Vi har alle mindst én historie i os. Men det er ikke alle, der når at få den fortalt. Den cubanske arkitekt og ingeniør Juan Gerard ville ikke risikere at brænde inde med sin, som han fortæller i spillefilmen 'Cuba Libre' med Harvey Keitel, Iben Hjejle og Gael Garcia Bernal i hovedrollerne. Derfor har han de seneste 16 måneder rejst rundt til 45 filmfestivaler med den eneste festivalkopi af filmen, der findes. Efter NatFilm Festivalen i København går turen til Rom og til Tucson, Arizona. Så er det slut. Så får 'Cuba Libre' premiere i de amerikanske biografer, og Juan Gerards lykke er forhåbentlig gjort. »Der er to måder at få sin film vist på. Du kan sende den direkte ud i biograferne, og den er glemt i løbet af seks uger. Eller du kan først lade den indgå i festivalkredsløbet, hvor den i bedste fald får halvandet års opmærksomhed. Jeg valgte det sidste, og det har været utroligt hårdt og dejligt. Hårdt, fordi jeg kun har den ene kopi af filmen, som jeg selv slæber fra festival til festival. Og dejligt, fordi jeg har set, hvordan publikum i forskellige lande har taget imod filmen. Hvordan de griner de rigtige steder og fælder en tåre, når det skal til«, siger Juan Gerard, da vi møder ham på Hotel Arthur ved Søerne i det indre København til et interview forud for 'Cuba Libre's visning på NatFilm Festivalen. Et interview, som hans hustru, Letvia Arza-Goderich, også deltager i. Og med god grund, for hun har været med til at skrive filmen, hun har produceret og været med til at skaffe navnene til den fornemme rolleliste. Hvad nu, Doris Day?
Historien starter imidlertid et helt andet sted. På Cuba i 1958, umiddelbart før Fidel Castro og hans revolutionære sender diktatoren Batista til Miami med en enkeltbillet i lommen. Her sidder den seksårige Juan med sin bedstemor i den lokale biograf i byen Holguin og ser Andrew L. Stones film 'Julie' med Doris Day i hovedrollen. »Doris Day er på flugt i et fly fra sin jaloux ægtemand, da flyet styrter ned i en slugt. Hvad nu? Døde Doris Day? Jeg fandt ikke ud af det, for samtidig ramte de revolutionære byens kraftværk, og al strømmen gik. »Pyt med det«, sagde min bedstemor. Vi går bare ind og ser filmen igen i morgen, så finder vi ud af det. Men strømmen kom ikke igen den næste dag - og heller ikke den næste - eller den næste. Der gik over et år, før strømmen vendte tilbage til Holguin, og der gik mange flere år, før jeg genså 'Julie'«, fortæller Juan Gerard. Og lige netop sådan starter hans film, som i starten havde titlen 'Dreaming of Julia' (filmens tyske pengemand, Eberhard Kayser, insisterede imidlertid på, at filmens navn skulle være 'Cuba Libre', fordi han mente, at den titel sælger bedre, red.). Men her skilles realisme og fiktion ad. I filmen bliver drengen nemlig indkvarteret hos sin bedstefar Che, mens hans familie flygter til Miami. I virkelighedens verden fulgte Juan sin familie til USA i 1965. »Vi havde haft det forholdsvis godt på Cuba. Men i Miami måtte vi tjene til føden som opvaskere. Det er en lang historie om mange ydmygelser, fordi vi var latinoer og blev set ned på. Vi passede ikke ind i systemet. Men heldigvis opdagede jeg og Letvia - jeg var nu blevet gift med en cubaner - Puerto Rico. Det var et stabilt demokrati, de er latinere, det passede til os«. »Jeg var blevet uddannet ingeniør og arkitekt, mens min kone arbejdede som sagfører. Sammen havde vi en passion; vi var filmfanatikere. Så vi startede en art cinema i hovedstaden San Juan med tre sale, som vi drev i 17 år, og senere startede vi en filmfestival, som vi bestyrede i 13 år. Og sideløbende skrev vi på en film om mit liv, som jeg selv skulle instruere«, siger Juan Gerard. Hvad nu, Harvey Keitel? Vi skriver nu 1998, og Juan og Letvia skriver passioneret på 'Dreaming of Julia' hver nat. Men hvad gør man, når man sidder med fem børn i Puerto Rico - en ø uden filmindustri overhovedet? »Mens vi skrev, spurgte jeg Letvia, hvem hun syntes, min bedstefar mindede om, og hun svarede: »Harvey Keitel«. Og pludselig en aften sagde hun: »Vi sender manuskriptet til Harvey Keitel«. Det var meget naivt, og der gik da også fem-seks måneder, hvorpå vi fik et brev fra hans agent om, at mr. Keitel har meget travlt, så desværre ...«. »Men min kone lader sig ikke stoppe så let. »Han har ikke selv læst manuskriptet«, sagde hun og fandt frem til hans firma The Goat Singers og sendte manuskriptet på ny. Igen gik der fire-fem måneder. Pludselig lå der en besked på vores telefonsvarer. Det var Harvey Keitel, der sagde: »Jeg har læst manuskriptet. Lad os mødes!