0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Skuespillere skal ligne mennesker

Mike Leighs premiereaktuelle og Oscar-nominerede film 'Vera Drake' har høstet flere roser end kontroverser. Det er instruktøren ikke nødvendigvis helt tilfreds med.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Filmen 'Vera Drake' er usædvanlig for Mike Leigh. En debatfilm om abort placeret i en historisk ramme. Her instruerer han Imelda Staunton.- PR-foto

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Småfede, nervøse, anorektiske, skingre. Personerne i en Mike Leigh-film er sjældent pragteksemplarer spillet af skuespillere, der må dykke dybt ned i bøtten med method acting for at ligne socialklasse fem.

Sådan fungerer det ikke. Figurerne i en Mike Leigh-film bliver på en eller anden måde uvægerligt mennesker. Lidt mere almindelige end man normalt ser på film. Ikke smukke, ikke fantastiske og i hvert fald ikke kedelige. Men mennesker.

Mennesker sat på spidsen i deres sammensathed. Mennesker, som drømmer deres små drømme, og ikke engang kan se, at selv den mindste drøm kan være alt for stor.

»Jeg foretrækker skuespillere, der ligner rigtige mennesker, og ikke ligner narcissistiske skuespillere«, som Mike Leigh udtrykker det. »London vrimler med skuespillere, som er smukke og overdådige og ...«, tilføjer han med en perfekt timet diabolsk tøven, »... talentløse. De passer ikke rigtigt ind i mine film«.

Mike Leigh selv kunne ved første øjekast ligne en af sine figurer. En lille buttet mand med hundeøjne og tykke læber. Men det, der kommer ud af munden på ham, er af en helt anden støbning. Mike Leigh er skarp og kompromisløs. En menneskeskildrer, der nægter at anerkende, at klassesamfundet skulle være forsvundet som dug for solen.

Leigh er ikke en politisk markedsudråber, men han er en fortæller, der minder om, at man ikke kan tillade sig at ignorere de mekanismer i samfundet, der er med til at definere folks valgmuligheder.

Fri abort og den evige kop te
Da interviewet finder sted, er der nogle dage til en af den engelske instruktørs helt store triumfer. Hans film 'Vera Drake' vinder guldløven i Venedig, og titelrollen skaffer den respekterede teaterskuespillerinde Imelda Staunton prisen som bedste kvindelige skuespiller.

'Vera Drake' er en usædvanlig slags film for Mike Leigh. En debatfilm om abort placeret i en historisk ramme. England i årene efter Anden Verdenskrig. Alt er brunt og nedslidt, men håbet er lysegrønt. Medmindre man f.eks. bliver ufrivilligt gravid og ikke tilhører de privilegerede klasser, for hvem den slags ting på en eller anden måde nok skal ordne sig.

Rengøringskonen Vera Drake tager sig af de fattige pigers problem, og gør det uden at tage sig betalt. En trivelig, lille englemagerske, der tror på, at man kan klare det meste, hvis blot man husker at sætte en kedel vand over til te. Morder eller helgen? Eller lidt af hvert? Og er det først og fremmest en film om en epoke eller et emne, spørger jeg vakkelvornt placeret på en stol midt mellem to verdener.

Et fattigt England anno 1950, hvor alle ryger Woodbine-cigaretter. En veneziansk lido glitrende af badevand og juveler et halvt århundrede senere. Hvilken er mest virkelig? Man hælder mest til det første. 'Vera Drake' er en film, der bliver hængende i sanserne som tobaksrøg i tøjet.

»Emnet er det afgørende«, fastslår Leigh uden tøven.

»Abort er et emne, der stadigvæk optager sindene i 2004. Det er ikke et fjernt, esoterisk emne. Vi er optaget af det. Verdens befolkning vokser. Retten til frit at vælge abort, og de moralske implikationer, er genstand for en voldsom debat.

Når jeg har placeret filmen i 1950, er det, fordi jeg for at kunne fortælle denne historie måtte placere den i en tid, hvor abort stadig var ulovlig. Det skulle være før 1957, hvor loven blev lavet om i England og Wales. Samtidig følte jeg, at denne epoke lige efter krigen talte til mig. Det var en verden, hvor folk var optaget af at prøve at få samling på deres liv igen med solidaritet, engagement og sund stræben.

På en måde en slags uskyld på trods af alt, hvad de havde været igennem. Denne menneskelige godhed og varme gennemsyrer den lille familie i filmen og bliver sat på prøve af de moralske spørgsmål. Hvad er godt, og hvad er skidt? Påtvinger samfundet o