Set oppefra er det en sær stillestående dans, der udspiller sig i den gamle balsal på Hotel Des Bains. Hotellet, hvor Thomas Mann indlogerede sin helt i 'Døden i Venedig'. Men i dag står der ikke spleen og schmertz på balkortet. Der står tre runde borde i den store højloftede sal. Omkring hvert bord sidder en halv snes journalister fra lige så mange lande og venter med båndoptagere og blokke. Ved det ene bord sætter sig 'The Human Stain's instruktør Robert Benton, ved det andet skuespilleren Anthony Hopkins og ved det tredje hans yngre kollega Gary Sinise. Pressekorpsets svar på pølsefabrikken går i arbejde. Efter 20 minutter lyder den tavse gongong. Som i et middelalderligt glockenspiel rejser de tre hovedpersoner sig og bevæger sig videre til næste bord. Anthony Hopkins sætter sig på stolen ved siden af mig. Han har overkrop som en gammel bryder. Smilet er dette lidt trætte og verdenskloge butlersmil, der permanent hænger til tørre i den ene mundvig. Øjnene er disse underlige vandgrå fiskeøjne, der fjerne ser ind i en anden og mindre trættende verden, men som pludselig kan tænde for en kold laserstråle, som skærer igennem. Hopkins gør det hurtigt klart, at han har et følelsesmæssigt distanceret forhold til sit fag og foretrækker ikke at snakke tingene ihjel. Og så lever han et isoleret liv i Californien og er ligeglad med, hvad andre mener. Man kan næsten se 90 procent af de forberedte spørgsmål visne på de små journalistblokke. I 'The Human Stain' har Hopkins forladt Hannibal Lecter til fordel for en rolle som jødisk professor i klassisk litteratur. »Jeg kan bedre se dig som kannibal end som jøde!«, udbryder en kronraget brasiliansk journalist og smiler forventningsfuldt med munden fuld af skarpe tænder. Heller ikke Hopkins kan finde ud af, om det er et spørgsmål. Jeg kigger på Anthony Hopkins' hænder. Han har dem liggende i skødet. De er kraftige og kødfulde. Fingrene er korte. Højre håndled ser ud, som om det engang har været brækket. Hopkins svarer kortfattet. Jeg ser på hans hænder. Han siger noget om politisk korrekthed, der er alle vegne og værre end nogensinde. Jeg prøver at lytte, men har kun blik for hans store følsomme hænder, der ser ud, som om de kan mase hvad som helst, hvis de bliver vækket til dåd. Da jeg rejser mig og går, er det Anthony Hopkins' hænder, jeg tager med mig. På en filmfestival bevæger man sig hele tiden fra den glansfulde overflade til de dybeste rædsler og de mest seriøse temaer og tilbage igen. De smokingklædte instruktører, der vinkende og smilende og håbefulde skal ind og præsentere deres værk om intolerance og menneskelig bestialitet. Således må man kunne færdes. Forblændet og opslugt og alligevel ikke. Fra forestilling til forestilling snor vi os hver især og filtres ind i mængden af øjne og stemmer og andres drømme og hensigter. Det ene øjeblik sidder jeg ved siden af en filmstjerne, der er et menneske, fordi jeg sidder lige ved siden af. Filmstjerner kan kun ses på afstand. Bill Murray og Sofia Coppola glider forbi i en limousine. Jeg har Anthony Hopkins' hænder i mit hoved. »I den andens skygge søger vi vor skygge; i den andens spejl, vort indbyrdes spejl«, skrev den blinde argentinske digter. Jeg lægger hænderne fra mig og åbner øjnene. Det er en forfærdelig historie. De tusindvis af 'forsvundne', som generalerne i Argentina torterede og myrdede i 1970'erne. Mødrene til de forsvundne, der år efter år demonstrerede på Plaza Mayo. Præsident Menem gav generel amnesti i 1990, men andre insisterer på at huske. Christopher Hamptons 'Imagining Argentina' fortæller om rædslerne, så man mærker en kold knude i maven. Men det er også på anden måde blevet en temmelig rædselsfuld film. En 'Don't Kill For Me Argentina', hvor Antonio Banderas på gebrokkent engelsk spiller over for den superengelske Emma Thompson i rollen som argentinsk journalist. Tavsheden skal brydes Sprogproblemet kommer filmen aldrig over, og historien om Carlos, der bliver synsk, da hans kone forsvinder, viser sig simpelt hen at være umulig at fortælle. I forgårs fortalte to argentinere mig, at de finder det altafgørende, at tavsheden bliver brudt og fortiden gjort op, hvis Argentina skal kunne komme videre. Så projektet er vigtigt, og det er forståeligt, at man forsøger at få budskabet bredt ud med stjernekraft. Nobelt og vigtigt, men kunstnerisk en pyrrhussejr for Christopher Hampton. Halvvejs inde i hovedkonkurrencen venter man i Venedig stadig på den første indiskutable guldløvekandidat. Ikke at den unge italienske Eduardo Winspeares 'Il Miracolo' er dårlig. Faktisk er filmen om en lille dreng, der måske, måske ikke, kan helbrede med håndspålæggelse, en velspillet og varm affære. Men lidt vel sød. Den lille fyrs hænder gjorde ikke så stærkt et indtryk som den tilbageholdte kraft i de hænder, der lå og ventede på næste spørgsmål i skødet på Anthony Hopkins.