«. Allerede næste dag rejste Juan Gerard og hans hustru til New York, og fem minutter inde i samtalen med Harvey Keitel meddelte han: »Det er en god historie, der skal ikke ændres et ord. Jeg er klar til at putte penge i filmen og producere den«. Hvortil Juan Gerard svarede: »»Det er i orden, men på den betingelse, at du også spiller min bedstefar Che«. Jeg havde taget nogle billeder af min bedstefar med, og Harvey kunne godt se ligheden. I øvrigt mindede det ham om hans egen rumænske baggrund, og derfor sagde han ja til dobbeltrollen som producer og skuespiller«. På det tidspunkt havde Letvia og Juan Gerard netop set Stephen Frears' film 'High Fidelity' med Iben Hjejle i hovedrollen. Tidligere havde de vist 'Mifunes sidste sang' hjemme i deres biograf på Puerto Rico, og da de stod og skulle bruge en blond, ikkeamerikansk kvinde, som dog skulle tale godt amerikansk, opsøgte de den danske skuespillerinde gennem danske forbindelser fra festivalmiljøet. Og to dage senere var Iben Hjejle hyret til rollen som Julia. Filmens tredje stjerne, filmverdenens nye latino lover nr. 1, Gael Garcia Bernal, stod lige over for sit helt store gennembrud på det tidspunkt. »Gael havde indspillet 'Amores perros' og 'Og din mor', men ingen af dem var blevet verdenskendt endnu. Det skete faktisk, mens vi indspillede vores film. Gael har været utrolig sød i det videre forløb, hvor han ikke har været til en festival uden at nævne vores film og anbefale den«, siger en stolt Juan Gerard. På den måde - fordi Harvey Keitel var om bord, og fordi Gael Garcia Bernal først senere for alvor er blevet dyr at hyre - kunne det cubanske projekt holdes nede på tre millioner dollar. »Hvilket er en voldsom masse penge for os, men samtidig meget billigt for en stor, international film«, siger Letvia Arza-Goderich.
Hvad nu, Juan Gerard?
Juan Gerard har været parat til at indgå mange kompromiser i forbindelse med sin første film nogensinde. Som nævnt lod han navnet på filmen ændre fra 'Dreaming of Julia' til 'Cuba Libre', han accepterede, at filmen ikke kunne indspilles på Cuba, som det oprindeligt var planen, og der var andre små justeringer, som han kunne leve med. To ting har imidlertid ikke været til diskussion. Historien måtte ikke ændres, og han skulle selv instruere. »De to ting bakkede Harvey mig op i et hundrede procent. Selv om det må have set skægt ud, da han først spurgte, hvor mange spillefilm jeg havde lavet - og svaret var »Nul«. »Men hvor mange kortfilm har du så lavet?«, spurgte han, og svaret var det samme. Også da han spurgte, hvilke dokumentarfilm eller reklamefilm jeg havde instrueret. Til slut spurgte han, hvilken filmskole jeg havde gået på. For første gang så jeg anelsen af rynker i panden på ham, da jeg svarede, at jeg var uddannet arkitekt og ingeniør og derfor ikke havde gået på filmskole«. »Han sad et øjeblik. Så smilede han og sagde: »Hvad fanden - jeg var med i den første film, som Scorsese lavede. Jeg var med i Tarantinos film, da han var en helt ung filmnørd. Jeg indspillede film for Ridley Scott, før nogen kendte ham. Jeg tog chancer sammen med dem, så hvorfor skulle jeg ikke også gøre det med dig? Jeg kan jo mærke, at du brænder for det her«. Det siger intet om, hvor god eller dårlig jeg er som instruktør, men det siger en masse om, hvor generøst et menneske Harvey Keitel er«. »I øvrigt tog Harvey sin rolle som producer meget alvorligt. Det var ham, der sørgede for, at filmholdet havde respekt for mig, selv om jeg var førstegangsinstruktør, og han var konstant med i klipperummet. Jeg skylder ham umådelig stor tak«, siger Juan Gerard. Som har lagt Puerto Rico bag sig og nu bor i Los Angeles sammen med Letvia Arza-Goderich. 'Cuba Libre' har allerede haft premiere i lande som Ungarn, Brasilien og Egypten, og til sommer følger premierer i Mexico, Argentina og USA. Derimod har ingen skandinavisk distributør endnu vist sig interesseret. Det håber det cubanske ægtepar naturligvis vil ændre sig, når filmen har været vist på NatFilm Festivalen. 17. april vender ægteparret tilbage til Los Angeles, hvor de straks går i gang med at skrive og skaffe penge til Juan Gerards næste film. Gerard vil endnu ikke afsløre, hvad den kommer til at handle om, men også denne film får et dansk islæt. Den chilenskfødte danske fotograf Manuel Alberto Claro, som fotograferede Christoffer Boes film 'Reconstruction', har nemlig allerede sagt ja til at fotografere.