En rød løber bølger ned ad trappen fra Harbourfront Centre i Toronto. For enden står canadiske og nogle få danske pressefolk i en klump og glor, mens en minibus først aflæsser Folketingets Kulturudvalg. Åbningen af Superdanish ruller officielt. Den formelle atmosfære letter dog en smule, da Bjørnstjerne Christiansen fra kunstnerkollektivet Superflex pludselig trasker op ad løberen i en hvid T-shirt med sloganet 'Udlændinge, efterlad os ikke alene med danskerne'. Men kort efter sejler sortblanke limousiner ind med prins Joachim, Canadas generalguvernør Adrienne Clarkson og kirkeminister Tove Fergo som en uventet stand-in på et afbud fra kulturminister Brian Mikkelsen. Canadierne åbner Superdanish ved at lade flokken af æresgæster sive gennem alle de mange udstillingslokaler på det enorme Harbourfront Centre. Karavanen ender i en af stedets fem teatersale, hvor fungerende kulturminister Tove Fergo indleder sin tale fra balkonen med ordene »Dear artloving friends ...«. Prins Joachim glimrer til gengæld med en åbningstale, der trækker åndrige paralleller mellem Canada og Danmark og henviser muntert til vikingernes opdagelse af Amerika, mens publikum løsner op. Den slags formelle arrangementer virker dog altid noget akavede, og vi giver kun dette resumé, fordi det er sandheden og derfor trods alt må være af interesse. Men det spændende tema her i Toronto er: Hvad vil canadierne med dansk kunst. Og hvorfor har de valgt, hvad de har valgt? Problemfabrik Patrick Macaulay træder ud af Harbourfront Centres hovedbygning. Han standser på en lille græsskråning og kigger ned mod et lille udendørs areal af grå fliser. Her strutter et lille kasseformet hus af træplader. Det rager tre-fire meter op. Dets ydervægge skinner hvidt i efterårssolen og bærer tre påmalede engelske ord: 'problems', 'modern' og 'producing'. På det flade tag knejser en sort skorsten. Og inde i 'fabrikken' vandrer den unge danske kunstner John Kørner rundt på et gråmalet gulv iført cowboybukser, skjorteærmer og sandaler og med en pensel i hånden. Patrick Macaulay er en af de 15 canadiske kunsteksperter, der drog til Danmark for at udvælge kunst til Superdanish. En sen eftermiddag, efter to dages ørkesløs jagt, ankom han til Galleri Christina Wilson på Amager og faldt straks for John Kørners arbejde. Nu står John Kørner et år senere i sin lille fabrik og stryger vandrette sorte linjer på væggene. De symboliserer hylder. På hver af dem maler han orange, sorte, blå og røde pletter, der forestiller fabrikkens produktion af problemer. »John har en fantastisk æstetik. Og som mange unge danske kunstnere har han en evne til at oplyse og samtidig udfordre. En symbolsk fabrik, der producerer problemer, er jo et fantastisk koncept. For er kunsten problemet? Er fabrikker? Og hvad er vigtigst for samfundet af de to?«, spørger Patrick Macaulay. Han bad John Kørner skræddersy en installation til det lille fliseområde for foden af græsplænen. Da John Kørner luftede ideen om en problemfabrik, sagde Patrick Macaulay listigt, at den jo endelig måtte se nordamerikansk ud. »Men det er i hvert fald ikke en nordamerikansk fabrik i mine øjne. Heller ikke en dansk. Da jeg var på galleriet i København, sagde Christina Wilson, at John har en evne til at gå ind i en verden og ændre den. Det er præcis det, vi håbede, han ville gøre her«. Patrick Macaulay går tilbage til galleriet i udstillingsbygningen. Han fortsætter ind i en lys korridor. Otte glasmontrer hænger på væggen, hver med et lille stykke kunst. Udstillingen hedder 'Dansk Vejviser'. Hvert værk er nemlig en smagsprøve på danske kunstnere, som private gallerier andre steder i Toronto udstiller under festivalen. Patrick Macaulay standser ved et værk af Mette Winckelmann - et lille maleri med spinkle streger, der hænger på en komposition af uens, hvide tekstiler. »Jeg oplever, at danske kunstnere er meget bevidste om deres metoder, og når Mette kommer herover i næste uge, skal hun holde forelæsning på Torontos kunstskole«. Hvorfor har du ikke taget mere etablerede danske kunstnere med?

»Jamen, jeg ligger jo ikke under for jeres nationale fordomme om, hvem der er store navne. For mig var de her unge danskere simpelthen de mest interessante. De har et friskt syn, de er provokerende, og de er netop ikke etablerede og storsælgende. Mette er ret nervøs for sin forelæsning, men den bliver et hit. Hun er simpelthen interessant for canadiere«, siger Patrick Macaulay. Lethed At canadiske kunstnere er interesserede afslører sig sent samme aften. Mens danske pinger lader kunsten bag sig til fordel for en ambassademiddag, slår Harbourfront Centre dørene op for det canadiske publikum. I et tætproppet lokale står den lokale skulptør og møbeldesigner John McKinnon. Han skyller en fadøl i sig, mens han fordøjer de 150 stykker kunsthåndværk af 30 danske kunstnere i udstillingen 'Stuff', som han lige har studeret. »I har en sofistikeret designkultur med en lethed og en enkelthed, som jeg suger til mig. Og så har I også en sofistikeret offentlig kunststøtte. Her i Canada ville man have diskuteret, om det offentlige skulle hjælpe så mange kunstnere til et andet land«. Det har man også gjort i Danmark.

»Nå? Jamen, I kom jo af sted alligevel. Og programmet ser helt vildt ud. Jeg ved ikke, hvad kunstnerne får ud af det, men de er jo spredt i hele byen«.