Politiken tirsdag: Vores viden om international kultur og politik bliver støt og roligt mindre, i takt med at medierne bliver mere og mere internationale. Internationaliseringen af ejerforholdene slår nemlig ikke igennem på indholdet. I Storbritannien er tv- og radiokanalernes dækning af internationale forhold for eksempel faldet med 30 procent mellem 1989 og 1999, og den er også gal med kvaliteten. Hovedparten af verdens befolkning optræder kun på vestlige tv-skærme eller avissider i forbindelse med oversvømmelser, jordskælv eller terrorvirksomhed mod vestlige virksomheder eller personer. Samtidig breder klicheerne om 'de andre' sig med lynende hast. Denne diagnose af det globale mediebillede blev stillet af flere deltagere i en konference i weekenden i København om kulturjournalistik og globalisering. Deltagerne i Det Danske Kulturinstituts konference var både danske og internationale medieforskere og journalister, og det gennemgående tema var, at globaliseringen ikke afspejler sig i medierne. Hverken når det handler om politik eller kultur. Når det endelig sker, er tendensen helt klar, mener en af deltagerne, Kathrine Winkelhorn. Hun var blandt andet med til at organisere Kulturby København, og i dag arbejder Kathrine Winkelhorn med kultur- og medieproduktion på universitetet i Malmø. »Det er meget sjældent, vi oplever en international kulturdækning. 90 procent af den er national, og af de resterende 10 procent er 90 procent dækning af amerikanske film«, lyder hendes dystre diagnose. Kulturredaktøren på det store hollandske dagblad Volkskraant, Michael Zeeman, er knap så pessimistisk. Han fortæller, at hans avis for eksempel hvert år har en omfattende dækning af teaterfestivalen i Avignon i Sydfrankrig. »Ganske enkelt fordi mange af vores læsere flytter sig derned, og i det hele taget er kultur det stofområde, som er i størst vækst, og som har størst opmærksomhed blandt læserne«, siger han. Men samtidig indrømmer han, at den kontinuerlige dækning af internationalt kulturliv fortsat er en mangelvare i europæisk presse. Hård konkurrence Det samme gælder internationale nyheder i det hele taget. Antallet af dem falder støt især på tv-kanalerne bortset fra rene nyhedskanaler som CNN, BBC World eller TFI i Frankrig. I Storbritannien har den kommercielle tv-station Channel 4 reduceret det internationale stof med 75 procent på ti år, og tendensen er den samme på andre kommercielle stationer i Europa og USA. Det er ifølge Choy Arnaldo fra FNs kultur- og undervisningsorganisation Unesco dybt alvorligt, for hovedparten af seerne er på disse kanaler, mens public service-kanalerne taber terræn. I de fleste europæiske lande og USA holder de store dagblade stand eller oplever en svag oplagsfremgang efter års krise, men de henvender sig til en lille og veluddannet del af befolkningen. Det samme vurderer den schweiziske radiojournalist Markus Haefliger, der har arbejdet flere år som korrespondent i Afrika for schweiziske medier. Ifølge Haefliger leverer de store, amerikanske tv-stationer fortsat høj kvalitet. De tjener mange penge, for de arbejder på et stort marked. Situationen er anderledes for mindre, kommercielle stationer på små markeder. De skal klare sig med lave omkostninger, og de satser på enkelte, store udsendelser, som trækker seere og reklamekroner til, mens for eksempel nyheder og kulturjournalistik bliver totalt underprioritet. Internationalt stof er stort set ikkeeksisterende bortset fra underholdning. Udlandsjournalistik Men selv store, anerkendte medier må i den tilspidsede konkurrencesituation gå på kompromis med kvaliteten, og Markus Haefliger giver flere eksempler. Antallet af faste udlandskorrespondenter falder, og i stedet sender blade, radioer og tv-stationer journalister til brændpunkterne. De er der, mens begivenheden finder sted, men de mangler ifølge Haefliger den nødvendige viden, indsigt og baggrund til at klæde seere eller læsere ordentligt på. Helt alarmerende er ifølge ham brugen af meget unge og uerfarne journalister til at dække ekstremt komplicerede konflikter som krigene på Balkan og i Zaire. Et nyt fænomen er internetjournalistik. Det er en kendt sag, at dårlige udlandskorrespondenters journalistik i høj grad består i at skrive af efter de lokale medier. Nu giver Internettet mulighed for samme øvelse fra et kontor i København eller Oslo, med det resultat