Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Så langt fra, så tæt på

Lyt til artiklen

Når ikke lige en italiensk film bekender sig til den renfærdige realisme, kan man være ret sikker på at konfrontere en næsten distraherende smuk og glansfuld overflade. Også Ferzan Oztepeks 'La Finestra di Fronte' ('Facing Windows') er så tilpas kulørt i anslaget og rollebesat med så lækre eksemplarer af menneskeracen, at der går lidt tid, før de faktisk relativt seriøse intentioner slår igennem. Som den spanske 'Soldiers of Salamina' er også 'La Finestra di Fronte' et forsøg på at spejle en traumatisk, historisk fortid i en nutid, der forekommer hovedpersonerne utilfredsstillende. Men så hører lighederne også op. Hvor 'Soldiers of Salamina' er et intellektuelt og om sig selv kredsende forehavende, er 'La Finestra di Fronte' en charmerende robust underholdningsfilm. Hovedpersonen er Giovanna. Gift, to børn og med mere end fast arbejde. Hun passer familien, er regnskabsfører på et kyllingeslagteri og supplerer sin mands spinkle indkomst ved at bage tærter til den lokale pub. Giovanna er hårdt spændt for og tættere på bristepunktet, end hun selv aner. Den fastlåste situation bliver bragt i bevægelse, da hendes mand slæber en senil gammel mand med hjem. Den nydelige herre har mistet hukommelsen. Til gengæld bliver hans blotte tilstedeværelse katalysatoren, der udfordrer Giovanna til at komme i tanke om, hvem hun i virkeligheden er bag slid, slæb og surhed. Den gamle mand har en voldsom fortid. Under krigen reddede han jøder fra tyskerne, men måtte ofre sin homoseksuelle kærlighed og endte selv i koncentrationslejr. Ozpetek gør ikke voldsomt meget ud af at få de to fortællinger til at hænge sammen, men på en eller anden måde lykkes det ham at få dem til at klæde hinanden godt, da Giovanna skal vælge mellem dagenes trummerum og et erotisk eventyr med genboen, der ligner Clark Kent som Arman-model. Skal man leve sine drømme ud i livet? Eller finde en måde at leve på, som formår at gengive livet dets drømmeagtige karakter? 'Facing Windows' er måske nok i den lette ende som konkurrencefilm, men kagerne er helt vildt flotte, og så er Giovanna Mezzogiorno et seriøst livstykke i hovedrollen. Arrig, eksplosiv, sødmefuld, rapkæftet, tragisk tøvende. Hun er en af den slags skuespillere, der har hele det naturlige register spændt ud i sin hule hånd. Et sådant trumfkort har hverken Emily Youngs 'Kiss of Life' eller Gunnar Vikenes 'Himmelfald'. Engelske 'Kiss of Life' er det, man forstår ved en rigtig festivalfilm. Dristigt tænkt, talentfuldt udført og mere end en smule prætentiøs. Også her er der tale om to parallelle historier. John (Peter Mullan) er taget til Balkan for at hjælpe mennesker i nød. Hjemme i London sidder hustruen Helen med parrets to børn og savner ham hårdt. Så bliver Helen dræbt i en trafikulykke. Uden at vide det har John påbegyndt en besværlig og farefuld hjemrejse igennem et kaotisk Østeuropa. Så længe Johns skæbne er uvis, befinder Helen sig i et limbo, hvor hun uden at kunne gribe ind vogter over børnene og det liv, hun så brat har forladt. Young krydser frem og tilbage imellem de to ægtefællers historier. De store ensomme gråvejrsbilleder fra Balkan gør indtryk, og både Mullan og Ingeborga Dapkunaite er sårbart overbevisende. I det hele taget er filmen fin i følelsen, men jeg finder blandingen af realisme og sørgmodig spøgelseshistorie svær at sluge. Slige fine fornemmelser lider Gunnar Vikene ikke af i norske 'Himmelfald', der gør sig lidt for påfaldende anstrengelser for at fremtrylle så uortodokst et persongalleri som muligt. Oplægget er veltjent: De gale på galeanstalten er ikke meget mere tossede end resten af os. Kim Bodnia underspiller fint som psykiateren Johannes, der er ulykkeligt forelsket i sin unge patient Juni. Hun bliver spillet af smukke Maria Bonnevie, der supplerer sine enorme øjne med en proper næve. Uden megen stilfornemmelse flakser filmen frem og tilbage mellem folkekomedien og gøgereden, og bag det hele blafrer sommerfuglens vingeslag. Teorien om, at småbitte begivenheder senere kan få vældige konsekvenser. Vikene bruger det til at fortælle en historie, hvor alles handlinger påvirker alle andres. At få det hele til at hænge sammen er et større puslespil, der ikke helt er anstrengelsen værd. Overgearet og bastant hylder Vikene de skæve og de alternativt begavede. Det er alt sammen for nylig gjort meget mere morsomt og rørende i en anden norsk film, 'Elling'. Helt for sig selv i konkurrenceprogrammet står den franske dokumentarfilm 'S 21, The Killing Machine Khmer Rouge' og dér bliver den stående. Det er velsagtens Cannes' succes med Michael Moores 'Bowling for Columbine', der har givet blod på tanden. Men sine kvaliteter til trods er Rithy Panhs insisterende og stilfærdige dokumentarfilm, der konfronterer ofre og bødler fra De Røde Khmerers rædselsregime, en helt igennem regulær dokumentarfilm, der i dette konkurrenceprogram stritter lige så mærkeligt mellem norske tossestreger og italiensk tærteromantik, som hvis kort- og dokumentarfilmfestivalen i Odense pludselig havde 'Terminator 3' som priskandidat.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her