Småfede, nervøse, anorektiske, skingre. Personerne i en Mike Leigh-film er sjældent pragteksemplarer spillet af skuespillere, der må dykke dybt ned i bøtten med method acting for at ligne socialklasse fem. Sådan fungerer det ikke. Figurerne i en Mike Leigh-film bliver på en eller anden måde uvægerligt mennesker. Lidt mere almindelige end man normalt ser på film. Ikke smukke, ikke fantastiske og i hvert fald ikke kedelige. Men mennesker. Mennesker sat på spidsen i deres sammensathed. Mennesker, som drømmer deres små drømme, og ikke engang kan se, at selv den mindste drøm kan være alt for stor. »Jeg foretrækker skuespillere, der ligner rigtige mennesker, og ikke ligner narcissistiske skuespillere«, som Mike Leigh udtrykker det. »London vrimler med skuespillere, som er smukke og overdådige og ...«, tilføjer han med en perfekt timet diabolsk tøven, »... talentløse. De passer ikke rigtigt ind i mine film«. Mike Leigh selv kunne ved første øjekast ligne en af sine figurer. En lille buttet mand med hundeøjne og tykke læber. Men det, der kommer ud af munden på ham, er af en helt anden støbning. Mike Leigh er skarp og kompromisløs. En menneskeskildrer, der nægter at anerkende, at klassesamfundet skulle være forsvundet som dug for solen. Leigh er ikke en politisk markedsudråber, men han er en fortæller, der minder om, at man ikke kan tillade sig at ignorere de mekanismer i samfundet, der er med til at definere folks valgmuligheder. Fri abort og den evige kop te Da interviewet finder sted, er der nogle dage til en af den engelske instruktørs helt store triumfer. Hans film 'Vera Drake' vinder guldløven i Venedig, og titelrollen skaffer den respekterede teaterskuespillerinde Imelda Staunton prisen som bedste kvindelige skuespiller. 'Vera Drake' er en usædvanlig slags film for Mike Leigh. En debatfilm om abort placeret i en historisk ramme. England i årene efter Anden Verdenskrig. Alt er brunt og nedslidt, men håbet er lysegrønt. Medmindre man f.eks. bliver ufrivilligt gravid og ikke tilhører de privilegerede klasser, for hvem den slags ting på en eller anden måde nok skal ordne sig. Rengøringskonen Vera Drake tager sig af de fattige pigers problem, og gør det uden at tage sig betalt. En trivelig, lille englemagerske, der tror på, at man kan klare det meste, hvis blot man husker at sætte en kedel vand over til te. Morder eller helgen? Eller lidt af hvert? Og er det først og fremmest en film om en epoke eller et emne, spørger jeg vakkelvornt placeret på en stol midt mellem to verdener. Et fattigt England anno 1950, hvor alle ryger Woodbine-cigaretter. En veneziansk lido glitrende af badevand og juveler et halvt århundrede senere. Hvilken er mest virkelig? Man hælder mest til det første. 'Vera Drake' er en film, der bliver hængende i sanserne som tobaksrøg i tøjet. »Emnet er det afgørende«, fastslår Leigh uden tøven. »Abort er et emne, der stadigvæk optager sindene i 2004. Det er ikke et fjernt, esoterisk emne. Vi er optaget af det. Verdens befolkning vokser. Retten til frit at vælge abort, og de moralske implikationer, er genstand for en voldsom debat. Når jeg har placeret filmen i 1950, er det, fordi jeg for at kunne fortælle denne historie måtte placere den i en tid, hvor abort stadig var ulovlig. Det skulle være før 1957, hvor loven blev lavet om i England og Wales. Samtidig følte jeg, at denne epoke lige efter krigen talte til mig. Det var en verden, hvor folk var optaget af at prøve at få samling på deres liv igen med solidaritet, engagement og sund stræben. På en måde en slags uskyld på trods af alt, hvad de havde været igennem. Denne menneskelige godhed og varme gennemsyrer den lille familie i filmen og bliver sat på prøve af de moralske spørgsmål. Hvad er godt, og hvad er skidt? Påtvinger samfundet os det rigtige eller det forkerte?