For mange kunstnere insisterer på, at kunsten er fri og uafhængig. Og for alt for mange af dem er alle penge snavsede. Især erhvervslivets. En holdning, der skal ændres, mener Peter Hansen, der står bag en omfattende analyse af forholdet mellem erhvervs- og kulturlivet. Danske kunstnere skal fremover tænke på erhvervslivet som ét stort lærred. Et tættere samarbejde med de danske virksomheder vil nemlig give kunstnerne adgang til et nyt udstillingsvindue og et meget større publikum. Og så er der penge i det. Både for kunstnerne, for virksomhederne og for samfundet. Det mener seniorprojektleder i Advice Analyse, Peter Hansen. Han har sammen med et par kolleger leveret en omfattende analyse af relationerne mellem erhvervs- og kulturliv til den redegørelse, kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) og erhvervsminister Pia Gjellerup (S) fremlægger senere på måneden. Redegørelsens sigte er, at bringe kultur- og erhvervsliv tættere sammen. »Kultur- og erhvervsliv kan lære utroligt meget af hinanden og bidrage til hinandens produkter. Problemet er, at nogle kunstnerne synes, det er utrolig fladt og meningsløst at medvirke til at sælge alt muligt. De insisterer på, at kunsten er fri og uafhængig og at der absolut ikke må være blandet penge ind i det. For dem er alle penge snavsede. Og især erhvervslivets penge«, siger han. »Men en stor del af kulturlivet står i dag over for en kæmpe udfordring med at udvikle sin publikumsappel i et overkommunikeret medie- og underholdningssamfund. Et øget samspil med erhvervslivet kan måske være én af måderne at imødegå den udfordring«, siger Peter Hansen. Indtægtskilde At kultur- og erhvervsliv bliver bedre til at arbejde sammen er ifølge de to ministerier helt nødvendigt for samfundsøkonomien. En opgørelse fra ministerierne viser, at de private kulturerhverv i 1998 omsatte for 75 milliarder kroner. Det er en stigning på 29 procent siden 1992. Og væksten ser ud til at fortsætte. Dermed bliver kunst og kultur i fremtiden én af de store indtægtskilder i den danske samfundsøkonomi. Og der er god grund til at tro, at de private kulturerhverv i de kommende år vokser sig til en endnu større industri. For det er i biografen og på bogmarkedet vi køber den mening, vores liv i øvrigt er løbet tør for, mener Peter Hansen. I fremtidens kamp mellem virksomhederne for at tiltrække den bedste arbejdskraft, bliver det i den sidste ende også områdets kulturtilbud, der vil være afgørende. »Attraktion er et nøgleord i vores verden. Du skal være attraktiv som virksomhed og ligge i et attraktivt område for at tiltrække højtuddannede medarbejdere. Og det er der, kunsten og kulturen kommer ind. Når vi kommer hjem fra arbejde, efterspørger vi de gode film og de gode kulturelle oplevelser sammen med vores familier. Og derfor bliver kulturen en kæmpe industri«, siger Peter Hansen. Men ifølge Peter Hansen er det få virksomheder i Danmark, der slipper kunsten og kulturen løs indendørs. De fleste nøjes med lidt sponsorering og udsmykning. Og det er en skam. Han mener, at det manglende samspil mellem kultur- og erhvervsliv i sidste ende kan betyde, at kulturlivet som helhed risikerer at gå glip af store udviklingsmuligheder, og at de danske virksomheders konkurrenceevne på længere sigt kan blive svækket. De har nemlig brug for kunsten og kulturen til at tilpasse sig et enormt forandringspres fra globaliseringen og den teknologiske revolution. Teknologi Da Schlüter blev statsminister havde alle mennesker drejeskivetelefoner. I dag er der mere computerkraft i et avanceret, digitalt armbåndsur, end der var i de første Apollo-raketter. Den teknologiske udvikling går hysterisk stærkt. Og virksomhederne kan ikke længere nøjes med at lange en stribe produkter på markedet og konkurrere på prisen. De er nødt til at rykke tættere på kunsten og kulturen, hvis de vil afsætte deres produkter, lyder én af analysens konklusioner. For når vi som forbrugere køber en vare, køber vi også drømme og identitetsmarkører. Derfor skal de danske kunstnere parres med erhvervslivet og tilføre produkterne den fortælling, der får folk til at købe det ene køleskab frem for det andet. »Kravene til erhvervslivet om forandring er enorme. Du har jo dårlig nok spyttet et nyt produkt på markedet, før du skal have fire mere i baghånden. Du kan aldrig læne dig tilbage og tænke: »Ahhhhh«, for den teknologiske udvikling går