Politiken fredag: Jeg er gået rundt på Det Kgl. Bibliotek i fire dage, og jeg har ikke hugget noget. Overhovedet. Tre-fire gange om dagen, ofte mere, ruller jeg ned i stueetagen med travellatoren, stiller mig op i køen ved Vagten eller Visitationen, eller hvad de kalder den, presser højre hånds tommelfinger ind over en knap og lader skæbnen eller tilfældet råde. Det har endnu ikke slået fejl: Jeg er blevet udvalgt og er venligt blevet bedt om at aflevere min taske til behagelig inspektion. De har aldrig fundet noget, og man har efter fire dage en illusion om, at man er den inkarnerede troværdighed. Når man træt spørger: Hvorfor?, indstilles vagtens blik på uendeligt, og i den efterfølgende remse, som jeg desværre har glemt detaljerne i, får man at vide, at maskinen udvælger én efter et helt særligt statistisk mønster, »der intet har at gøre med race eller hudfarve, højde eller drøjde«. Men den har et godt øje til mig. Dér gør den en undtagelse. Nu er vinteren tilsyneladende endelig ovre! Torsdag blev den med en egen besynderlig logik efterfulgt af rivende, ruskende efterår. Det er, som om naturen er gået fra forstanden slet og ret. Det tager dog ikke pippet fra den daglige gang på Det Kgl. Bibliotek, hvor vi kører op ad travellatorer og ned ad travellatorer, og indimellem spiser vi eksklusiv mad fra det fondløse køkken i restauranten Søren K. I hvert fald om torsdagen. Kender I disse videobånd af buldrende pejse, man kan købe sig, hvis man føler, det står lidt skralt til med den hjemlige hygge, og hvis det er for akavet at mure en ægte pejs ind i en etværelses med kammer? I Diamanten har de den lydlige pendant til videopejsen. Ventilationen i væggen gennemskærer hele restaurationen, og ved frokosttide bliver man ufrivillig gæst ved en større societyreception. Snesevis af stemmer sludrer om løst og fast, navne på særdeles kendte mennesker nævnes ligesom tilfældigt og ikke altid for det gode, og man sender en tak til restauratøren, der har fået den brillante idé at forsyne enlige, bogligt mindede herrer med en hel flok nye og meget snakkesalige venner. Jeg var ganske rørt, indtil jeg fik at vide, at vennerne faktisk findes i den virkelige verden, og at de ikke er mine. Faktisk giver ventilationsspjældene direkte adgang til husets personalekantine, og jeg skal love for, at de hygger! Jeg prøvede, desværre forgæves, at fralokke spjældet dets hemmeligheder i så citérbar en form som muligt, da min ven, professor Thomas Bredsdorff træder ind i Søren K. Bredsdorff (som jeg er på så god personlig fod med, at jeg i hvert fald i mit hoved har døbt ham 'Bresse') er i ugen, der netop er forløbet, gået i brechen for forskermiljøet på Det Kgl. Bibliotek, som han ikke mener har taget skade af de nye tider - modsat dr.phil. Niels Barfoed ('Baffer', når jeg hvisker til ham i mit hoved), der mener at have dokumenteret, at forskerne flygter i skræk for den omsiggribende begivenhedskultur. Et blodbad Jeg fik et chok, da jeg så min ven Bredsdorff, for da havde jeg lige hørt et rygte om, at Barfoed forudsiger et blodbad i kølvandet på de lærdes uenighed. »I vil kunne se en stor blodpøl under Per Kirkebys loftsmaleri«, skal Barfoed have forudsagt, og så står det enhver frit for at tænke, hvad vi vil. Min anden ven, Barfoed, dukkede op i restauranten en times tid senere og så alt andet end morderisk ud, faktisk havde han en rigtig pæn dame med, som han trakterede på frokost. Det må have knebet med synet, for uden nogen slinger i valsen identificerer dr.phil. Barfoed mig med Jonna Dwinger. Kan skyldes notesblokken ved siden af min skaldyrsanretning. Min tredje ven, forskningsbibliotekar Knud Arne Jürgensen, var ved at kløjes i skaldyret. Ham trakterede jeg på Politikens regning, fordi han er i færd med at arrangere to udstillinger samt et seminar i forbindelse med 100-året for komponisten Giuseppe Verdis død. Vi tilbragte lidt tid sammen mandag eftermiddag, da han ved et fyraftensmøde informerede små 30 af sine interesserede kolleger i arbejdet på balletten 'Verdi-Ballett: Ein Maskenball', der lige har haft urpremiere på Wiener Staatsoper, og som er skrevet af samme Jürgensen. Så han har noget med Verdi. »Pronto, sono Jürgensen«, siger han, når han ringer til Verdiinstituttet i Parma for at tale med professor Pierluigi Petrobelli, der er en af de Verdieksperter, der taler ved seminaret. Jeg hørte ham selv. Da Petrobelli ikke er hjemme, ringer han til Firenze for at aftale nogle småting med en anden fremtrædende Verdiforsker, Julian Budden, som imidlertid heller ikke er hjemme. Så kan vi spise. Philip Gossett er seminarets tredje ekspert, og Jürgensen, der skrev doktordisputats om Verdis balletmusik, er selv den tredje, og det hele foregår i ugen 27. maj til 2. juni. Verdis spåkoner Den af de to udstillinger, som Det Kgl. Bibliotek og Knud Arne Jürgensen selv arrangerer, handler om danske opførelser af Verdis operaer i komponistens egen levetid. Petro Krohn hed en kunstmaler og instruktør, som op igennem det 19. århundrede iscenesatte en række af Verdis værker, som han kendte fra de oprindelige italienske førsteopførelser. Det viser sig endvidere, at dirigenter som Angelo Mariani og Giovanni Bottesini, Italiens helt store operadirigenter med speciale i Verdi, besøgte Casino i København i 1860erne. Adam Oehlenschläger og H.C. Andersen hørte til tidens mest begavede Verdiskribenter, og nogle af de bedst funderede artikler om komponisten, der blev udgivet i Danmark op til vor egen tid, stod at læse i midten af 1800-tallet i Illustreret Tidende. Siger Knud Arne Jürgensen, hvis egen foretrukne Verdiopera er 'Trubaduren'. »Det er hans stærkeste værk i sammenfaldet af musikdramaturgien og historien, og så elsker jeg det, når der er spåkoner involveret, som spejler underbevidstheden«. Der er ikke meget, der spejles på betonvæggene i Diamanten i dag. Der er et træt lysegråt filter over det hele, og kanaler reflekterer nu engang dårligt i gråvejr. Hyggesnakken gennem ventilationsspjældet er forstummet, Barfoed er på vej ud af bygningen i vestlig retning i følgeskab ikke med den pæne dame, men med en pæn moden herre. Bredsdorff, ved jeg tilfældigvis, has also left the building, Jytte Hilden er givetvis i gang med at underholde et par håndfulde koreanere, og direktør Erland Kolding Nielsen har ikke ladet sig nedstige til foyerniveau i det seneste par dage.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han var rig, men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
-
Stigende antal danskere lider af bolig-fomo
-
Ny måling modsiger Hegseth
-
Direktør: Ny tendens får alvorlige konsekvenser for hele den kreative branche
-
Fem måneder som ufaglært sosu har efterladt mig med et grundlæggende spørgsmål
-
Flere partier afviser Nadja Natalie Isaksen
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Lærke Malmbak
Vi tog springet fra København og flyttede på landet. Her er det regnestykke, der får det hele til at gå op for mig
Debatindlæg af Signe Andreasen
Klumme af Christian Jensen








