Den første sang på Martin Ryums solodebut 'Uden garanti' handler om et usædvanligt indbrud. »I nat der brød jeg ind hos mig selv/ listede rundt og rodede i mine ting«, synger han på 'Indbrud'. Sangen springer direkte ud af en drøm, Martin Ryum havde en nat. I drømmen gik han rundt med en lommelygte i mørket og kiggede på avisbunker og gamle fotografier. Han så sig omkring i sin egen drømmelejlighed og tænkte, gud, hvor er her rodet! »Ja, det er jo totalt platpsykologisk«, indrømmer den rundbarberede Martin Ryum leende og ser sig rundt i den lille lejlighed, der ligger lige der i virkeligheden i anden sals højde. Der er pænt ryddet op i dag. Men et afskrællet loft fortæller om et renoveringsarbejde, der er i fuld gang med at tage sig en pause på halvvejen. Man er altid halvvejs. På vej fra ét til noget andet. På vej fra før til senere. Pendlende mellem virkelighed og drøm. Nogle gange er drømmene kryptiske. Andre gange er indholdet i drømmens psykologiske depeche næsten bastant. Som i drømmen, hvor Martin Ryum begik indbrud hos sig selv, stod og betragtede sig selv sovende og endte med at tage tøjet af og lægge sig nøgen ned ved sin side. I et nattemørkt rum med de mange blødt hviskende spørgsmålstegn murrende i krogene. Hvor er min far? Hvem er min mor? Hvem er disse mennesker, jeg er vokset ud af, inderst inde? Det er spørgsmål, alle har. Måske får de en ekstra påtrængende accent, når man som Martin Ryum har en mor, der er lesbisk, og man derfor er vokset op med to mødre. Martin Ryum har været vant til at blive betragtet som en underlig snegl på grund af sin familie. Selvfølgelig har det været usædvanligt. Men alligevel også temmelig normalt. Sådan at vokse op omgivet af kærlige voksne med alt for travlt i livet. Den kritik, der ulmer i indbrudsdrømmens søgen efter svar på forældrenes gåde, handler ikke om frihed, men om fravær. Anklagen handler ikke om forældres seksualitet, men om deres fravær, deres travlhed og selvoptagethed. Et anklagepunkt mange børn af de travlt selvrealiserende 68'ere ville kunne skrive under på. Det dionysiske Men Martin Ryum er ikke den, der udstøder bandbuller mod forældregenerationens frie kærlighed og har reageret med at iklæde sig kvælerslips og et medlemskab af KU. Den erklæret biseksuelle sanger møder verden med løs slipseknude. Det kan godt være, at friheden er en afgrund, men den er også det bedste guld. »Jeg synes ikke, vi skal finde os i nogen som helst form for indskrænkning i den frihed, vi bryster os af at have«, siger han. »Jeg tror ikke, man skal slappe af og være ligeglad. Der er nogle fascistiske tendenser i tiden, som jeg synes, man skal passe på. Lige så snart folk får redskaber til at dømme andre, bliver det farligt. Jeg synes ikke, vores samfund skal være præget af, at vi indskrænker hinanden, men af, at vi har plads til forskellighederne og alternativerne. Det er jo et af mine mål med projektet. At stikke det alternative ud som en mulighed. Det kan jeg kun gøre ved at være ærlig. Jeg synes, der er brug for det. Man siger, at vi lever i en tid, hvor alle kan gøre, hvad de vil. Men man gør det efterhånden kun i det skjulte«, siger han om en kultur, der har taget springet fra at elske friheden til at tage den for givet og spædet den op med en god portion hykleri. »Der er ingen grænser for, hvad der foregår i det skjulte på nettet. Samtidig stikker folk hinanden en overflade, som er renpoleret, standardiseret og ensrettet. Her har vi alle sammen det samme køkken ...