Hun er sur. Vi kan se det allerede ude fra gangen, selv om hun står med ryggen til. Det er noget med den måde, hun ikke vender sig om med det samme. Og noget med stemmen, der er flad og metallisk, som stemmer kun er, når folk er lige ved at sige: »Desværre, vi må aflyse det her, jeg er simpelthen for sur til at blive interviewet i dag«. Men det siger Line Knutzon ikke. I stedet spørger hun, om fotografen og jeg vil have noget pulverkaffe. Så sjosker vi ind i Mungo Parks smalle sminkerum og sætter os ned foran de highlightede spejle, som reflekterer tre tvivlrådige ansigter. Vi skal tale om hendes nye stykke, den absurde, intime musical 'Guitaristerne'. Line Knutzon sidder og stirrer ned i dybet af kaffekruset. Piller lidt ved en pakke cigaretter. Og kigger så skævt hen på os inde i de skinnende spejle. Det ser ud, som om der er brug for et let opvarmningsspørgsmål. Hvorfor hedder stykket 'Guitaristerne'?

Så begynder hun at sige noget: »Hmm. Jeg kan ... i dag er der ...« - hun kigger opgivende hen på os. »Noget skulle barnet jo hedde«, siger dramatikeren så og ser ud, som om hun ville ønske, at hun havde sagt noget andet. »Jeg spiller selv på guitar ... men ikke særlig godt ... årh, hvordan skal jeg få det her stykke til at lyde spændende? Undskyld, men jeg har altså har fået det forkerte ben ud af sengen«, erklærer hun så. Fotografen lyser op i et bredt smil og forsikrer hende om, at man ikke kan se hendes ben på billedet. Det lyder som en gammel fotograf-joke, men der er ikke nogen, der griner sådan rigtigt. Så er det, at hun siger det. De ord, som er danske tv-journalisters sorteste mareridt. Men som skam også kan ryste en journalist og en fotograf fra Politiken: »Jeg er altså lige ved at lave en Bille August«. De tre blege mennesker inde i spejlet spoler tilbage til hin aften, hvor filminstruktøren forlod tv-programmet Deadline foran tændte kameraer, en perpleks Barbara Gram og en hel masse måbende tv-seere. Han kunne ikke holde ud, forklarede han den følgende dag, at sidde og tale om sig selv oven på Deadlines forstemmende indslag fra Irak. Dødsbryllup i Vor Frue Okay, det vil ikke have helt samme effekt, hvis Line Knutzon beslutter sig for at udvandre fra sminkerummet her på Mungo Park. Men alligevel. Panikken breder sig langsomt. Vi klynger os til vores cigaretter, mens vi taler om at lave interviewet en anden dag. »Nej«, siger Line Knutzon så og retter sig op: »Alt er lidt oprevet for tiden. Som forfatter synes man, at man skal skrive om noget vedkommende. Men det, der er sket i Asien, er meget, meget frygteligt. Og så kan det, man gør, godt virke lidt uvæsentligt«. Irak kom i vejen for Bille August, og nu er Asien ved at komme i vejen for Line Knutzon. Hun synes, at det er for mærkeligt at sidde og tale om absurd teater, mens verden for tiden overgår alle absurditeter. »Jeg synes, at det er en plum-, plum-, plumrådden verden«, fastslår Line Knutzon så, og pludselig vælter ordene ud af hende, »men jeg ved ikke, hvordan jeg skal skrive teaterstykker om krige i Afrika eller Irak. Men jeg gider heller ikke bruge mit liv på at skrive om noget, der er ligegyldigt. De sidste to år har jeg spurgt mig selv: Hvorfor de her anstrengelser? Men jeg er det, jeg er. Jeg ved ikke, hvordan man kan lave poesi ud af en flodbølge«. Hun kigger lidt ind i spejlet, der har givet hende farven tilbage, og siger så: »Da jeg var yngre, var