«. »Men samtidig var jeg da også slet og ret tiltalt af at skildre en tid, jeg selv kan huske klart. Jeg var 6-7 år gammel dengang. Jeg kan huske, at der var kvinder og mænd, som foretog aborter. Det er et område, jeg længe har haft lyst til at skildre. Et aktuelt tema betragtet igennem det særlige perspektiv, et halvt århundredes distance anlægger«, fortæller Mike Leigh om baggrunden for at lave en historisk film. Det er noget, han tidligere kun har gjort med den helt anderledes 'Topsy-Turvy' (1999) om operetteparret Gilbert & Sullivan udspillet i 1800-tallet. Til alle tider har der været kvinder, der har foretaget aborter. 'Vera Drake' skildrer ikke en britisk 50'er-kult, understreger Mike Leigh. Hvad der har forandret sig, er opfattelsen af rigtigt og forkert, der er noget mere flydende og sociologisk bestemt end distinktionen mellem det gode og det onde. Han skildrer Vera Drake som en kvinde med et mere instinktivt end bevidst forhold til, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. »Hun gør, hvad hun gør, fordi det er nødvendigt, at nogen gør det. Hun kæmper ikke for en sag«. Hun er en kvinde, der fremprovokerer aborter, tager sig af sin familie og laver te til de gamle og ensomme i kvarteret på nogenlunde samme ligefremme facon. At stille spørgsmålstegn ved status quo er en overskudshandling, mener Mike Leigh. De fleste mennesker accepterer status quo. Og man må da hjælpe hinanden, ik' sandt luv?Mike Leighs metode Som personinstruktør er Mike Leigh en mester. Hans metode er improvisation. Ikke improvisation foran kameraet, men i lange, intense forløb i forberedelsesfasen, hvor skuespillere og instruktør sammen skaber de personer, fortællingen får sit liv fra. En proces, som både kan være fascinerende og i perioder hjerteskærende kedelig, indrømmer Mike Leigh. Men altid nødvendig for at skabe den syntese af improvisation fulgt af struktur, som han anser for al kunsts kerne. »Jeg har siddet og udholdt flere endeløse timers hjernelammende kedsommelig improvisation end nogen anden i historien. Det er mit primære krav på berømmelse«, siger han ironisk. Men det er ikke det vigtige. Slutresultatet er, hvad der tæller. Også en dansk instruktør som Annette K. Olesen har i 'Små ulykker' slået på sin inspiration fra Mike Leighs metode. Men Leigh er ikke meget for at blive sat i forbindelse med 'Små ulykker'. »Den danske film har gjort, at jeg ikke har meget lyst til at snakke for meget om min metode. Den har ikke fået mig til at analysere min metode yderligere. Blot fået mig til at konstatere, at andre ikke tænker særlig analytisk, når de bruger begrebet metode«, fejer han tørt af. »Men jeg har ikke lyst til at diskutere det. Jeg synes ikke, det er relevant. Ikke engang for at tilgodese den danske vinkel«, tilføjer han og lukker diskussionen med et venligt dødbringende blik, der på rekordtid devaluerer min åbenbart oppustede vurdering af min egen intelligenskvotient. Mere held har jeg, da jeg spørger til skildringen af klassesamfundet i 'Vera Drake'. At alle måske nok er lige for loven på papiret, men at de sociale realiteter give den samme lov meget forskellige konsekvenser, alt efter hvilken samfundsklasse man tilhører. »Ja, under loven herskede en anden lov dengang. Havde man sine forbindelser i orden, kunne man altid få en psykolog til at udtale sig om det faretruende ved en graviditet, og således legalt begrunde en abort. Det var ikke en mulighed, der stod åben for almindelige, engelske arbejderklassekvinder«. Omhu og sparsommelighed Mike Leigh er en af tidens store instruktører, men han dramatiserer nødig sin metier. 