En af de vigtigste pointer med en filmfestival må være, at den åbner en mulighed for at vise og fremhæve kvalitetsfilm, der ville have mere end svært ved at få opmærksomhed på et kommercielt biografmarkeds vilkår. Det er svært at komme i tanke om et mere oplagt eksempel end Cristi Puius 'The Death Of Mr. Lazarescu'. Uanset hvor meget den vandt Un Certain Regard i Cannes, har filmen snart sagt alt imod sig. Den kommer fra det absolut upåagtede filmland Rumænien. Den er mere grim og billig end smuk og dyr at se på. Den handler om en syg gammel mand, hans mølædte katte og hans blødende åreknuder. Selv om filmen varer to en halv time, sker der ikke meget andet, end at en sølle og knarvorn gammel mand bliver mere og mere syg og ender med at blive fragtet fra det ene hospital til det andet i hovedstaden Bukarest.
Stadig interesseret? Det bør man faktisk være, for 'The Death of Mr. Lazarescu' er på mange måder en original film, der er svær at ryste af sig, når den først har bidt sig fast. Hvilket kun sker langsomt, men til gengæld sikkert. Når først de helt konkrete, men samtidig absurd formålsløst kredsende dialoger tager form, er det ikke svært at se, at man har at gøre med en landsmand til Eugene Ionescu. Cristi Puius film er på en måde enerverende begivenhedsløs, men det er alligevel ikke så lidt, den får fortalt hypnotisk en passant. En stædig sygepasser Miaora holder pligtskyldigt fast ved den genstridige patient på en lang nats rejse fra hospital til hospital. Den er gal med leveren. Den er gal med hjernen. Diagnoser, medikamenter, skanninger. Man bliver snart en hel specialist i, hvad der efterhånden kommer til at lyde som et esoterisk sprogs besværgelser løsrevet fra enhver egentlig mening. Dante Remus Lazarescu kommer ud på en mareridtsagtig rejse med fortravlet, underbetalt personale i rollen som Skylla og kyniske, arrogante læger i rollen som Charybdis. Brik for brik sammenstykker Puiu et billede af et absurd samfund. Jo mere Lazarescu kommer til at til at ligne en tilpisset og ildelugtende Lazarus, desto mere kommer han også til at ligne en, der er i færd med at dø for alle andres synder. Dybest set er de næsten alle ligeglade med den stinkende og ikke synderligt elskelige hr. Lazarescu. Som alkoholiker ligger han, som han har redt. Men det er ikke det mest rystende. Det er jo sådan set bare et udtryk for menneskelig slitage og kynisme. Det mest rystende er sådan set, at hele Systemet bliver fremstillet som en automat, der ikke har den fjerneste idé om, hvorfor den fungerer. Hvorfor skal lægerne redde liv? Hvad skal det gøre godt for? Til hvilket liv skal Lazarescu reddes fra dødens trivielle overgreb? En lammende mangel på svar udvikler sig til et rungende og påtrængende spørgsmålstegn i en film, der på overfladen er monoton, primitiv og langtrukken, men åbenbarer sig som det stik modsatte.