Efterhånden som Anton Corbijns eget omdømme er steget og har placeret ham selv oppe på massekulturens firmament, har han også givet sig af med at udgive bøger i megaoplag og have udstillinger på de fine kunstmuseer. Igennem de senere år har Corbijn haft rigtig mange udstillinger i metropolerne i den verden, hvor alle for længst har fået deres MTV og, blandt (meget) andet, derigennem er blevet fortrolige med de personligheder, der gennem årene har optrådt foran Corbijns linse. Noget ekstra Fortrolige er vi jo blevet med Danny DeVito, Björk, Bono Vox, Bruce Springsteen, Clint Eastwood, David Bowie, Tom Waits, Michael Stipe, Jodie Foster, Rolling Stones, Johnny Rotten, Johnny Cash, Kate Moss, Kylie Minogue, Pet Shop Boys, Allen Ginsberg, Leonard Cohen, Neil Young, Courtney Love, Sting, Luciano Pavarotti og Nicholas Cage for lige at nævne et par og tyve af dem - så fortrolige, at der lige skal gøres noget ekstra ud af det for at få os til at spærre øjnene op ved synet af ikonerne i massemedierne. Og Anton Corbijn er altså en fotograf, der, mildt sagt, skaber fotografier med dette 'noget ekstra'. Nu hænger der så 350 af superfotografens fotoportrætter, fortrinsvis i formaterne large og X-large i Øksnehallens XX-large udstillingsrum på Vesterbro. Den hidtil største udstilling Omfangsmæssigt er det Corbijns hidtil største udstilling og hans første større i København. Den globale hollænder har udstyret projektet med titlen 'Mortals' - dødelige, hvilket jo lige er at twiste den (mindst) et par gange. Første gang fordi et hovedtræk ved pop-ikoner, superstjerner jo er deres tilskrevne udødelighed 'ars longae vita brevis', 'the legend lives on', 'The king is gone/ but is not forgotten' and all that jazz. Og den bliver så lige twistet én gang til, når for længst afdøde Miles Davis' kontrafej pryder udstillingsplakaten, og man på vandringen gennem udstillingen passerer andre 'udødelige legender', der konkret har bevist deres almindelige dødelighed: Allen Ginsberg, stakkels Kurt Cobain og Ian Curtis. Ud af mediemaskinen Og hvad er detså for noget 'ekstra', der er ved ham Anton Corbijns superstjerneportrætter, der kvalificerer dem til at blive trukket ud af mediemaskinen og ind på museerne? Ja, det er jo noget med måden, hvorpå billederne i sig selv spankulerer frit hen over den stadig mere usynlige grænse mellem masse- og finkultur. Sådan som mange af de rockkunstnere, skuespillere og forfattere, han fotograferer, jo har været stærkt medvirkende til at usynliggøre. De ofte stærkt kornede, mørke, strengt grafiske portrætfotografier udstråler en aura af skødesløs autenticitet, i tråd med den fornemmelse af oprindelighed og direkte fra hjerte til hjerte-kontakt, man oplever i rockmusikkens 'hudløse ærlighed'. En autenticitet, alle og enhver ved er noget sludder, fordi rock'n'roll, så lidt som andre former for musik eller kunst - heller ikke fotokunst - kun bliver skabt med hjertet, men også med hjernen, med redskaber, gennem produktion og kalkulation. Fra hjerte til hjerte Selv om vi da godt ved, hvordan colonel Parkers forretningsmæssige overlæg styrede kongens rise and all , og hvordan punken blev designet i Malcolm McLarens modebutik med det fængende navn Sex Pistols, selvom vi kender kulturindustriens mekanismer, selvom dit og dat, så er en vigtig del af rockmusikkens stædige overlevelse dens evne til at trænge igennem disse kolde kendsgerninger og meddele sig fra hjerte til hjerte. Og på samme måde, som vi har vidst det siden Warhol, så er der måske ikke noget under overfladen - men overfladen er noget . Så er indpakningen, iscenesættelsen, fortællingerne, myterne