Politiken torsdag: Da Jon Bang Carlsens oldeforældre var unge og forelskede, boede de i hver sin by. Han arbejdede i Hjørring. Hun havde en plads i huset i Aalborg. Pengene rakte ikke til at rejse, så de havde kun sjældent mulighed for at mødes. Derfor udpegede de et kirketårn, som stod midt mellem de to byer. Og hver søndag klokken kvart i 12 tog de så opstilling - i udkanten af hver sin by - og kiggede på tårnet. »Så følte de, at de var sammen«, siger siger filminstruktøren Jon Bang Carlsen, der kom i tanker om den gamle historie under arbejdet med sin nye dokumentarfilm 'Portræt af Gud'. »For sådan kan vi også bruge guden«, siger han. »Vi mennesker skygger for hinanden. Men vi har også en dragning mod hinanden. Det er det rørende ved mennesker. At vi vil hinanden. Selv den mest rygvendte til verden, han vil jo«, siger han, da vi mødes mellem klirrende kopper og lavmælte stemmer i caféen på Statens Museum for Kunst. »Men nogle gange skygger vores nærhed måske også for hinanden. Så er guden sådan en fiksstjerne, vi har hængt op på himlen. Og ved at kigge på den, mødes alle vores øjne, og derved fornemmer vi hinanden«. Opgaven var uløselig. At tegne et portræt af Gud. Det var ikke desto mindre, hvad den 50-årige filminstruktør satte sig for, da han tændte kameraet i sin pragtvilla i Sydafrika og begyndte at slynge sit enkle, ubesvarlige spørgsmål i hovedet på enhver: Hvem er Gud? Han spurgte sin søn og dennes kammerat, der lå og flød foran fjernsynet. Og dovent, nærmest modvilligt leverede nogle af filmens mest klare svar.

Hvor bor Gud? »Inde i en«, siger instruktørens søn.

Inde i hvem? »Dig«, lyder svaret. »Han har en blød, rar personlighed. Og en ret stor en«, siger kammeraten. »Han tilgiver folk. Selv om de slår andre mennesker ihjel. Men det er dumt. Man kan ikke altid tilgive«. Siden er det en buschauffør, der får spørgsmålet. En fortravlet købmand. Og en flok af de mest forhærdede forbrydere i Poolsmoor-fængslet i Cape Town. Gud selv er lidt sværere at få i tale, hvilket instruktøren imidlertid kun betragter som en fordel. »Noget af det mest irriterende ved film er, bare fordi den kan se, så tror den, at den kan se. Det er sådan en blåøjet dumhed, som tit giver film en vulgaritet, fordi den tilsyneladende kan både høre og se, hvorimod litteraturen kun kan lave sådan nogle svage, små tegn«, siger han. »Alligevel er filmen ofte det, som viser os mindst. Litteraturen skaber en voldsom visualitet inde i læserens hoved, når den forbinder sig med læserens egen forestillingsevne, mens filmen tit dræber fantasi hos folk, fordi den er alt for fuldfed i sit bud på verden. Også derfor var det spændende at lave en film om en person, man ikke kan se«. Store ord Et sted udenfor panoramaruderne i Jon Bang Carlsens sydafrikanske villa, i kanten af Atlanterhavets mægtige flade, danner en klippe en silhuet af et ansigt, der stirrer op i himlen. Men vil man gøre sig håb om at se Gud, må man rette blikket mod menneskene omkring sig. »Guden er altid bagved os. Så den eneste måde, jeg kunne bygge filmen op på, var som en detektivhistorier om en midaldrende mand, der tager ud for at finde denne her person, som jeg kun kunne finde via de reflektioner, jeg så af ham i mine medmennesker«. Han går i stå. Og skæver over til det ægtepar, der netop har slået sig ned ved bordet ved siden af os. Det er svært at bruge store ord, når andre lytter. »Skal vi ikke gå udenfor«, siger han. » Præsten siger det jo fantastisk smukt i filmen. At vi har brug for Gud til at komme hinsides os selv«, siger han, da vi har slået os ned på en bænk udenfor museet - i det porøse solskin mellem et mylder af tindrende blå blomster, der er skudt op gennem græsset. »Jeg tror, jeg ligesom alle andre har et stort religiøst instinkt. Vi har alle den der