at forkerte oplysninger, fordomme eller skjult propaganda hos kilderne på nettet går igen i journalistikken. »Det er en billig måde at sikre seernes og læsernes behov for nyheder på. Resultatet er bare noget skidt«, siger Markus Haefliger. Hans store bekymring er, at der bliver mindre og mindre plads og tid til den flotte tv-reportage eller den uddybende baggrundsartikel. Det koster penge at producere, og selvom multinationale, pengestærke koncerner i højere og højere grad kontrollerer medierne, bliver konkurrencen tilsvarende hård. Og indtil videre har kvalitet kun været en konkurrenceparameter i få medier og stort set ikke på tv-siden, lød det fra flere deltagere Det Danske Kulturinstituts konference. Klicheerne breder sig Problemet er nemlig ikke manglen på global information. Der er snarere for meget, men seere, lyttere og læsere får ikke de nødvendige forudsætninger til at vurdere den overdådige nyhedsstrøm fra så mange forskellige kilder, mener Gianluigi Melega, medlem af redaktionsledelsen på det store italienske nyhedsmagasin L'Espresso. Han peger på, at grundig politisk og kulturel journalistik fra områder uden for verdens aktuelle brændpunkter stort set ikke eksisterer. Kun enkelte nyhedsmedier som for eksempel New York Times, Herald Tribune og Wall Street Journal eller statsmedier som BBC og Vatikanets radio løser denne opgave, med det resultat at klicheerne dominerer nyhedsbilledet. I visse dele af verden er amerikanerne konsekvent 'imperialister', islam er 'ekstremistisk', miljøfolk er altid 'gode' og albanere, kurdere eller tyrkere stjæler job eller er 'nassere'. Tilsvarende viste den estiske journalist Barbi Pilvre fra Eesti Ekspress i Tallinn i et indlæg på konferencen, hvordan myter og klicheer om den russiske befolkningsgruppe i Estland florerer i den estiske presse, på trods af at russerne udgør næsten halvdelen af befolkningen. Den 'ordinære' russer ses som en trussel. Den 'tilpassede' russer, som vinder medaljer til Estland, er en helt. Russeren er enten sort eller hvid - også selvom det er hende ovre på den anden side af gaden. Blandt andet derfor er det en illusion, at information bringer mennesker tættere på hinanden og automatisk skaber større forståelse, og uden for Europa, USA og de mest udviklede dele af Asien er globaliseringen ren teori, i hvert fald når det handler om medier. Opsvingets tabere Choy Arnaldo fra Unesco minder om, at kun godt fem procent af Jordens befolkning har adgang til Internet, og at lige så få bruger de globale medier. Når det kommer til Europa og USA, er en stor del af befolkningen stået af enhver form for interesse for verden omkring sig. 'Tribalismen', indtrykket af at tilhøre en bestemt stamme i den samme by eller kvarter, med samme type arbejde og samme interesser griber om sig, og vi er også i de enkelte lande på vej mod et todelt samfund, hvor også brugen af medier er vidt forskellig, mener hun i forlængelse af den spanske sociolog Manuel Castells ideer fra trebindsværket: 'The information age: economy, society and culture'. Går vi så direkte imod den totale formørkelse på medieområdet ? Nej, for stort set alle deltagere i konferencen med medieforskeren Stig Hjarvard fra Københavns Universitet i spidsen er enige om, at internationaliseringen af medierne giver nye muligheder, blandt andet i form af kombinationen lyd, billeder, trykte medier og Internet. For eksempel kan en mediegruppe - som Politikens Hus - udnytte journalisternes, fotografernes, layouternes og bibliotekarernes arbejde i forskellige medier som papiravisen, radio, Internet og særlige informationer til udvalgte kunder. Det giver private mediegrupper og public service-kanaler mulighed for at fastholde kvaliteten, som de to amerikanske medieforskere, Edward Herman og Robert McChesney skriver i deres bog om 'The Global Media'. Men det er ikke nok, vurderer Gianluigi Melega. I det globale perspektiv må Unesco, Unicef og FNs udviklingsorganisation UNDP støtte produktionen af information fra de dele af verden, som udgør hovedparten af verdens befolkning, og som vi kun hører om ved naturkatastrofer, bortførelser eller terrrorisme. Han indrømmer, at finansieringen er et problem. Men selv et storstilet internationalt medieprojekt ville kun koste en brøkdel af de summer, der går til krig og ødelæggelse i verden uden for USA og Europa, mener den italienske redaktør.