Ikke et eneste jubelskrig fra Tivolis rutsjebane og ikke så meget som et enkelt piv fra togene på Hovedbanen forstyrrede 100 års festen for Københavns Rådhus. Da det storladne byggeri i slutningen af 1800-tallet blev diskuteret og projekteret som Københavns sjette rådhus, var netop placeringen uden for voldene et hedt diskussionsemne, kunne den nulevende overborgmester Lars Engberg (S) gengive fra historiebøgerne. »Et mindretal ville nemlig hellere have Rådhuset liggende i Ørstedsparken, og de argumenterede med, at Rådhusets embedsmænd ville blive forstyrret af togene og larmen fra Tivoli«, sagde han i sin fødselsdagstale. 32 år undervejs Det tog 32 år fra første strøtanke om det nye rådhus til indvielsen i 1905 - heraf blev de 13 brugt til selve byggeriet af arkitekt Martin Nyrups mesterværk. Et par år forinden - i 1903 - var de første embedsmænd dog flyttet ind, og Borgerrepræsentationen tog også på det tidspunkt den flotte mødesal i brug. Selv om byggeriet var omstridt - »og der blev ført en ondskabsfuld debat«, som Lars Engberg kaldte diskussionerne af Nyrops tegninger - blev huset i 1905 pænt og respektfuldt modtaget. »Der er heller ingen gnavne embedsmænd i huset«, lød det i følge Engberg i datidens anmeldelse. Overborgmesteren turde dog ikke helt garantere, at den varedeklaration holder i alle huset kroge her 100 år senere. Store dele af Rådhuset har i de senere år - netop med udsigt til 100 års dagen - fået en grundig renovering, og festsalen - det er det store rum bag balkonen - var desuden hyldet i efterårsfarvede blomster. Som fint matchede den røde løber, der tog mod hædersgæsterne - dronning Margrethe og prins Henrik - helt ude på Rådhuspladsen. Kongehuset har i alle årene brugt netop Københavns Rådhus som en art forsamlingshus, og festsalen har utallige gange lagt paket, balkon og udsmykning til både landets officielle gæster og statsoverhoveder og kongehusets mere private gilder. Eventyrligt hus Det takkede majestætens for i sin festtale, selv om hun med sin interesse for arkæologi og fortidsfund ikke lod sig imponere over en alder på 100 år. Det gjorde hun til gengæld over Rådhusets form og funktion. »Det er et eventyrligt hus, hvor fantasien fik lov at udfolde sig. Huset griber én om hjertet, for det myldrer både ude og inde med detaljer og samtidig er Rådhuset et monument over håndens arbejde«, sagde hun. Og så var der rådhuspandekager ad libitum. Et ungt fænomen, som først kom til rådhuset i 1920´erne, men som til gengæld ikke sådan lader sig pensionere.