Fanden til måde at tilbringe påsken på! Sådan sagde vi til hinanden med et grin og rakte armene ud til siden, som om hænderne sad fast på et kors. Dét var nemlig topmålet af blasfemi for lærlinge og gymnasiaster, hvoraf 90 procent var kirkeligt konfirmerede for kun et par år siden, og hen mod halvdelen havde gået i søndagsskole som børn. Men det var nu også en kommentar til det, vi var med i: Den første danske påskemarch i 1961. I oktober året før havde den første protestmarch fundet sted, tre dages vandring fra Holbæk til København - men dér var jeg ikke med. Året efter fulgte endnu en påskemarch, og allerede i 1963 blev det i stedet til en dansk-tysk grænsemarch i protest mod atombevæbningen af Vesttyskland. De følgende år deltog der også danskere i vesttyske atommarcher, og der kom demonstrationer ved diverse ambassader. Men af protestmarcher blev det aldrig til mere herhjemme: tre styks, alt i alt. I betragtning af dét blev virkningerne imponerende langtrækkende. I hvert fald for enhver af os, som deltog - men såmænd også for dansk politik, hvis man ser nøjere efter. Fra fodarbejde til fodnoter For nu at tage det sidste først, så går der jo en direkte linje fra 1960'ernes fodarbejde på Holbæk landevej til 1980'ernes fodnotepolitik, som først netop er blevet gennemgransket og udredt. Forbud mod kernevåben på dansk område var netop det første af Atomkampagnens fire formulerede krav til den danske regering. Det andet var kravet om klar besked om følgerne af radioaktivt nedfald; det tredje en politik, der sikrede, at Danmark ikke blev bombemål; og det fjerde at arbejde for internationalt forbud mod brug af atomvåben. De fire krav lærte vi udenad. For vi blev hørt i dem, både i skolen og hjemme ved middagsbordene. De vandreture var slet ikke velsete i et land, hvor over 90 pct. af dagspressen var af uskrømtet borgerlig observans, og hvor kommunismens fristelse blev anset for mere farlig for ungdommen end knallerter og kønsliv. Og de var ellers også rigtig ildesete! Nå, 'Kommunister!' og 'Røde svin!' var nu langtfra de eneste skældsord, vi kunne vælge at tage til os fra tilskuerne til den lange vandring ind ad Roskildevejen og Vesterbrogade påskesøndag 1961. 'Landsforrædere!' hørte selvfølgelig også med, men vi lærte også nye ord, for eksempel: 'Flagellanter!'. I danskundervisningen havde vi endnu ikke læst J.P. Jacobsens novelle om 'Pesten i Bergamo' (noget så moderne nåede vi kun akkurat i slutningen af 3. g), så jeg havde ærlig talt svært ved at se et skarpt billede af 'flagellanter' for mit indre blik. Det skulle vise sig at være fast inventar i det ordforråd, der blev brugt om 'det ny venstre' i de følgende årtier, og som vist kulminerede med - pudsigt nok - en SF-formands snerren ad venstrefløjens sværmere mange år senere: »Barfodsgængere og hjemmefødere!« lød Morten Langes farverige udtryk for dyb foragt. Og snegen føg Men hvad betød skældsord, når vi fik lige så mange tilråb af den modsatte slags: Godt gjort! Bare bliv ved! Hvor har I ret! Og når det værste for resten var overstået. Det værste var nemlig fredagen. Kort efter udvandringen fra Holbæk mod Roskilde begyndte snefnuggene at falde, og den lå tæt ved Elverdamskroen midtvejs, og før ankomsten til Roskilde måtte hvert skridt tages gennem høje driver. Det var, før gore-tex gjorde sit revolutionerende indtog i friluftsindustrien, så den lange række af vandrere var et studium i duffelcoats, anorakker og - for de heldige få - gule oliejakker. Skistøvler af fedtelædertypen vekslede med gummistøvler, fodformede andenæb eller - lad os indrømme det: bare fødder i jesussandalerne - under den uendelige række af fløjlsbukseben i trav. På strikhuerne og frakkerne, islændersweatrene og vanterne havde vi alle sammen Kampagnen mod Atomvåbens mærke i alle formater, overtaget fra de engelske veteraner fra Aldermaston-marchen i foråret 1960 og deres Campaign for Nuclear Disarmament. Det må være et af de politiske logoer, der har haft størst gennemslagskraft i verden, skønt det - modsat hagekors, hammer og segl osv. - aldrig har været knyttet til partipolitik eller bare politisk magtudøvelse. Langs ruten kørte nogle enkelte biler. En med et jazzorkester - min erindring vil have det til at være Theis Jensens, men dén er nu ikke, hvad den har været - for selv om rockmusikken var kommet til Danmark, var den ikke nået ud i det 'segment', vi tilhørte (selv om ordet segment først blev dansk langt senere). Rock'n'roll var stadig for læderjakker og anderumper, de politisk aktive var snarere jazzfiduser - uanset om vi var i lære eller gik i skole. Først i løbet af de næste par år brød Beatles igennem den danske lydmur, og så gik den kulturelle klassedeling helt i opløsning i et årti - men det er en anden historie. Der kom også et par busser, da snevejret havde stået på i flere timer. Men af de knapt 2.000 mennesker, der startede i Holbæk den fredag, måtte kun omkring hundrede opgive undervejs. Nogle børn, kvinder og ældre deltagere blev kørt til stationen i eller natkvarteret i Roskilde - dén kommune havde nemlig ikke, som Taastrup, hvor marchen sluttede næste aften, afslået at stille skolernes gymnastiksale til rådighed. Jeg sov nu heller ikke på gulvet i Roskilde. Danmark red - også dengang - på ryggen af et opsving, som finans- og nu statsminister Viggo Kampmann havde sikret ved den med tiden så sagnomspundne og forkætrede udlandsgæld, og bil og sommerhus kom i de år inden for rækkevidde også for funktionærer og faglærte arbejdere: »Kend din pligt, kræv dit rat!«, lød Bo Bojesens ændringsforslag til de socialdemokratiske paroler. Så forældrene til hende, jeg fulgtes med - og faktisk senere blev gift med - var kørt til det ny sommerhus i påsken, og lejligheden derhjemme stod tom. Vi besluttede at tage hjem og tørre tøj, mens vi øvede os i at stå af i Roskilde. Dét var en meget yndet horisontal motionsform og risiko-sport for unge par i de år før p-pillen og spiralen. Bodil Koch stod fast Hva ska ud? Sne og slud! kunne vi have råbt den fredag, men kampen for at få Barsebäck væk hører en senere epoke til, om end dens spirer nok blev sået langs landevejen fra Holbæk til Roskilde i de år, før der var nogen Holbækmotorvej, Peter Belli kunne synge om. Men dengang var vi meget omhyggelige med at skelne mellem modstanden mod våbnene - og så modstanden mod atomkraft til fredelige formål. Et flertal af os var måske også betænkelige ved kernekraft, men Kampagnen holdt sig meget striks til de fire krav mod atomvåben. Dét beroede en væsentlig del af dens succes på, som tværpolitisk bevægelse. Forfatteren Carl Scharnberg og højskolelæreren Tage Hind var store talere og medlemmer af den selvsupplerende landsledelse, men det samme var Svend Haugaard, som alle vidste var medlem af Det radikale Venstre. For endnu på dette tidspunkt var mange radikale pacifister, de stod stærkt i organisationen Aldrig Mere Krig, og det var f.eks. også en naturlig ting, at de radikale i de samme år blev repræsenteret i styrelsen for det ny tidsskrift 'politisk revy' som del af det politiske billede til venstre. På den anden side omfattede den NATO-venlige danske regering både socialdemokrater og radikale, og den sidste påskemarch fandt sted kun seks år, før Hilmar Baunsgaard ligefrem dannede den første RKV-regering og dermed selv blev statsminister for et kabinet, der også omfattede nogle af 'kryptokommunisternes' argeste modstandere, så som Poul Møller. Den konservative udenrigspolitiske ordfører havde så sent som en uge før marchen i 1961 i Folketinget kritiseret den socialdemokratiske kirkeminister Bodil Koch, fordi hun havde sagt ja til at tale til marchdeltagerne. »Atommarcher svækker de frie folk ved at være ensidige«, mente han og spurgte, om hun havde fået lov af statsministeren til at bidrage til »at øge begrebsforvirringen«. Men hun stod fast, også om søndagen: »Hvem kan undres over, at netop de unge marcherer? Til de atommarch-bekymrede vil jeg sige: Der var mere grund til at undres, om ikke atomrustningen førte til unges protest også i nye former«. Protesten, sagde hun videre, »kommer fra den livsbekræftende, fremtidsvillende, urolige, livselskende ungdom. Der er nok, der sidder sløve uden fornemmelse af ansvar«, lød hendes salut ifølge Politikens reportage dagen efter. Det var ikke uden grund, hun blev kaldt 'ét af de få mandfolk i regeringen'. Der var 30.000 mennesker til stede på Rådhuspladsen den søndag den 2. april 1961. 