'Vera Drake's perfekte genskabelse af en epokes æstetiske essens rummer heller ingen mystik: »Det er blot spørgsmål om massiv research. Man letter røven og kommer i sving. Det var meget lettere end at genskabe 1885 i 'Topsy-Turvy'. Til 'Vera Drake' havde man jo stadigvæk mulighed for at snakke med folk, der gennemlevede tiden. Manererne, talemåderne; det findes alt sammen i arkiverne og er nemt at gå til. Og vi researchede alt«, fastslår Mike Leigh som den mest selvfølgelige af alle selvfølgelige sandheder. Vel vidende, at det er alt andet end en selvfølge. I mange andre film fremhæves det spektakulære i genskabelsen, mens der bliver taget mere afslappet på detaljerne. Når filmen koncentrerer sin atmosfære om skildringen af familiens liv i den lille lejlighed og ikke dyrker store udendørsoptagelser, har det også en såre prosaisk forklaring: »Vi gjorde det til dels, fordi det føltes rigtigt. Det var nødvendigt at fokusere på og koncentrere sig om emnet. Men vi gjorde det også til dels, fordi vi ikke havde nogen penge! Det havde været helt naturligt, hvis man på et tidspunkt havde set Vera gå ned ad en stor gade fyldt med busser og biler. Men de fem-seks gamle biler, vi lejede, havde nær væltet det hele. Det er en film lavet på et latterligt lille budget! Det er en cadeau til alle involverede, at vi rent faktisk alligevel har lavet en film, der både tager sig korrekt ud og fortæller en historie«. Vinderen er ... Inden han fik sin guldløve, fortalte Mike Leigh om sit ambivalente forhold til filmpriser. »Selvfølgelig er det dejligt, når vi vinder, og der således bliver sat pris på vores arbejde. Men selve konceptet 'at vinde' passer bedre til De Olympiske Lege. Når man har vundet i en løbekonkurrence, betyder det, at man har løbet hurtigere end alle andre. Sådan kan man ikke betragte en filmkonkurrence. At man har vundet, betyder ikke, at man har været bedre end alle de andre. Det er bare en gruppe mennesker, der træffer en ofte meget svær beslutning«. I øvrigt følte han sig fuldstændig overbevist om, at 'Vera Drake' ikke ville vinde. Men vinde gjorde den altså alligevel. Et halvt år senere har Mike Leigh høstet mange roser med få torne. Alligevel har han givet udtryk for nogen ærgrelse. Filmen går ganske rigtigt sin sejrsgang over hele verden. Anmeldelserne er næsten uden undtagelse fremragende. Også i USA, hvor Leigh havde håbet på, at 'Vera Drake' ville blive modtaget som et mere kontroversielt værk. Men her har placeringen i fortiden måske virket imod hensigten og gjort det muligt at placere filmen på tryg historisk afstand. Men selv om 'Vera Drake' og hendes gerninger er et drama, der udspiller sig for 50 år siden, er der ikke nogen tvivl om i hvert fald én af filmens aktuelle adressater: Den stadig mere skingre og brutale kampagne mod fri abort i USA. »Det er en film, der henvender sig til nutiden. At historien er placeret i 1950'erne, gør det ikke til en mindre moderne film. Det er en film lavet, for at vi skal tage stilling til den nu«. »Der er utvivlsomt folk, der vil betragte Vera Drake som en kvinde, der begår den ene forbrydelse efter den anden. Hvis jeg havde valgt at placere historien i en nutidig ramme, ville jeg ikke have haft samme mulighed for at fokusere på det centrale moralske dilemma. At kunne tage en grundlæggende godhjertet kvinde og placere hende i den uundgåelige rolle som en kriminel fører os hurtigt til temaets kerne, synes jeg. Det kunne man ikke have gjort i dag, hvor abort er lovlig«. »Min egen stilling? Jeg går ind for et frit valg, og jeg går ind for, at man fortsat skal kunne tage sig af uønskede graviditeter. Men jo mere jeg beskæftiger mig med problematikken, jo mere må jeg også indse, at det er uomgængeligt sandt, at man ødelægger liv, når man afbryder et svangerskab. Det er dilemmaet. Og det er vitterlig et dilemma. Men hvis man ser på konsekvenserne af pavens holdning i de katolske lande, synes jeg slet ikke, der kan være nogen tvivl. Man må gå ind for abort. Selvfølgelig må man da det«.