Politiken tirsdag: Frank Andersen, Det Kgl. Teaters balletmester fra 1985 til 1994, vender 1. juli næste år tilbage til sit gamle job. Frank Andersen, 48, blev i går udnævnt til balletchef for det krisestemplede kompagni oven på den nuværende balletboss, Aage Thordal-Christensens beslutning om, at han ikke ønsker sin kontrakt forlænget, når den udløber næste sommer. Frank Andersen er foreløbig ansat frem til sommeren 2006. Frank Andersen kender nationalscenen indefra. Han blev optaget på teatrets balletskole som syvårig i 1960. 11 år senere fik han som ung danser fast plads i nationalkompagniet, men for syv år siden ønskede teaterledelsen, anført af teaterchef Michael Christiansen og daværende bestyrelsesformand Niels-Jørgen Kaiser, en ny mand på posten. I går sad Frank Andersen og Michael Christiansen så igen ved siden af hinanden ved præsentationen i balkonfoyeren på nationalscenen. Ved bordet sad også Det Kgl. Teaters nye 1.-gæsteinstruktør, den amerikansk-fødte solodanser i Hamburg Balletten, Lloyd Riggins, 31, der fra 1987 til 1995 var en højt respekteret danser og vellidt kollega på teatret. I takt med at Lloyd Riggins nedtrapper sin karriere i Hamburg, overtager han stadig flere opgaver som instruktør, træner, lærer - og måske endda danser - i København. Teaterchefens ide »Ansættelsen af Frank Andersen er 100 procent min ide, og forude ligger nu en lang række intensive drøftelser af, hvordan vi får balletten på fode igen. Frank er fuldt ud opsat på at løse de to kæmpeopgaver, der ligger lige foran ham: at føre Den Kgl. Ballet ind i det nye operahus på Dokøen og reorganisere hele kompagniet. Forude venter desuden den store Bournonvillefestival i 2005, og så skal Frank også være med til at 'opdrage' Lloyd Riggins til balletmester«, siger teaterchefen, der i den forløbne uge har rådført sig intenst med to nordamerikanere på tunge balletchefposter ude i Europa - John Neumeier i Hamburg og Reid Anderson i Stuttgart. Udnævnelsen og rehabiliteringen af Frank Andersen kommer efter syv kunstnerisk ofte magre og yderst turbulente år i Den Kgl. Ballet. I de forløbne sæsoner har kompagniet haft tre balletmestre - Peter Schaufuss, Maina Gielgud og Aage Thordal-Christensen - men ingen af dem fandt sig nogensinde til rette i kompagniet. Både på teatret og uden for nationalscenen har man talt om et kompagni i opløsning og om en stadig dybere kunstnerisk krise i det, der engang blev regnet for ét af verdens bedste danseensembler. Og for få uger siden opgav Aage Thordal så ævred efter kun 27 måneder i stolen. »Udnævnelsen af Frank Andersen til ny balletmester er ikke sidste udkald for Den Kgl. Ballet, for det er efter min bedste mening ikke en institution, der kan ødelægges. Men der er heller ikke længere plads til eksperimenter på chefposten. Vi har i allerhøjeste grad brug for ro, forankring, fornyelse og en sikker kunstnerisk linie - samtidig med at Bournonvillearven bevares. Og det er afgørende nødvendigt, at vi ikke er i strid med os selv, når vi går ind i Bournonvilleåret, sådan som vi var det i december 1998, da vi fejrede Det Kgl. Teaters 250-års jubilæum. 2005 skal virkelig være et festår, hvor vi viser verden, at vi kan danse August Bournonvilles balletter, så det aldrig bliver glemt«, siger teaterchefen. »Og situationen er trods alt så alvorlig, at der kræves stærk medicin. Den har Frank Andersen med sig i form af erfaring og overblik, og det vil give tryghed på teatret«. Det var et meget overrasket kompagni, der i går kl. 11 blev præsenteret for sin nye chef. Det lå i luften, at en balletmesterudnævnelse lå noget ude i fremtiden, men teaterledelsen fandt situationen uholdbar og frygtede helt at miste grebet om ensemblets 90 dansere. Kommer som en lettelse »Derfor kommer udnævnelsen af Frank Andersen også som en lettelse, for vi trænger til en afklaring af vores fremtid«, siger formanden for Balletforeningen, solodanser Christina Olsson. »Jeg tror, dette vil betyde stabilitet. Der skal samarbejdes og tales sammen - det er også et stort ønske fra vores side. Frank er manden, der kan denne dialog, og så er det en stor styrke, at han får Lloyd ved sin side. De er begge opdraget her på teatret og har nu været ude en periode, hvor de forhåbentlig har lært meget. Jeg synes, det er den rigtige løsning, at man ikke køber et ubeset kort«, siger Christina Olsson. Teaterchefen ser ingen problemer i, at Frank Andersen i langt den største tid af sin første balletmesterperiode levede med et mistillidsvotum, han tidligt modtog fra sine dansere. Michael Christiansen kan heller ikke gå op i, at han nu igen skal til at arbejde tæt sammen med den balletmester, han selv fyrede i 1994. »Jeg havde det godt med Frank Andersen, da han var her sidst, og jeg har det rigtig godt med denne nye løsning. For mig er samarbejdet det vigtigste, og det kan Frank«, siger Michael Christiansen, der også har teatrets bestyrelse bag sig. »Der er intet i vejen med den enkelte danser i kompagniet, men kollektivt er der ikke styr på tingene, og vi har oplevet, at danserne skifter holdning fra sort til hvidt. Der er splittelse, og når det går dårligt i kompagniet, opstår der nye spændinger og derpå et mismod, som gør det hele endnu værre. Det fungerer i øjeblikket næsten som en selvopfyldende profeti; som en virus, som vi ikke hidtil har evnet at kurere. Ingen har specielt skylden for denne situation, men det er bare ikke lykkedes at skabe den rette team spirit. Nu skal vi sammen definere fælles mål - det kan godt blive en smertelig proces, og såfremt vores fælles anstrengelser ikke lykkes, ser det nok sort ud«, siger Michael Christiansen, der regner med først i det nye år at aflevere den analyse af Den Kgl. Ballets interne forhold, som teatrets bestyrelse har bestilt. »Hele dette hus ønsker, at Den Kgl. Ballet kommer tilbage og tager konkurrencen op med sig selv. Teaterledelsen skal hverken bruge spanking eller være eftergivende, men den kommende tid vil stå i samtalernes og eftertænksomhedens tegn. Vi vil ikke i krig med danserne. Vi vil have fred med dem, og vi vil sætte os ned og tale med dem om disciplin og samarbejdstone. Nu får kompagniet en ny ledelse, det kender. Og et nyt hus med mange flere muligheder end tidligere. Derfor kunne vi ikke udnævne en ny balletmester, der skulle bruge endnu tre år på at lære at blive leder«.