der de gode og de onde, sort og hvidt og så lidt nuancer. Sådan ser det ikke ud mere. Måske befinder jeg mig i en overgangsfase. Måske skriver jeg kun ting, der rækker tunge ad folk, fordi det er en måde at sige 'Jeg kan ikke holde det ud'. En måde at sige 'Fuck det'«. Line Knutzon siger, at det altså ikke er hver dag, hun sidder i den her stemning: »Nogle gange kan jeg godt sige noget skarpt, nej, sige noget hurtigt, det kan jeg bare ikke lige i dag. Nu sidder vi i en interviewsituation, hvor jeg godt kunne have sagt noget andet, for dybest set er det hele bare et meningsshow. Men egentlig er det her ikke en mening, det er en følelse af 'hvad sker der dog?'. Det er mit væsen. Jeg tager verden personligt«. Nu stiller hun kaffekruset fra sig og tager en dyb indånding: »Men den der fællesfølelse af at stå sammen er altså lidt hyklerisk. Jeg kan næsten ikke holde det ud. Som nu det der dødsbryllup i Vor Frue Kirke, hvor dronningen og alle de andre er der, og Anders Fogh sidder med forgrædt ansigt. Vi kan ikke tillade os det«, siger hun og fortsætter hurtigt: »Alle går rundt med katastrofeblikke i en jubelstemning. Det er virkelig venligt, at Jes Dorph og Line Baun Danielsen gør det, de gør, for at få samlet penge ind på tv. Men på sigt gør de det meget værre. Når nogen er i nød, har man pligt til at hjælpe. De folk, der får reklame til deres firmaer ved at donere penge til ofrene for katastrofen, det er bare så ...«. Pral over velgørenhed Line Knutzon holder inde. Hun ved godt, at det er ømtåleligt, det, hun er ved at rode sig ud i. »Altså, ham dér Kjeld Hybel skrev i Politiken, at han havde fået kvalme, så jeg er ikke den eneste«. Sandt nok. I sin klumme i søndags skrev PS-redaktøren, at han var træt af at se Line Baun Danielsen sidde inde i tv og med skælvende stemme udspørge prinsesse Alexandra om, hvor forfærdeligt det mon er for alle de forældreløse, traumatiserede børn i Asien. At han var træt af at læse om direktører, kioskejere og ishockeyspillere, der praler af, hvor mange penge de har doneret til den gode sag. At han i det hele taget var træt af hele det 'OL i godhed', der blev skudt i gang, da flodbølgen væltede ind over Sydøstasien. »Jeg var glad for, at han skrev om sin kvalme. For hvorfor kan man ikke samle penge sammen i tavs andægtighed? Hvorfor skal det larme så meget? Jeg synes faktisk, at det er deprimerende«. Hvad hun selv bidrager med, synes hun egentlig, er hendes egen sag: »Det er ikke en indsats, jeg gør, det er bare noget, der bliver ordnet over PBS. Det er ikke noget, jeg er stolt af. Hver enkelt må gøre op med sig selv, hvordan man bedst hjælper. At hjælpe, det er ikke noget, man skal prale med, det er en pligt. Samtidig er det klart, at hvis man skal samle mange penge sammen her i Vesten, så må man gøre det via tv. I kraft af vores uformåen. Det er sgu da lidt håbløst«. Der bliver stille lidt. Men hvad så - hvad ville hun egentlig lave, hvis hun kunne vælge helt om - hvis hun ikke skrev skuespil? »Jeg kunne godt tænke mig at være diktator. En sød og venlig og kærlig diktator. Så kunne jeg kommandere folk til at tie stille. De skulle bare prøve at holde kæft. Så skulle de have udleveret nogle kjortler, og så skulle de leve som amish-folk i to år. Bagefter kunne folk få deres ejendele tilbage, men så kunne det være, at de ikke ville have dem. Og måske ville der heller ikke være så meget støj«.