Politiken lørdag: På en filmfestival med et kolossalt udbud af film og mulighed for interview med interessante instruktører og skuespillere må der undertiden prioriteres hårdt, men ingen garvede festivaldeltagere tør i disse år springe en iransk film over. Det politisk kontroversielle land spyer den ene fantastiske film ud efter den anden. Og således også i år på filmfestivalen i Venedig, hvor den nye iranske instruktør Babak Payami har placeret sig i førerfeltet i kampen om førsteprisen, Guldløven, med en både satirisk og næsten surrealistisk skildring af en valgdag i en øde egn i Iran. Mens hans iranske kollega Jafar Panahi i fjor i Venedig tog Guldløven for sin film 'Cirklen', der var en meget stærk og utilsløret kritik af undertrykkelsen af kvinder i Iran, så er det politiske indhold i Babak Payamis 'Raye Makhfi' ('Secret Ballot') mere underfundigt og tilskuerne må i højere grad selv drage deres konklusioner. Og så er den fuld af afdæmpet, fin humor. Demokratiets store dag I filmen følger man, hvordan en meget ivrig kvindelig valgtilforordnet ledsaget af en soldat drager rundt ude i ørkenen med stemmesedler og en stemmeboks på demokratiets store dag, valgdagen. Hun opsøger alle, hun kan komme i nærheden af for at få dem til at afgive en stemme. Det er så vigtigt for demokratiet, forklarer hun indtrængende. Men hun har ikke meget held med sig. De fleste af de beboere - fiskere og handelsmænd - hun møder, kan ikke se nogen grund til at sætte kryds på et stykke papir ud for nogle af dem ukendte kandidater. De lever jo til daglig uden kontakt med det politiske system. 'Secret Ballot' er skabt i en minimalistisk stil, men instruktøren, der også har skrevet manuskriptet, formår alligevel ganske effektivt at få sat søgelyset på et problem, som dukker op i takt med udbredelsen af den vestlige livsform: Ud fra ædle motiver vil man gerne have folk til at forstå demokratiets lyksaligheder, men i processen er man måske for hurtig til at kassere den kultur og den livsform, som demokratiet skal erstatte. Blandt festivaldeltagere er der bred enighed om, at den iranske film fortjener en pris. Den enighed findes ikke om den østrigske film 'Hundstage' af Ulrich Seidl, der har chokeret, vakt opsigt og hos nogle afsky med sin rå og ligefremme skildring af det moderne menneskes ensomme og ofte plagsomme liv i storbyernes forstæder. Juryers veje kan være uransagelige, men hvis førstepriser skal gå til film, der ikke bare har noget vigtigt på hjertet, men også i stil er originale, så må både 'Secret Ballot' og 'Hundstage' være mere end værdige kandidater. Skulle juryen med den italienske instruktør Nanni Moretti som formand og danske Vibeke Windeløv som en af de menige medlemmer vælge at hylde mere traditionelt arbejdende filminstruktører, så er der faktisk en fire-fem film, der kan komme i betragtning. Den chilenskfødte instruktør Alejandro Amenabar har uden brug af special effects skabt en meget effektiv gyser 'The Others', indiske Mira Nair giver et både morsomt og også tankevækkende indblik i moderne indisk middelklasseliv med 'Monsoon Wedding', Ken Loach får satirisk spiddet privatiseringen af de britiske jernbaner med 'The Navigators', mexicanske Alfonso Cuaron har godt fat i teenagedrenges hormoner i 'Y tu mamá también' ('And Your Mother Too') og endelig kommer britiske Clare Peploe med en frisk og meget sensuel tolkning af Marivaux-stykket 'The Triumph of Love'. Outsidere Som outsidere til en pris nævnes koreanske Kim Ki-Duks barske 'Soochwieen Boolmyung' ('Address Unknown') om livet i et fattigt kvarter ved en amerikansk militærbase og brasilianske Walter Salles' billedskønne, men noget tynde westernagtige historie 'Abril Despedacado' ('Behind the Sun') om fatale æresbegreber. At Steven Spielbergs 'A.I. Artificial Intelligence' om en robotdreng med følelser og Benoît Jacquots filmatisering af operaen 'Tosca' er blevet vist uden for konkurrence, er ærgerligt. De havde begge fortjent en pris. Kandidater til prisen som bedste kvindelige skuespiller må være en effektiv Nicole Kidman i 'The Others' og en meget underskøn og sprudlende Mira Sorvina i 'The Triumph of Love', mens det på herresiden er mindre oplagt, hvem der kunne få prisen. Brad Renfro i Larry Clarks 'Bully' eller Luigi Lo Cascio i Giuseppe Piccionis 'Luce dei miei occhi' ('Light of my Eyes') kunne dog trænge sig på.