«. Men Martin Ryum har sat sig for at kaste sit lys på det liv, der udspiller sig hinsides kogeøerne. På de friværdier, der ikke er underlagt markedskræfternes monokrome brølen. Med den soldovent svirrende titelsangs farverige ekspressionisme kaster han sig ud i en selvoplevet hyldest til friheden og det dionysiske: 'solen hænger varmt i vores tøj/ står i et bølgehav af sommerstøj/ vi ænser ikke andre end os selv/ har taget stoffer og champagne med/ går mellem træer i knæhøjt græs/ i rejsegrammofonens elektrobas/ vi kysser alle, popper eliksir/ ligger i en bunke, tre drenge og to piger/ og gi'r alt' At gi' alt. At fortælle det, som det er. Og for Guds skyld ikke være moraliserende. Det er det hudløse og generøst poetiske udgangspunkt på det første soloprojekt fra sangeren og musikeren, der i ti år sammen med Signe Høirup Wille Jørgensen har været kernen i det eksperimenterende støjrockorkester Speaker Bite Me; dansk guitarrocks svar på den frie intellektuelle. Speaker Bite Me har tænkt sig at leve videre, og Martin Ryum sørger for, at det ikke bliver svært at kende forskel på de to ting. Med danske tekster og klaveret i centrum er der lagt luft til engelsksproget guitarrock. Med til at gøre stemningen hudløs er det bevidste fravalg af ironiens selvbeskyttelsesdragt. Det er ikke kun i drømme Martin Ryum er nøgen. 'Uden garanti' har som sit erklærede mål at turde fremstå nøgen. Der var øjeblikke, inden pladen udkom, hvor han måtte mærke, at med den nøgne fremtræden følger naturligt nok en tendens til kolde fødder og en trang til at synke en ekstra gang. Farvel til ironien »En vigtig del har været kampen mod den ironiske tekst. I Danmark er der alt for meget hang til, at man fjerner sig fra, hvad man virkelig synes og mener. Det er en del af min ballast, at jeg har været vant til, at folk har fundet mig mærkelig. Jeg har været vant til at håndtere det. Også selv om jeg i perioder har håndteret det ved at gemme mig. Men jeg har fornemmelse af at være vågnet op«, fortæller Martin Ryum, der har været stærkt præget af en trafikulykke. Mirakuløst slap Speaker Bite Me nogenlunde helskindet fra et voldsomt biluheld. Men chokket gav en fornemmelse af at leve i en eftertid. I den situation tager man sit liv op til revision. »Pladen er ikke kun mørk, men i høj grad også lys. Den handler om at vågne op til sig selv og til livet og at have lyst til begge dele. Det har været vigtigt for mig at servere det så tilgængeligt som overhovedet muligt«, fortæller han. Hvilket kan sammenfattes i to ting: smuk musik og dansk sprogtone. Det var meget vigtigt for mig at være med, nu hvor der musikalsk sker noget med det danske sprog«, siger Martin Ryum, der dog omhyggeligt har undgået at høre for meget af musikken. Det skulle gerne være en ubesmittet undfangelse. »Jeg er i virkeligheden tilbage til mit udgangspunkt. Til dengang jeg gik i 10. klasse og skrev romantiske sange på dansk og gik til klaver. Jeg har altid skrevet digte og elsker lyrik. Inger Christensen er min kæmpefavorit«, fortæller Ryum, der i 'Snehvideblomster snér' citerer Christensens 'Alfabet', og, hårdt presset, indrømmer at kunne drømme om en dag at sætte musik til hendes musikalske repetitioner og associationsmønstre. Ærligheden Den ublufærdige søgen efter det smukke udtryk. Det er på en måde det mest bevægende ved 'Uden garanti'. Det er, som ærligheden udspringer dérfra. Den ærlighed, der, når snakken går, hurtigt kommer til at handle om seksualitet, orgier og lesbiske mødre, men måske i virkeligheden fortælles tydeligst med følgende anekdote: Martin Ryum gik til klaver som lille. Da han som lidt større ville tage tråden op, havde han svært ved at finde en lærer, der gad. Fordi han ville ikke knokle med skalaer og den slags. Han ville kun én ting. Han ville lære sig at kunne spille 'Måneskinssonaten'. Han ville lære at spille det, han synes var smukkest. Resten var han ligeglad med. Til sidst lykkedes det ham at få en privatlærer, der gad. Det tog Martin Ryum et års hårdt arbejde, node efter node efter gehør, at få skovlen under 'Måneskinssonaten'. Men det lykkedes. For den var jo så smuk. Musikken. Friheden.