fantastiske længsel efter føle os som en del af . ja, træet. Så vores liv måske puster til en lille sky af godhed, som glider videre, når vi engang udånder, og måske kan varme et andet menneskes kind. Det religiøse instinkt er jo også, at man tør forskubbe centrum væk fra sig selv. Det sker, når vi får børn. For mange mennesker er det første gang, at de opdager, at de hellere selv vil køres ned af den bil, end at et andet menneske bliver kørt ned«. Jon Bang Carlsen er vokset op i 1960erne, hvor menneskene tog de materielle ritualer til sig. Og kastede livets større ritualer overbord. »I vores kultur trænger vi til at udbygge vores idéer om, hvad det vil sige at have orden i sit liv. At orden ikke alene er at have orden i sit hus og sin økonomi. For at for at være forbruger skal du hele tiden tænke: Hvad er bedst for mig? Den perfekte forbruger er spærret inde i sig selv. Og må hive alting ind til sig. Det skaber en fantastisk ensomhed, som gør os fremmed overfor alle de store ting i livet«. »For mig er det ligesom at tage al brusken ud af en krop, så alle knoglerne bare går direkte på hinanden. Alle vi små mennesker skal så forholde os til vores egen dødelighed«. Guds tvivl Selv opsøgte Jon Bang Carlsen første gang guden i sit småateistiske barndomshjem i Vedbæk nord for København. Hans forældre blev skilt, da han var 11 år. Og mens ægteskabet vaklede, lå Jon på knæ foran sin seng. »Jeg havde sådan et lille billede af Kristus over min seng. Et meget smukt billede, jeg havde fået af min far. Jeg lå på knæ og bad op til det billede hver aften, for at det der hjem ikke skulle revne. Og da det så revnede alligevel, tog jeg ildrageren og stak ned i kakkelovnen til den blev rødglødende, og stak øjnene ud på Kristus«. Også efter skilsmissen søgte Jon Bang Carlsen Gud. Denne gang i folkekirken. Men fordi han sagde præsten imod blev han smidt ud af kirken. I filmen havde han besluttet sig for ikke at lede efter Gud på folkeregisteradressen, som han siger. Altså i kirken. Men da han alligevel gjorde det, mødte han en præst med anderledes svar på hans spørgsmål. Gud kan godt tvivle, siger præsten. Og tro er det modsatte af vished. En dag ringer det på døren i instruktørens villa. Udenfor står to hvide, kristne middelklassefruer. Med det glade budskab malet i ansigtet. Hvilket Jon Bang Carlsen straks giver sig til at filme. »Det er den der kristne middelklassesyntaks, hvor alting går op. Det virker. Derfor kan vi tro på det. Og derfor er det fuldstændig ubrugeligt. Ved at gøre det fuldt forståeligt har de jo slået det ihjel. Du bliver nødt til at have modet til at lade nogle porer være åbne for ikke at lukke dig selv inde i klaustrofobi«. Filmens mest lysende svar dukker op af det sorteste mørke. Nemlig i de svar, der kommer ud af de kantede kæber på en flok af de mest forhærdede fanger i Cape Town statsfængsel, hvor den danske instruktør bliver låst ind med sit spørgsmål. Det er store, tatoverede muskelbundter med mord og voldtægt på straffeattesten. Men med de nyligt omvendtes åbne, sarte blikke. Og med små, skrøbelige ord. Om tilgivelse og håb. »Fængslet er en labyrint. Dørene bliver hele tiden lukket bag dig. Pludselig står du alene i en gang. Fangevogteren har lukket døren. Så åbnes døren i den anden ende, og ud kommer otte mænd med knive gennem hovedet og tatoveringer, hvor der står 'had, had, had'«, fortæller Jon Bang Carlsen, der efter at have overvundet sin angst gjorde den enkle erfaring, at selv de værste forbrydere kan ændre syn på livet. »I stedet for at se fængslet som en håbløshedens endestation, blev det et munkekloster. Et sted, hvor de havde lukket sig ude fra townshipens voldsomhed og stress. Og måske for første gang set retrospektivt på deres liv. For der er selvfølgelig et enormt behov inde i de