Politiken tirsdag: Bifaldet slår smut ud over Mersey-flodens små bløde bølger, der denne lørdag aften bærer højvandet frem i en solnedgang så stålsat smuk, at man skulle tro, at den var bestilt som en særlig velkomstgestus til bandet, der opstod for 40 år siden ved Californiens fjerne kyster. Indenfor i teltet føler Mike Love sig ikke helt så sikker. »Pas nu på, at den applaus ikke bliver for høj. Det gør sir Paul (McCartney, red.) så sur«, advarer Mike Love, der startede The Beach Boys sammen med sine tre fætre. Hans bemærkning får naturligvis blot begejstringens brøl til at rejse sig endnu kraftigere i det totalt udsolgte telt, der sommeren igennem har huset Liverpools 'Summer Pops'. Beatles er byens klenodier, hellige relikvier og evige pengemaskine. Hvis sandheden skal frem, har byen ikke så mange andre attraktioner at sælge sig på end den genopførte Cavern Club, butikkerne med rockragelse og kitsch som Beatles-støvlen og et museum for byens store sønner. Engang var de nu så bedagede Beach Boys benhårde konkurrenter til 'the fab four'. Så forbitret var striden om at være først og bedst til at forme rocken om til kunst, at den efter sigende gjorde det ubestridte mastermind i Beach Boys, sangskriveren og producer-esset Brian Wilson, sindssyg. Da han måtte erkende, at hans band fra det solbeskinnede Californien aldrig ville nå mestrene fra Mersey-flodens bred. »Den konkurrence med Beatles var det nu vist kun Brian, der gik op i. Vi andre følte det aldrig som noget særligt, og jeg har da altid respekteret Beatles for det, de var: fire utrolige personligheder, der gik sammen i en gruppe og skabte utrolig musik. De og vi kan vel kaldes parallelle planeter, men de har nu altid taget godt imod os i dette venlige land alligevel«. Sådan siger Mike Love, 60 år og eneste originale medlem af Beach Boys, der er tilbage. Syv minutter inden Beach Boys skal på scenen, kommer Mike Love endelig ud af den skurvogn, der er veteranernes omklædningsrum, for at deltage i det aftalte interview, der er skrumpet ind til nogle få minutter. Men først skal min medbragte søn lige have et bedstefaderligt råd. »Du er 12 år, dejlig alder! Hvad vil du så lave, når du bliver stor?«. »I don't know«, får knægten fremstammet over for den høje mand i hawaiiskjorte, kasket og talrige tunge guldringe på fingrene, om håndledene og halsen. »Helt rigtigt svar, min ven«, råber Mike Love og tilføjer grinende: »Jeg er 60 år, og jeg har det stadig på samme måde!« Bedstefædrenes bal Mike Love klasker sig på lårene af grin og får i samme vejrindtag råbt et eller andet til guitarist Francis Rossi fra aftenens hovedattraktion, Status Quo, som Beach Boys har den ydmygende opgave at varme op for - tja, den britiske arbejderklasse har altså sine indgroede helte. Rossi, for eksempel, der iført hvide tennissokker og uformelige blå shorts løfter jern i sin omklædningsvogn. Området 'backstage' ved det, Mike Love selv kalder »bedstefædrenes bal«, er en så grotesk opvisning i stilløshed, at det bliver mageløst. Ved siden af os fumler det andet ledende medlem af Status Quo, Rick Parfitt med blond hår, læderfrakke og ditto bukser, rundt med en parasol, som skal rejses over en ikke ganske ung, blond kvinde. Hun haler et par nylonstrømper frem og tager dem på. Aftenens kulde kryber ind nede fra Mersey. Inde i Beach Boys-vognen arbejder gruppens seks yngre, hyrede musikere ihærdigt med at varme stemmerne op til de lyse falsetter, som er den uomgængelige signatur. Det lyder bogstavelig talt, som om vokalerne sidder lige i skuret. Pludselig kommer en anden - næsten - autentisk Beach Boy, Bruce Johnston, der i 1965 afløste den mentalt forstyrrede Brian Wilson på turneerne, springende ind mellem os. Med kasket, hawaiiskjorte og store shorts. »Hey, vi er her stadig, det er The Beatles ikke - kun i radioen, i hvert fald«, siger han. Hvorfor er I her stadig? »Skattevæsenet«, svarer Mike Love uden vaklen. »Nej, come on , vi synes da stadig, at det er det værd. Tænk dig, vi spiller for en million mennesker hvert år. Og de er altså meget begejstrede. Det er fantastisk. I øvrigt er det min opfattelse, at præster godt kan lide at prædike og musikere kan lide at spille, så det gør