15 gange så mange, som var startet fra Holbæk. Langfredag var en bitter dag, men skøn var påskemorgen. Gem denne pjece Skrækken for udløsningen af en atomkrig har vel aldrig været større end de tidlige 1960'ere. I januar 1962 - nogle måneder før Cuba-krisen altså - udsendte Civilforsvaret et lille skrift, hvis titel endte med at blive en slags bevinget ord: 'Hvis krigen kommer'. I forordet skrev statsminister Kampmann følgende: »Atomkrigen er i dag en mulighed ... De moderne våben kan ramme os, selv om landet ikke angribes direkte, og disse våben skelner ikke mellem civile og militære mål. En ny krig vil være total ...«. Derfor skulle vi opbevare den lille pjece »på et sted, hvor De og Deres familie kan få fat på den, hvis der bliver brug for dens oplysninger«. Den lille pjeces anvisninger gik ud på at forebygge panik, men tanken om at bygge og forsyne et beskyttelsesrum under parcelhuset med det nødvendigste til en længere indespærring efter angrebet og det værste nedfald - den tanke udløste netop panik hos nogle. Som straks gik i gang med at grave og mure og købe ind af »lokum, minutkød« og hvad der ellers blev opsummeret i en af successangene i samme års københavnske studenterrevy - 'Gris på gaflen', skrevet af Jesper Jensen, Klaus Rifbjerg og Leif Panduro. Skrækken var stor, men galgenhumoren bredte sig også, og året efter sangen om 'Hvis krigen kommer' valgte studenterforeningen ligefrem som årets æreskunstner den amerikanske sanger og sangskriver og matematiklærer Tom Lehrer. Ham der allerede i 1959 havde sunget de opmuntrende ord: »We will all go together, when we go. / What a comforting fact that is to know!«. Efter påskemarchen 1962 - der sluttede med 25.000 mennesker på Rådhuspladsen, efter politiets forsigtige skøn - kunne Politiken fra kampagnens møde med politikerne notere, at »de politiske partiers repræsentanter erklærede sig enige med kampagnen om målet, men ikke alle var enige om midlerne«. I bevægelse Alene dét, at alle partirepræsentanterne i 1962 var mødt op for at tale på Rådhuspladsen, betød et jordskred i forhold til tilråbene om 'landsforræderi' under Tage Hinds tale året før. Dengang sagde han blandt andet: »Man spørger, hvad vi vil ... Vi vil demonstrere imod, at der produceres kernevåben. Færdig. Slut. Amen. Jeg ved godt, at de gerne vil have, vi på kampagnens vegne skal sige, at vi vil brud med NATO, ensidig vestlig atomafrustning osv. Men ingen af os har sagt noget sådant på kampagnens vegne. Kampagnen er ikke en forening. Den er en mulighed for, at mennesker, der er imod kernevåbenproduktion, kan tilkendegive deres mening. Derudover må den enkelte gå til de politiske partier, han mener bedst varetager hans synspunkter«. Dét gjorde flere partier altså i de kommende år, indtil kampagnekrav nr. 1 i 1980'erne var blevet folketingsflertallets politik - om end ikke ufferigsministerens. Mange af os, der havde lyttet til Tage Hinds anvisninger, gik nu utvivlsomt til venstre i de følgende ti-tyve år, og nogle af os står der endnu. Tilråbene og tonefaldet fra højre var ikke den ringeste grund til at søge derud i den modsatte retning. Men Kampagnen mod Atomvåben blev - efter dén opskrift og afgrænsning, Tage Hind gav - især model for de følgende års indsats i bevægelser af vekslende styrke og varighed og med alskens mål - fra de trods alt emnebeslægtede OOA og NOAH over Folkebevægelsen mod EF til helt andre hjørner af livet som kvinde- og en overgang også mandebevægelsen, Børns Rettigheder i Samfundet, Galebevægelsen osv. Af Atomkampagnen lærte vi både den flade ledelsesstruktur og betydningen af at formulere og afgrænse de politiske krav med omhu. Dér eller senere lærte vi, at vil man opnå noget politisk uden at have magt i forvejen, må man finde sammen med sine ligesindede og gå i gang: slikke frimærker, betjene en duplikator, klæbe plakater op, sælge blade og mærkater, lave kaffe, bære papirstabler, bære over og lade være med at bære nag. På vejen fra Holbæk til København fik mange af os kort sagt trådt vore politiske barnesko - om end jeg aldrig selv blev rigtig god til det med at stå af i Roskilde. soren.vinterberg@pol.dk