mennesker. Et eller andet i dem har aldrig fået lov at vokse sig stort. Men det er der«. Mod filmens slutning går en af fangerne ned ad en lang gang. Længere og længere ind i helvede, som instruktøren formulerer det. Og siger, at paradis er her. »Det er et stærkt symbol, synes jeg. Vi kan ikke leve på Amalienborg alle sammen. Nogle af os bliver født i kældre. Men vi har alle sammen en mulighed for at kæmpe os frem til en glæde ved livet. Og det synes jeg er smukt«. Mod til forandring At filmen er lavet i Sydafrika skyldes også, at instruktøren altid bedre har kunnet se sine historier, når de optræder i det fremmede. »Det mest dramatiske i Danmark - som middelklassemenneske - er, at du har en verden, som fungerer næsten perfekt, og alligevel kan du føle dig ulykkelig i den. Du kan føle, at du mister kontakten til livet. At tiden går, årene løber ud mellem dine fingre, og du gror ikke. Det var den konflikt, Panduro skrev om. Og det er jo en voldsom konflikt, for du kan ikke finde fjenden. Det er en svær historie at fortælle. Jeg håber, at jeg engang bliver dygtig nok til det«. Indtil da må det velkendte fortælles i det fremmede. Og spørgsmålet om, hvorvidt en en hvid danske instruktør, godt halvvejs gennem livet, er i stand til at forandre sig, besvares af sorte, sydafrikanske fanger. »Jeg tror, vi kan forandre os. Men det kræver et mod, som er enormt stort, og som er helt forskelligt fra det, vi normalt synes er modigt. For eksempel modet til ikke at prøve at forsvare sig. I middelklassen har vi alle vores velforberedte, velskolede meninger, som vi holder op foran os, og som i virkeligheden ofte fjerner os mere fra verden, end det bringer os i kontakt med den«. »For at kunne forandre dig, er du nødt til, lige som lerklump, at lade nogle hænder røre ved dig. Du er nødt til at holde dig åben og lade livet ramme dig. Og det gør selvfølgelig ondt. Smerten er jo en uløselig del af forandringen. Det er vel også det, præsten snakker om, når han siger, at guden ikke er den store, stovte fader, vi der er 100 procent sikker på alting. Guden er sårbar. Han er en person, som lader livet komme til sig i al sin forvirring og modsætningsfuldhed, men som tør møde al den forvirring, som er liv«. Smerte og befrielse At også tilgivelsen er fuld af smerte, tvivler man ikke på, når man i filmen ser fangerne stå og skrive navne på hver deres lille seddel. Navne på mennesker, de trænger til at tilgive. Og herefter lægge sedlerne i en bøtte. Og brænde dem. »Jeg kunne se i deres ansigter, hvor svært det var at skrive de der navne ned. Der var en slags befrielse. Og en stor, stor smerte. Og det vendte selvfølgelig også tilbage til mig selv. For jeg vidste, at jeg også har en tre-fire- fem-seks-syv-otte navne, jeg kunne have skrevet. Og måtte stille mig selv det spørgsmål: Kunne jeg tilgive dem? Kunne jeg virkelig glemme mit had til de personer?«. »Heldigvis var jeg på arbejde, så jeg behøvede ikke teste mig selv«. Han smiler. »Jeg har mine arrede præster, som jeg kalder dem. Fangerne i fængslet. Dem nede i mørket, som måske ved at være så langt nede i mørket pludselig har større definitionsevne overfor lyset. Og så har jeg mine drenge. Det hus på siden af bjerget ud mod vandet. Hjemmet«. »Vi tror, at ved at tage langt væk kan man komme tættere på tingene. Men hvad det tager mig en hel film at finde ud af, ved de der drenge foran fjernsynet allerede i første scene. Barnet er umiddelbart i kontakt med tingene, mens vi voksne drager ud på vores store, meget grundige og vigtige missioner for at finde et eller andet, som vi i virkeligheden har haft i hånden hele tiden«.

Kunne du så tilgive de mennesker, du selv ville have skrevet på den seddel? »Tilgive dem?«. Han smiler, mens han tænker. Så bliver smilet til latter. »Ikke uden kamp«.