Der er ikke meget ved Hollywoods uhyrer, der skræmmer monsterforsker Per Christiansen. For de duer simpelthen ikke. Selv om alskens computerteknik har givet ultimativ kreativ frihed til filmproducenterne, levner deres monsterfremstillinger meget tilbage at ønske. For en ekspert er de urealistiske. Biologisk set kunne monstrene aldrig fungere, aldrig rejse sig, aldrig flytte sig. Det kan faktisk gøre en monsterforsker helt gnaven. Godzilla med problemer »For eksempel har figuren Godzilla en række problemer. Hans ben er alt for tynde til at bære på 100 ton monster. Se den måde, de bøjer let fremad på. Det strider mod det, vi biologer kalder bøjningsloven. De ville knække sammen under al vægten med det samme«, siger Per Christiansen, forskningslektor på Zoologisk Museum og mand bag en videnskabelig afhandling, trykt i Mathematical Geology, om den amerikanske Godzillafilm. Han sidder med krum ryg og studerer en bog om det berømte monsters historie. Kendere vil vide, at Godzilla er en japansk opfindelse, en kultfigur fra 1950'erne. Dengang var monstret udstyret med radioaktiv ånde, og selv om Per Christiansen erkender, at det nok heller ikke er realistisk, havde udyret kæmpestore ben og sløve bevægelser. Modsat Hollywoodudgaven. »Godzilla bevæger sig med lynhurtige bevægelser og undviger ild fra militæret. Men et så stort monster ville aldrig kunne bevæge sig så hurtigt. Jo større monster, jo langsommere bevægelser«. Uhyrerne og blåhvalerne Og så er historiens grundlag helt skidt fra starten, fordi monstret ifølge historien vælger at svømme hele vejen fra Indonesien til New York for at få børn. »Det bliver forklaret, at Manhattan er det perfekte ynglested, fordi det er en ø med vand hele vejen rundt. Ja, sådan plejer det jo at være med øer. I Indonesien, hvor han kommer fra, findes der rigtig mange af den slags«, forklarer videnskabsmanden. Han har regnet ud, at selv om Godzilla voksede lige så hurtigt som blåhvalerne, ville der stadig gå over 100 år, før han blev så stor. Blåhvalerne har den hurtigste vækstrate i verden, og kan tage 90 kilo på om dagen. Realistisk King Kong Så er King Kong mere realistisk. Monstret, hvis pels blev fremstillet af kortklippet kaninskind farvet sort, er omkring 10 meter høj. »Altså ikke større end primater faktisk kan blive. Og så bevæger han sig langsomt og tungt. Den største fejl ved ham er, at han interesserer sig så meget for hvide kvinder. Hvorfor skulle han dog det?«. Edderkopper er jo ret åndssvage På grund af sin tvivlsomme udformning er Godzilla det monster, Per Christiansen helst ville stå ansigt til ansigt med. Desuden tvivler han på, at det store dyr overhovedet ville registrere hans tilstedeværelse. »Han ville overhovedet ikke kunne høre, hvad jeg sagde eller hvad jeg skreg. Og jeg ville ikke registrere hans brøl. Dyr i den størrelse kommunikerer med lyde, der er så dybe, at vi aldrig ville kunne snakke sammen«, forklarer han. Edderkopper med vokseværk Edderkopperne fra filmen Eight Legged Freaks kan også bare komme an. For de har faktisk ikke en chance - i hvert fald ikke mod biologien. »Filmens edderkopper vokser til folkevognsstørrelse efter at have spist forgiftede orme. Men de ville dø af at vokse så meget, for deres åndedrætssystem kunne aldrig klare det. Edderkopperne ville kvæles øjeblikkeligt«, siger Per Christiansen med en lettere opgivende mine. Derfor ville han egentlig heller ikke have noget imod at møde en af dem. For selv om de overlevede forvoksningen, ville de lynhurtigt slå sig selv ihjel. »Når den første edderkop sprang de 30 meter, de gør i filmen, ville det sige slam. Og der ville være slim over det hele. For de ville simpelthen splatte ud på gulvet i landingen«, siger Per Christiansen, mens han ryster på hovedet over den måde, edderkopperne har fået tildelt en hjerne i filmen. »For edderkopper er ret åndssvage væsener. Her er de intelligente og går på jagt efter mennesker, de tænker og planlægger. Et sted i filmen banker en stor edderkop en væg ned og rykker sig derefter til side, så de små kan komme forbi. Det ville aldrig ske i virkeligheden«. Hollywood er gået for vidt Dinosaurerne fra Jurassic Park vil Per Christiansen meget nødigt støde ind i. Dem kan han som videnskabsmand stå inde for, fordi de er så flot lavet. Holdet bag den store Steven Spielberg- produktion havde da også fagmænd i kulissen til at tjekke monstrene. »Hver eneste dinosaurer er blevet nøje undersøgt for at ligne de oprindelige så meget som muligt. Både med hensyn til udseende og med hensyn til realistiske bevægelser. Desuden er historien en del bedre end nogle af de nyere film, hvor der bliver kræset mere om effekterne end selve fortællingen«, mener han. Hollywood savler over special effects Efter hans mening er Hollywood gået for vidt. De nye computerteknikker har gjort det muligt at gå bersærk i specielle effekter. Tidligere blev monsterfilm lavet med en langsommelig teknik, hvor der først blev fremstillet en skabelon af monstret. Arme og ben blev sat i forskellige positioner, mens filmen rullede. Efter en klipning gav de mange billeder tilsammen illusionen af et monster i bevægelser. Selv om processen var omstændelig, mener monsterforskeren ikke, at de nye teknikker i første omgang var en fordel for filmene. »Det virker, som om mange af filmene bliver lavet rundt om de specielle effekter. I stedet for først at have en realistisk historie. Et eksempel er Godzilla, der havde et budget på 141 millioner dollar. Og så var der ikke engang en manuskriptforfatter tilknyttet«, siger han. Starship Troopers går i den rigtige retning En undtagelse, der har fat i en virkelighedstro historie, er filmen Starship Troopers. Den er baseret på en bog af samme navn, og historiens plot er, at kæmpeinsekter styres af en superhjerne. »De store insekter er skræmmende, fordi de er virkelighedstro. De bliver styret af en superhjerne, der tænker for dem, og sådan er virkeligheden også. Et eksempel er hos myrerne, hvor en termitdronning er i stand til at styre 10 millioner myrer ved hjælp af duftstoffer. Hvis dronningen dør, falder hele hjemmet sammen«. Starship Troopers er et skridt i den rigtige retning frem mod et Hollywood, der igen sætter historierne i højsædet. »Da de nye computerteknikker kom frem, klappede folk i deres hænder og brugte løs uden omtanke. Nu virker det, som om vi er ved at finde tilbage til, at historierne er det vigtigste«, siger Per Christiansen, der understreger, at selv om de nyere film ser flottere ud end de gamle, hvor monstret på grund af de gamle teknikker ofte bevæger sig i ryk, er de ikke mere realistiske. »Man bliver tit belært om naturen i disse film. Det tror folk i hvert fald. I virkeligheden fremstiller filmene naturen helt forkert, fordi computerteknikken giver dem mulighed for det«.