På gyngende grund ligger Bådteatret ankret i Nyhavn i København. På samme måde har Andrea Vagn Jensen begivet sig ud i teaterstykket 'Once Upon a Time' med gyngende grund under fødderne. Faktisk har hun det bedst, når hun spiller smalt teater. Det gælder om at satse - komme helt derud, hvor man ikke ved, om man kan bunde. For det er dér, magien opstår i teater, som hun siger. »Der er intet galt med kommercielle opsætninger, men faktisk har jeg været lykkeligst, når jeg har spillet med i smalle opsætninger. Måske står jeg fredag aften foran et publikum, der slet ikke mener, at forestillingen holder. Måske opstår det fantastiske. Det eneste, jeg ved, er, at det her er noget af det mærkeligste, jeg har været med til«, siger Andrea Vagn Jensen. Hun er aktuel i Bådteatrets opsætning af 'Once Upon a Time'. Et stykke, hvor Andrea Vagn Jensen spiller Calamity Jane, en af Det Vilde Vestens mytologiske heltinder. Kendt som en kvinde, der kunne drikke, skyde og tæmme heste bedre end de fleste mænd. I virkeligheden var hun en sårbar, fortvivlet, ubegavet, fordrukken løgner, der satte sig selv i scene som heltinde i stedet for den ensomme kvinde, hun var, forklarer Andrea Vagn Jensen. Netop derfor er stykkets tematik at bryde med de vante billeder - og fortælle den sande, men knap så pæne historie om Calamity Jane. Følelsen af uduelighed I westernfilmens sort-hvide univers er man aldrig i tvivl om, hvem helten er, og hvem der fortjener en kugle for panden. Den ramme understreger menneskets behov for at forsimple tilværelsen for bedre at kunne håndtere en kompliceret virkelighed. På samme måde som Calamity Jane gjorde det, skriver mennesker tit kønne løgne, der forskønner livshistorien. Men Bådteatret vil ikke pege fingre. For som Andrea Vagn Jensen siger: »Vi har alle en rem af huden - en del af skylden«. Selv bærer Andrea Vagn Jensen også sin del. »Som skuespiller tvivler jeg tit. Jeg skal kunne tåle at blive afvist gang på gang, som Robert De Niro engang sagde. Til tider føler jeg mig komplet uduelig. Jeg er bestemt ikke et koncentrat af selvtillid. Det, jeg kan, er at lade, som om jeg er en anden. Det er jo latterligt«, ler hun. »Omvendt elsker jeg at stå på scenen, og når jeg laver noget, som jeg er glad for, så bliver jeg også modig«. Andrea Vagn Jensen spænder vidt - fra de smalleste film til kommercielle reklamer. Hun gør det mere af nød end af lyst, men hun er ikke bange for at stå ved det. »Reklamer giver kroner i kassen. Jeg har to børn og en familie, og jeg laver reklamer for at give luft til familien. Men jeg føler, at jeg sælger noget af mig selv hver gang. Desværre er det ikke Bådteatret, der giver penge. Jeg kunne for eksempel godt tænke mig snart at lave noget, hvor der er råd til kostumer. Men kunstnerisk set har jeg gennem det sidste halvandet år aldrig været så glad og mættet som nu«. Derfor er det okay, at den store filmrolle stadig lader vente på sig. For som Andrea Vagn Jensen siger, er verden pissehamrende kompliceret. »Vi lever i et informationssamfund, hvor vi bliver bombarderet med informationer, og derfor har vi brug for nogen, der siger: Det er smadderenkelt. A man has got to do, what a man has got to do, som man siger i Det Vilde Vesten. Politikerne gør det hele tiden. Forenkler budskaberne, fordi det er det, vi kan forholde os til. Det er da værd at undersøge«.