Efter 15 års debat, problemer og forsinkelser kan man langt om længe få en vag forestilling om, hvordan det mest omstridte mindesmærke i Tyskland engang vil tage sig ud: 2.751 betonblokke, der skal minde nye slægter om nazisternes folkedrab på seks millioner af Europas jøder. De første ti blokke blev forleden bragt på plads i hjertet af den tyske hovedstad, tæt på rigsdagen og Brandenburger Tor. Skal stå færdig i maj 2005 Mindesmærket skal stå færdig 8. maj 2005, den dag for 60 år siden, da Hitlers Tredje Rige kapitulerede. Mindesmærket er udformet af den amerikanske arkitekt Peter Eisenman, der var kommet fra New York for at danne sig et indtryk af de første betonblokke. Han havde kun set dem på fotografi. De såkaldte steler (opretstående flade mindesten eller gravmæler) er helt nøgne. Tilsammen skal de danne et 'stilhedens sted'. Eisenmans håb er, at stilheden vil tvinge den enkelte til at tale med sig selv - i et forsøg på at fatte det uhyrlige. Der har været ytret megen angst for, at mindesmærket til sin tid vil blive udsat for hærværk af nynazister. Tanken forfærder ikke Eisenman. I flere interview har han sagt, at det ikke vil gøre ham noget, hvis nogen skulle føle sig provokeret til at sprøjte graffiti på betonen. For ham at se vil det være værre, hvis stedet bliver mødt med ligegyldighed. Fri adgang for alle Mindesmærket tænkes ikke bevogtet af politi med maskinpistoler, sådan som det sker foran mange synagoger og jødiske institutioner. Det vil derimod blive overladt til et privat vagtselskab at lade en enkelt medarbejder - i civil - gå rundt i området. Det sker i tillid til, at alle besøgende vil være med til at værne om stedet. Overvågningskameraer vil ikke blive installeret. Der bliver heller ingen indgang eller hegn omkring arealet på 19.000 kvadratmeter. Man skal frit kunne gå ind, hvor man har lyst, mellem de mange steler. De måler alle 2,38 meter i bredden og 98 cm i dybden. Men i højden varierer de stærkt, nogle når kun den besøgende til skinnebenet, andre vil rage næsten fem meter op. Stierne mellem dem bliver snorlige og ganske smalle, knap en meter. Eisenmans ambition er, at de skiftende højder og lette hældningsgrader vil fremkalde fornemmelsen af en bølgende mark. Arkitekten var imod tanken om også at indrette et informationscentrum på stedet. Han mente, at stelerne burde have lov at tale for sig selv. Men han måtte give sig - dog fik han gennemtrumfet sit modkrav: at centret skulle anbringes under jorden. Her vil man via film og plancher kunne skaffe sig viden om holocaust. Bl.a. ved at følge fem familiers skæbne under jødeforfølgelserne. En lang og sej kamp Ideen om dette mindesmærke blev fremsat allerede i 1988 af en kreds af engagerede borgere med vidt forskellig baggrund. De har måttet føre en sej kamp for at få realiseret deres projekt, for det har ikke skortet på kritik. Nogle modstandere, heriblandt ganske mange politikere, gik ind for et mindesmærke over alle nazismens ofre. Andre indvendinger var mere af æstetisk art, nemlig at Peter Eisenmans betonsteler ville virke for overvældende på netop dét sted, lige midt i Berlin. Det syntes ikke mindst den daværende kansler Helmut Kohl. Eisenmans projekt blev i 1999 vedtaget af Forbundsdagen med 314 stemmer for og 209 imod, mens 14 afstod. Mindesmærket rejses på et sted, hvor Berlinmuren i sin tid havde en af sine 'dødszoner'. Og dybt nede i jorden ligger den for længst blokerede bunker, hvor Hitlers propagandaminister Josef Goebbels tilbragte sine sidste dage inden selvmordet. Stedet er udset Nazisternes racevanvid førte også til udslettelse af hen ved 500.000 romaer og sintier (sigøjnere). Deres efterkommere kræver, at der ligeledes skal rejses et mindesmærke over dette folkedrab. Stedet er udset, mellem Tiergarten og rigsdagsbygningen, og et projekt er godkendt af byrådet: En lille kunstig sø med et tværmål på 30 meter eller en stor brønd. Men der er stadig uenighed om, hvem der skal finansiere det: Byen Berlin og/eller den tyske stat? Der er også rejst krav om et mindesmærke over de mange homoseksuelle, der blev myrdet i kz-lejre, udelukkende på grund af deres seksuelle orientering.