Egentlig burde vi forældre kun have lov at få barn nummer to. Staten skulle tildele os et øvelsesbarn, som man så kunne træne på i et par år, og så kunne man pænt komme ind og aflevere det og få sin pant igen. Og så ville man derefter allernådigst få lov at forsøge sig med egen avl. Det har intet med vores førstefødte datter at gøre. Hun er dejlig og sjov. Det er fantastisk at se hende sidde og blæse bobler i kakaomælk, underligt, at det er så sjovt, men det er det altså. Det er skønt at høre hende formane plastikfiskene i badekarret: »Nu går du ikke ud og bliver beskidt igen! Og ikke noget med at tage dit tøj af!«. Og det er dejligt, når hun prøver at få sin onkels opmærksomhed: »Onkel Mikael, jeg har lige taget nye sokker på...«. Men indimellem er hun eddermame også streng!
Amok over Cirkeline
Senest havde vi venner på besøg, og der var ikke lang tid til aftensmaden. Aftalen var så, at hun kunne se 'Cirkeline' på video, til vi skulle spise. Og så skulle hun altså sætte sig til bords. Da maden var klar, var Johanna selvfølgelig ikke klar til noget som helst. Vi slukkede resolut. Og hun skreg. Ikke mindre resolut. Når det kommer til at være resolut, så er hun resolutionernes ukronede dronning. Vi bar lidt rundt på hende, og til sidst måtte hun jo sidde i gangen og skrige og være sur, hvis ikke hun ville have mad. Vi får gode råd. Fra forældreblade, fra brevkasser i radioen, fra venner og familie. Alle mener, at vi bare ikke er gode nok til at sætte rammer og vise, hvem der bestemmer. Det har de sikkert også ret i. Men vi gør faktisk vores bedste for at være sikre på hånden, uden dog at begå egentlige overgreb. Jeg tror, meget få magter at røgte børn kærligt og kontant fra første færd. Jeg kan jo se det med Christian på to år. Vi kan meget bedre klare hans modstand. Vi lytter og finder ud af, hvad det handler om, og så løser vi problemet.
Færre sværdslag
Nogle gange betyder det, at han kommer skrigende op i barnevognen, men herregud, det går altså over på et par minutter. Og det med at børste tænder, hvor vi følte, at vi begik et totalt overgreb på Johanna, det har vi bare klaret uden store sværdslag (selv om Christian efterhånden har en anselig sværdsamling). Helt konkret kan jeg jo se, hvordan vi havde tre-fire madkasser parat til Johanna, da hun skulle i børnehave. Hvorimod Christian, drengen med svovlstikkerne, må klare sig med de der hvide plastikbeholdere med grønt låg, som man køber is i. Faktisk er han nu så glad for sine madkasser med grønt låg, at vi dårligt kan bruge dem til opbevaring af rester i køleskabet, da han er blevet personligt knyttet til den type emballage. Han er bare så nem. Og så sød, når han sidder og får smør på sin grød om morgenen, mens han tæller de obligatoriske tre klatter: »fuck, fuck, fuck«. Jeg ved ikke, hvor han har det fra, men han mener altså, at fuck betyder smør. Og når han har spist sine tre første klatter, siger han: »mere fuck«. Men selvfølgelig kan han blive slået af pinden, hvis uretfærden er særlig stor. Vi var i Zoologisk Have, hvor han kravlede ind til gederne selv, både hele vejen op og hele vejen ned ad den smalle stige, mens han havde sin jordbærslikkepind i den ene hånd. Han havde ikke klappet mange geder, før en af dem vendte front mod ham og angreb slikkepinden. Flåede den ud af hånden på ham og begyndte at gnaske. »Må ikke spise Christians slikkepind«, skreg han gang på gang, men der var ikke noget at gøre. »Gå væk, får«, sagde han så til det dumme dyr. Og når vi omtaler episoden, får han stadig store, tunge øjne. Selv om uheldet straks udløste erstatningsslikkepind.
Luk døren
Nu er det selvfølgelig urimeligt at sætte Christian og Johanna op over for hinanden - med to års aldersforskel. Han har sine behov, som lige for tiden meget handler om at sidde på skødet af sin mor. Og hun har sine behov for at finde ud af, hvem hun er, og hvem vi er, og hvordan forholdet mellem os er. Det er Johanna faktisk selv meget bevidst om. En dag, hvor hun pludselig blev sur og gik op på sit værelse, uden at min kone eller jeg kunne spore grunden, gik jeg op ad trappen efter hende. Hun lå på sin seng og sagde: »I skal ikke altid følge efter mig, når jeg er sur. Luk døren!«. Sejt klaret, synes jeg. Hvis forældre ikke kan finde ud af at holde afstanden, så må børnene vise vej.