en supervigtig del af udtrykket i rock, film såvel som i Corbijns kulturindustrielle fotokunst. En kulturs forbandelse Stilen er profilen, siger man. Indholdet og overfladen, det er ikke modsætningen, det er dét. Også i en tid, hvor det, der engang var en oprørsk ungdoms råb om frihed: 'rock'n'roll is here to stay', efter mere end fyrre år på mange måder er blevet en hel kulturs forbandelse. Man kan ogsåbare sige, at god rock'n'roll er så bevidst om sin egen løgn, at det gør den mere troværdig end det meste. Brian Eno skriver om det i forordet til Corbijn-bogen, 'Star Trak', en af de serier, 'Mortals' bygger på: »Kameraet lyver uundgåeligt. Så dét at vælge den form for løgn, du vil fortælle, faktisk er det skabende i fotografi. Og Anton inviterer sine objekter til at deltage i det spil - til at skabe noget nyt sammen med ham, at give slip på forestillingen om, at billedet skal vise dit sande jeg, og sige, hvad kunne jeg tænke mig at være«. Blæst op i storformat All right. og efter fotosessionen et eller andet sted, on location , så laver han ellers ikke så lidt i mørkekammeret, Anton Corbijn, for at få sine billeder til at se så hammergodt ud, og de mange af dem, der her på udstillingen er blæst op i storformat, har bestemt ikke taget skade af det. 350 skrev jeg, der var alt i alt. Ikke fordi jeg har talt efter, det var jeg ligesom for bjergtaget til, mens jeg gik rundt og så på alle disse billeder af ansigter med øjne, der, for at fyre en anden løgn af, så tilbage på mig. Smagfuldt grupperet Men så mange siger de altså, at der er, derude i Øksnehallen, hvor fotografierne i går ved middagstid hang badet i ovenlys. En udstilling af så stort et omfang kunne nemt blive mere end uoverskuelig, men heldigvis er billederne smagfuldt grupperet, enkelt opdelt af store ensfarvede vægge. Én farve for hvert tema eller serie, som det vist hedder på fotografisk: Der er de helt tætte dokumentariske portrætter, de stærkt iscenesatte, de blå, de bruntonede, de falske paparazzifotos, stripperserien, de airbrushagtige farvefotos af kvindelige fotomodeller. Som antydeti min indledningsvise hulter til bulter-namedropping, er det styrende princip i udstillingens komposition ikke personerne, men fotografiernes stil. Det giver en behagelig, men også besynderlig ro, når man tænker på det flimrende virvar af stardom, liv, stil og lir med mere eller mindre glamourøse berømtheder fra et kvart århundredes popkultur, som er udstillingens afsæt og en del af dens aftryk. Dødeligheden Og så er det alligevel også løgn, for to rocksuperstars, REM's Michael Stipe og U2's Bono Vox, som Anton Corbijn har fotograferet jævnligt gennem de seneste tyve år, er der så mange portrætter af, at de hver har fået et rum, der så på én gang afspejler de to glamourøse popikoners modning gennem årene, i en vis forstand deres dødelighed, og den parallelle udvikling i Corbijns billedmageri. Måske er det noget, der kommer indefra, når man tilstrækkeligt længe har dyppet sin snabel i popkultur: rock, film, idoler, ikoner, images, images, images, så man kender alverdens levende og afdøde superstars bedre end sin egen nabo. Og når der oven i købet er nogle af dem, man elsker så højt, som var de ens nærmeste. Men efter en times tid i nogenlunde fred og ro, blandt alle disse billeder, var det som om de malede spånplader, der udgør udstillingens vægge og rum, ikke længere var sådan noget praktisk udstillingsgear men var blevet til gader og torve. Gader og torve i en landsby. En rigtig fed landsby - med lutter kendte ansigter. Men måske, oh jesus!, er det en kalkuleret effekt fra Anton Corjbins side. Den popkunstner.