vi«, siger Bruce Johnston. »Og så er der selvfølgelig det, at vores musik har en vis holdbarhed. For syv-otte år siden var Guns n' Roses et stort navn, som solgte masser af plader. Men der er bare det ved det, at der ikke rigtigt er nogen, som har hørt fra dem siden. Vi er her og har arbejdet hårdt i alle de 40 år«, tilføjer Mike Love. Det vil altså være forkert at kalde jeres karriere»den evige sommer'«? Mike Love klør sig i den grå manke på brystet. »Nej, egentlig ikke, for vi har altid forsøgt at sprede glæde. De der 'Good Vibrations'. Både blandt os selv og andre. Men selv evige somre har dage med gråvejr«, svarer han så. En vred vandbærer At forholdet til den eneste overlevende af hans fætre fra Wilson-slægten ikke just er hjerteligt, fremgår tydeligt. Mick Love har som en vred vandbærer ført retssager mod Brian Wilson, fordi han ikke er medregnet som komponist og derfor heller ikke har fået betaling for en serie af gruppens klassiske sange fra 1960erne. »Det går mig da på, fordi det nu fremstår, som om Brian var et totalt enerådende geni i vores gruppe, hvilket altså ikke er rigtigt. Han var en genial melodimager, arrangør og producer, javel, men det med teksterne havde han altså ikke for godt fat i. Det var der, jeg kom ind. På 'California Girls', 'Help Me Rhonda' og en masse af de andre«, fastslår Mike Love. Den travle tourmanager Rene Vilneuve kommer igen forbi og forsøger nærmest at slæbe sine to gamle dinosaurer op til den scene, de seks yngre musikere for længst står klar ved. Men først skal Mike lige have rettet lidt på kasketten og Bruce Johnston forsvinder ind i vognen efter et kæmpe plastickrus med rødvin. »Nervøs? Nej, det er jeg godt nok ikke efter 40 år, men man skal nyde det«, siger han, da vi sammen nærmest løber op mod scenen. »Men jeg savner brødrene Wilson. Da Dennis Wilson druknede, lærte vi, at det ikke er nogen af os, der er stjernen - det er musikken. Men jeg tænker på Carl hver dag. Jeg hader at gøre det her uden dem, så jeg håber, at vi meget snart kan få indspillet nogle nye plader med vores egne sange, så skyggen fra brødrene bliver mindre«, siger Bruce Johnston og gør sig klar til at sætte spurten ind på scenen. Herfra flyder de velkendte harmonier så uskyldige som stemmerne ved sommerens studenterfester snart. 'California Girls', 'Little Deuce Coupe', 'I Get Around', 'Do It Again', 'Wouldn't It Be Nice', 'Darlin', 'God Only Knows' og en formidabel version af 'Good Vibrations'. Trods en fornærmende ringe lyd for et band, der i den grad netop har arbejdet med at definere sin sound, er det et musikalsk festfyrværkeri, de gamle mænd forrest på scenen har sat i værk. »Det er dejligt at være her i Liverpool - jeg mener det seriøst«, råber Bruce Johnston. »Ja, når man tager i betragtning, at vi startede det her i 1961, er det sgu dejligt at være nogen som helst steder, overhovedet at være til stede i dag«, svarer Mike Love og tilføjer: »Havde vi vidst, at vi ville holde så længe, havde vi nok skrevet alle sangene i et langsommere tempo«. Fire stadier Senere kan Mike Love ikke dy sig for at sende et par verbale hilsner til sin mentalt svingende fætter, Brian Wilson, som holdt op med at turnere med bandet allerede i tresserne. »Han kaldes jo et stort geni, og det er da også rigtigt, at det var genialt at skrive alle de sange og så sidde derhjemme, mens vi andre render rundt og spiller dem, så han kan score pengene på det«. Bedstefædrene fortsætter med at fjolle rundt og må leve højt på, at den britiske guitarist Adrian Baker og den amerikanske keyboardspiller Mike Meros kan ramme de højeste toner konstant. En påmindelse om, at Beach Boys i bandets 40-årige historie i virkeligheden har været en tre-fire forskellige grupper: usædvanligt kreative og produktive repræsentanter for den uskyld, der herskede, før tresserne flippede ud, underlige nørder med kultstatus, syrede sange og eminent fornemmelse for lyd i halvfjerdserne, stokkonservative fortalere for den skamløse nostalgi i firserne og nu en flok bedagede, men begavede musikalske klovner. Eksperter i gemytlig hygge, der ved, at sommeren varer evigt, græsset altid er grønt, roserne røde og himlen blå. I hvert fald på morfars hawaiiskjorte.