Glem det. Danmark er et stammesamfund. Det har vi integrationsminister Bertel Haarders ord for. Men ikke nok med det. Vi mener det tilsyneladende også selv. Vi er en stamme. Og til en stamme hører nogle fælles, grundliggende værdier. De lader sig ikke rokke. De er stabile. Og hvis vi tror, at vi i de sidste 15-20 år har været deltagere i en voldsom samfundsmæssig udvikling, hvor bl.a. en opløsning af de traditionelle værdier og en helt ny mangfoldighed af sociale og teknologiske udspil sammenlagt tegner billedet af et Danmark i fremskridtets tegn, så passer det ikke. Stilstand siden 1981 Det siger en ny stor undersøgelse, 'Danskernes Værdier 1981-1999', som offentliggøres fredag. Her bliver det gjort klart, at al denne snak, alle disse fraser om 'værdifragmentering', 'it-revolution' og 'det postmoderne samfund' harmonerer dårligt med realiteternes verden og rigtige menneskers holdninger. Når vi taler om befolkningens fælles, grundlæggende værdier i forhold til centrale områder som religion, moral, arbejde, familie og politik har Danmark stort set stået stille siden 1981. Og når integrationsministeren selv siger, at vi er en stamme, så bliver vi nok ved med at være det. I hvert fald så længe, det er ham og Anders Fogh Rasmussen, der bestemmer. Vi har jo selv valgt dem til det. 'Danskernes Værdier 1981-1999' er redigeret af professor Peter Gundelach fra Sociologisk Institut ved Københavns Universitet, og derudover har 10 andre hjemlige forskere bidraget til den omfattende undersøgelse. Tal og resultater er baseret på repræsentative spørgeskemaundersøgelser, og det danske projekt er del af en større international værdiundersøgelse, som er blevet gennemført med udgangspunkt i spørgeskemamateriale fra årene 1981, 1990 og 1999. Staten og kirken står stærkt Disse årstal gælder altså også for den danske undersøgelse, og overordnet set har forskerne i forbindelse med undersøgelsen af denne periodes sociale værdier opereret med et par fundamentale hypoteser, der knytter sig til udviklingen fra det moderne til det postmoderne samfund. Man har antaget, at samfundets institutioner, især staten og kirken, i løbet af den pågældende periode kommer til at betyde mindre for befolkningen. Ligesom man er gået ud fra, at der i forhold til bl.a. fænomener som familie og arbejde er sket en opsplitning af værdimønsteret. Det interessante er, at disse to hypoteser stort set afkræftes af undersøgelsen. Sammenfattende formulerer Peter Gundelach det således: »Forventningerne om at der sker en overgang til et postmoderne samfund med anderledes værdier end det moderne har ikke kunnet bekræftes. Selv om man på en række områder har kunnet identificere strukturelle ændringer, er der ikke noget der tyder på at det har haft konsekvenser for befolkningens værdier. Firkantet udtrykt: Danskernes værdier har ikke ændret sig i retning af det postmoderne i løbet af de sidste 20 år« (side 74). Langtfra gudløse Ifølge undersøgelsen er de største ændringer i befolkningens opfattelse tilsyneladende sket i forhold til de politiske værdier. Her bekræfter tallene den formodning, at det klassiske partimønster med dets udspring i et klassedelt kapitalistisk samfund er under voldsom forandring. Dette formuleres i bogen på den måde, at der er dannet »en nypolitisk venstre-højre-dimension der afviger noget fra det tilvante danske partisystem«. Der er tale om, at den kulturpolitiske dimension samt områder som miljø-, udlændinge- og retspolitik har vundet i betydning, mens mere traditionelle økonomiske og politiske temaer har udvist en vigende tendens i befolkningens præferencer. Ingen øget verdsliggørelse Mest overraskende er det måske nok, at den forventede moderniseringstendens ikke har givet sig udslag i en øget verdsliggørelse af danskernes værdier. Vort land er langtfra blevet en gudløs plet på jordens overflade. Tværtimod. Tilliden til den danske folkekirke har i perioden aldrig været større end i 1999. Vi holder virkelig meget af alle disse tomme kirker. For det viser sig jo netop, at de måske ikke er så tomme alligevel, og at selve institutionen er god nok på bunden. Hvad skulle vi i det hele taget gøre uden dette folkekirkelige show af højtider og ceremonier? Vi kan jo ikke alle sammen være webdesignere, poptøser eller studieværter. 24 timer i døgnet. Og så om søndagen. Nogen skal gøre det beskidte, det daglige og almindelige arbejde, og måske er det derfor, man også ser, at opslutningen bag en håndfuld øvrige statsinstitutioner er stabil og positiv. Det gælder bl.a. forsvaret, politiet og Folketinget. Ret skal være ret. Privatiseret religiøsitet Men med hensyn til den religiøse interesse er det dog ifølge undersøgelsen vigtigt at understrege, at selvom den er usvækket, er den i løbet af undersøgelsesperioden blevet disponeret på en anden måde. Den er med forskernes og eksperternes ord blevet mere »privatiseret«. Hermed menes, at den religiøse orientering »skifter fokus fra den institutionelle form til en personlig, åndelig søgen. Denne søgen udelukker ikke nødvendigvis kirken, men den forholder sig ikke til den som en autoritet«. Familien Mindst lige så sikkert i sadlen sidder de traditionelle familieværdier. Her er der ikke megen slinger i valsen, når undersøgelsens konklusion fremlægges: »Der er ikke blevet større tolerance over for forskellige familieformer. Familien tillægges ikke mindre betydning. Ægteskabet som institution tillægges ikke mindre betydning. Værdierne knyttet til børn-forældre- relationen ser også ud til at være uændrede. (.) Til trods for, at der er sket en opløsning af den traditionelle patriarkalske kernefamilie ser det således ikke ud til at danskernes familieværdier har ændret sig i de sidste 20 år«. Og her er det vigtigt at fastholde, at den omtalte opløsning af kernefamilien ikke berører ægteskabet som sådan, men snarere er udtryk for en kønspolitisk udvikling. Eller som det hedder med undersøgelsens ord: »Den romantiske forestilling kombineres med en ægteskabsopfattelse hvor der ønskes ligeberettigelse mellem kvinder og mænd« (p. 111-112). Elsker arbejdet Endelig er der arbejdet. Vi elsker det, vi har brug for det. Og alligevel er det på dette område, de største forandringer er sket i danskernes værdimønster. Vi har i dag et andet forhold og nogle andre forventningenen til arbejdet, end vi havde for 20 år siden. Således lyder undersøgelsens konklusion, at det er »muligt at slå fast, at arbejdet ifølge den danske befolknings opfattelse har mistet sin relative betydning sammenlignet med andre aspekter ved livet, såsom venskab og fritid. Arbejde vedbliver dog at være centralt, især for nogle grupper, heriblandt de veluddannede, mændene og de selvstændige erhvervsdrivende. (.) Arbejdet mister sin centrale rolle i forhold til andre aspekter i menneskers liv. Det er dog hovedsageligt på grund af at arbejdets rolle forandres og ikke fordi arbejdet som sådan mister betydning. Arbejdet skal leve op til langt mere sofistikerede forventninger og opfylde mere avancerede behov«. Udfoldelse Sådan er det. Dette land er vort. Religionen, familien og folkekirken består. Og vi elsker at arbejde. Hvis blot vi kan få lov til at udfolde os selv. Det er i bund og grund derfor, vi holder sammen. Vi er en stamme. Måske har vi alvorligt brug for nogle nybyggere. Og en integrationsminister, der lever op til sin titel.