde opfundet noget, han kunne have taget patent på. »Måske noget software«, siger han og fortæller en sammenhængende, men meget detaljeret historie om en opfinder, han så et amerikansk tv-program om for nylig. Selvkritisk arbejdsnarkoman Mere ræson er der i detaljerne i den velskrevne selvbiografi 'What's Welsh for Zen', der udkom i 1999. Udover at fortælle den kronologiske historie om Cales liv opklarer bogen også, hvorfra han fik sine kunstneriske ideer. I 1963 sagde avantgardemusikeren John Cage til den unge Cale, at han »ikke skulle give sig selv hovedpine ved at forsøge at strukturere tingene for meget«. Et andet sted i bogen skriver Cale selv om musik, at »modsætningsfyldte synspunkter er vigtige, fordi de viser alsidigheden«. På det nye album er modsætningerne tydelige i 'Woman', der skifter mellem stabil hip hop-rytme og rockomkvæd. Jeg siger til Cale, at den vekselvirkning fungerer godt. John Cale siger mig imod: »Det er ingen dårlig sang. Men i mine ører er der noget uforløst over den. Som om der er for meget stadionkor over det rockspillede omkvæd«. Men nogle gange er dit arbejde perfekt, netop når det ikke er perfekt.

»Det kan jeg godt lide. Eller jeg accepterer i hvert fald formuleringen. Jeg har ikke brug for, at noget skal forblive det samme. Man skal improvisere, synes jeg. Det bliver så ikke altid lige godt. Efterhånden ved jeg så nogenlunde, hvad jeg kan og ikke kan«. Din selvbiografi udkom i 1999. Hvad er det væsentligste, du har lavet siden da?

»Det er for tidligt at svare på. 'Zen' dækker den transformation jeg gennemgik fra at være en walisisk drukkenbolt i årevis til at blive den, jeg er nu. En fitness freak. Og en arbejdsnarkoman. I de senere år er jeg blevet besat af at arbejde. En journalist spurgte mig, hvad jeg laver i min fritid. Folk forstår det ikke: der er ingen fritid. Jeg har arbejder eller træner intenst hele tiden. Og jeg nyder det«.