Søndag aften sluttede første ombæring af Ørnen - ikke med en cliffhanger, men med noget nær en forlovelsesring. Kan vi klare næsten et helt år, før serien går på vingerne igen? Har vi abstinensproblemer allerede næste søndag? Min fornemmelse siger, at det går fint. De fleste danske seere er allerede ved at varme op til 'Krøniken'. Selv faldt jeg gradvis af undervejs med denne såkaldte krimi-odyssé og har måttet indhente det forsømte ved hjælp af bånd. En miniquiz i min omgangskreds spejler samme afmatning, men er ikke identisk med det landsdækkende resultat. Halvanden million seere 'Ørnen' placerede sig fra sin start på omkring halvanden million seere og er hverken steget eller dalet siden. Jeg vil gætte på, at det er det tal, DR's eksperter i Gyngemosen har regnet med fra starten. Hæsblæsende international krimi har sit publikum, men kan ikke søndag aften som genre og som feel good måle sig med hverdagsdrama og kærlig genfortælling af den nære fortid. Lad os slå fast: Stabile halvanden million seere er en succes, og så ligger der vel et skandinavisk marked og venter forude. Og måske kommer serien endda videre ud i verden? Mange kritikpunkter Men når man etablerer en succes i Danmark, kan man være sikker på, at der før eller senere rejser sig en kritiker bevæbnet med janteloven. F.eks. i organet for den højeste oplysning. Og noget af det første, denne kunne tænke sig at beskæftige sig med, er den påfaldende tavshed om serien i det offentlige rum. Hvorfor har den ikke figureret i At Tænke Sig? Hvorfor har tv's egne satireprogrammer ikke kvitteret med kærlige parodier? Hvorfor taler vi hundeluftere ikke om den søndag aften? Hvorfor har læserbreve kun handlet om hørebesvær? 'Ørnen's position er knyttet til dens forskellige ambitioner, som stritter i mange retninger. Den vil være dansk, og den vil være international. Den vil være dyb som en odyssé og flot som James Bond. Den er vild med nymodens teknologisk tingeltangel. Og den har forvandlet det kendte og elskede team af strømere til en solist plus hans backinggroup. Serien står og falder med Ørnen alias Hallgrim Hallgrimson. Endelig en rigtig menneskelig og kompliceret problemknuser. Effektiv, når pligten kalder, ved at gå i spåner, når han får tid til sig selv. I psykoterapi på umulige betingelser Manuskripterne sætter på én gang figuren i femte gear og i bakgear. Et menneskeligt træk, men dramaturgisk farligt. Han kommer i psykoterapi på umulige betingelser. Både for ham, for os, og for den smukke terapeut! Man kan ikke grave sig ned i fortiden på flekstid. Psykoterapi og psykoanalyse bliver uvægerligt til noget juks på film og tv. Det ved holdet bag 'Ørnen' selvfølgelig godt, og derfor har de synkroniseret en del af Hallgrims fortidsgravning med hans aktuelle opgaver. Serien er bedst, når der sniger sig et strejf af surrealisme ind i dens action. Når virkelighed og drøm krydses - og belyser hinanden. Hellere end gerne med noget, der fortsat svæver frit, når aftenens gåder er løst. Eller efterårets. Det er et godt og på alle måder realistisk træk ved serien, at gamle gåder (og skurke!) dukker op igen, at de griber ind i hinanden, at virkeligheden ikke kan reduceres til x antal spørgsmål og x antal svar. Den åbenhed lærte dramaturgerne i DR sig vistnok undervejs med 'Rejseholdet'. Køligt eksemplarisk underspil Men alligevel: Er de hurtige og nervøse plots i 'Ørnen' virkelig så overskuelige, som de utvivlsomt har været i manuskripterne? Overvurderer nogen ikke vores evne til at orientere os? Har man haft øje for det farlige punkt, hvor seeren tænker: Dén fik jeg godt nok ikke, men det gør jeg så om lidt? Punktet er farligt, for hvis man ikke indhenter plottet og dets logik, er man et øjeblik efter reduceret til en distræt seer, der affinder sig med strømmen af sære billeder som med en andens drøm - som man er blevet koblet ind i ved en fejltagelse. 'Ørnen' står og falder med Jens Albinus. Han har både fysikken til en actionmand og ansigtet til et nervetilfælde. Han kan endda synkronisere - eller synkopere - de to. Men på de betingelser kan og vil han til gengæld ikke få os til at elske sig! Han løser sin bundne, glædesløse opgave med et køligt og helt eksemplarisk underspil. Men jeg tror ikke, Danmark kommer til at savne ham de næste ti måneder.