Soliditet uden den afgørende inspiration har de senere år kendetegnet Clint Eastwoods film. Men med 'Mystic River' har den 72-årige Eastwood lavet sin bedste film siden 'Unforgiven'(1992). Under normale omstændigheder ville mainstream fra Hollywood næppe have en chance i Cannes, men i et år, der af mange beskrives som det ringeste i mands minde, kan 'Mystic River' vise sig som en seriøs udfordrer til 'Dogville'. Vægt på portrættering Eastwoods filmatisering af Dennis Lehanes roman har al den spænding, man kan ønske sig, men vægten bliver lagt på et portræt af tre barndomskammerater fra et irsk rabarberkvarter i Boston. De tre legekammerater Jimmy, Sean og Dave spiller hockey på gaden, da to pædofile kidnapper Dave. Efter fire dage lykkes det ham at slippe væk. Men både Dave og drengenes venskab er skadet for livet. Mange år senere knytter skæbnen trådene sammen igen. Sean Penn som hård negl Sean Penn er Jimmy Markum. En hård negl, der efter en fængselsdom som ung holder sig på dydens smalle sti. Men en dag bliver Jimmys 19-årige datter brutalt myrdet. Bacon og Robbins som betjent og arbejdsløs Kevin Bacon er politimanden Sean Devine, der skal opklare mordet på sin gamle vens datter. Mistanken samler sig snart om den tredje af de gamle venner. Den indelukkede og arbejdsløse Dave Boyle (Tim Robbins), der på mordnatten kom hjem indsmurt i blod. I en køligt insisterende fortællerytme får Eastwood de tre hovedpersoner til at træde tydeligere frem på den mørke baggrund. Mørk alvor 'Mystic River' holder sig inden for spændingsfilmens ramme, men rummer en mørk alvor og en rigdom i menneske- og miljøskildring, som hæver den højt over genrens gennemsnit. Først i filmens sidste minutter ryster Eastwood på hånden med en slutning, der er mindre end optimal. Tim Robbins underspiller uhyre præcist den traumatiserede Dave, og Kevin Bacon leverer en af sine mest afbalancerede præstationer til dato. Men det er Sean Penn som den desperate og hævngerrige Jimmy, der står forrest i guldpalmekøen. Seriøs palme-kandidat Også Eastwood bør med sin fjerde Cannesfilm regnes som en seriøs kandidat. Ringere bliver det ikke af, at 'Dirty Harry' i 'Mystic River' er tankevækkende åben for fortolkning i sin behandling af selvtægtsproblematikken. Buhråd til Bliers Fristelsen til at give Eastwood en guldpalme af bare lettelse over at se en medrivende kvalitetsfilm er ikke blevet formindsket af 'Les Cotelettes'. Bertrand Bliers filmatisering af sit eget teaterstykke om to gnavne gamle mænd til højre og venstre for midten høstede helt fortjent en buket buhråb, der næsten kunne måle sig med dem, Vincent Gallo modtog for 'The Brown Bunny'. Ny konceptfilm af Greenaway Første del af Peter Greenaways trilogi 'The Tulse Luper Suitcases' - 'The Moab Story' - rummer vanen tro originale souvenirs fra den lige så excentriske som metodiske samler. Greenaways værker er efterhånden mere koncept, tableau og registrant end egentlige film. Pudsige sammenfald med 'Dogville' 'Moab Story' har pudsige sammenfald med 'Dogville'. Begyndelsen af filmen udspiller sig i en kulisse i et enormt studie, og Greenaway får von Triers antiamerikanisme til at ligne høfligt småbrok: I 'Moab Story' stolprer den amerikanske fascistmormon Percy Hochmeister rundt som repræsentant for »germanoamerikaneren; en ny race så patriotisk, at den begærer sin fjende«! Sokurov ikke med i feltet Aleksander Sokurov har sine edsvorne tilhængere, men det er svært at se 'Far og søn' som en seriøs kandidat. Udendørsscenerne er optaget i Lissabon, og det gyldne, spirituelt gennemvædede lys, fotografen Alexander Burov fremmaner, er intet mindre end en skønhedsåbenbaring. Til gengæld er historien om en far og en søn, der også fysisk er viklet helt ind i hverandre, temmelig uigennemtrængelig. Mere skulptur end film Der er en indiskutabel storhed over Sokurovs konsekvens. Men fordi russeren i stedet for psykologi og fortælling vægter patos og ikonografi, sker der i mine øjne det, at et værk som 'Far og søn' opleves som mere beslægtet med skulptur og maleri end med levende billeder. Svært tålmodighedskrævende er også 'Shara' af den 34-årige kvindelige japanske instruktør Naomi Kawase. Ægte 'Shara' Men i modsætning til så mange andre film på årets festival er 'Shara' uden prætention og præget af ægthed snarere end forskruet selvbevidsthed. Kawases historie begynder, da drengen Kei forsvinder. I Japan bliver følelser stuvet af vejen, og de følgende år bliver ikke lette for Keis tvilling, Shun, og hans far og mor. Men langsomt, langsomt åbner Kawase op for en ordknap forløsningsfortælling, hvor tavshedskulturen langsomt krakelerer og lukker lyset og en ung generation japaneres mere åbne sind ind i en film, der smukt slutter cirklen med en barnefødsel og en antydning om reinkarnation, der på ingen måde skurrer mod Kawases håndholdte realisme. 'Dogville' palmefavorit Et fint lille punktum for en festival, hvor 'Dogville' helt uden hensyntagen til klaphat står tilbage som palmefavorit med Ozons 'Swimming Pool', Denys Arcands 'Les Invasions Barbares' og 'Mystic River' som udfordrere. Outsiderne kunne være de smalle, men kunstnerisk konsekvente 'Shara', 'Uzak' af Nuri Bilge Ceylan og Samira Makhmalbafs '5 om eftermiddagen'. Medmindre juryen er faldet for Hector Babencos fængselsfilm 'Carandiru', der på den 56. Cannes Festival har leveret de hårdt savnede ingredienser vitalitet og farverigdom.