så fantastisk stærkt, designudviklingen går hurtigt og der så utroligt mange produkter på markedet. Derfor skal man differentiere dem for at få synlighed og opmærksomhed. Og det kan kunsten og kulturen bidrage til«, siger han. Og det er ikke bare produkter, kunstnerne kan designe på nye måder. De kan også deltage i lanceringen og markedsføringen af produkterne. Danskerne er nemlig dødtrætte af massemarkedsføring og jo flere tv- reklamer, virksomhederne sprøjter ud, jo mindre opmærksomhed får reklamerne fra seerne. Kulturevents »I fremtiden bliver kulturevents og historiefortælling en meget vigtig faktor i lanceringen af virksomhedernes produkter. Der er også mange uudnyttede muligheder for udveksling både i den løbende organisationsudvikling, i arbejdet med strategi og ledelse, i produkt- og konceptudviklingen og naturligvis i designarbejdet«, siger han. Kunsten og kulturen har også en stor betydning for arbejdslivet og livet i selve virksomheden. Kunstnerne kan bidrage til trivslen på arbejdspladsen og til at få os til at kommunikere på en ny måde, mener Peter Hansen. »Når man slipper kulturen ind i virksomhederne og giver medarbejderne nogle fælles, kulturelle oplevelser, ophører det med bare at være en 'arbejdsplads' og bliver til et socialt sted. Dacapoteateret er et godt eksempel. Det er en blanding af organisationskonsulenter og teaterfolk, som går ind og laver teaterspil i virksomheden. Alle medarbejdere og ledere er samlet, og så spiller de forskellige konfliktsituationer igennem for dem og inddrager folk i virksomheden undervejs. Det vil sige, at hele virksomheden spiller med og ser sig selv på nye måder. Pludselig kan man grine sammen og af hinanden. Det er noget, en virksomhed som Novo Nordisk har brugt mere end 40 gange«, fortæller han. »Novo havde også på et tidspunkt nogle unge malere og tegnere inde til et ledelsesseminar, hvor de prøvede at lave en grafisk visualisering af deres strategi. De tegnede et helt landskab og så var der så nogle, der sejlede i ét skib på vej hen mod nogle bestemte værdier og så videre. Der var en masse små symbolikker i det, og det fortæller en historie på en helt anden måde, end en tør management-rapport ville gøre«. Kunstnernes berøring Ifølge Peter Hansen ligger der også store udfordringer for kunstnerne i at bruge erhvervslivet som lærred. »Kunstnerne kommer for det første i berøring med verden. Og så er der en kunstnerisk udfordring i at træde ind på en helt ny og stor scene, hvor man opnår en langt større eksponering. Der findes trods alt også kunstnere, som ikke alene vil fortolke verden, men som også gerne vil være med til at ændre den. Og så hævder vi også, at der er penge i det. For kunstnerne kan gå hen og blive en slags forandrings-konsulenter for virksomhederne«. Analysen bygger blandt andet på en lang række interviews med nøglepersoner i kultur- og erhvervsliv. Og Peter Hansen erkender, at der står nogle solide barrierer i vejen for at kulturudviklingen kan finde sted. »I Danmark har vi slet ikke tradition for samarbejde mellem kulturen og erhvervslivet. Det har været to modpoler med en masse dogmer og forestillinger om, hvordan det er at være på den anden side. Og det går begge veje. I erhvervslivet er der en tendens til bundliniefiksering og en manglende lyst til at lade sig rive med i en kunstnerisk proces. Omvendt har jeg under arbejdet med det her kunnet mærke, at nogle kunstnere har en ret stereotyp opfattelse af erhvervslivet. Det får kunstnerne til at se en verden af meningsløshed for sig. For dem er erhvervslivet sådan nogle store, udemokratiske knusemaskiner, der maser mennesker«, siger Peter Hansen. Æblemost Analysen omtaler et projekt i Norge, hvor et bryggeri opfandt en ny æblemost. De fik den norske billedkunstner Odd Nerdrum til at male et billede af et æble, som blev anbragt på etiketterne på æblemostflaskerne. Samtidig blev billedet af æblet udstillet på et museum for moderne kunst. »Og så lød der et ramaskrig i Norge om, hvad det var for noget kommercielt popkunst. Men det, der skete, var faktisk, at museet fordoblede sit besøgstal i perioden og har fået et enormt boost af det. Og æblemosten er blevet et hit og kunstneren er også pludselig blevet et stort navn. Så man kan sige, at det er poppet, men alle involverede fik noget ud af det og det igangsatte en stor debat om kunst«, siger Peter Hansen. Ifølge projektlederen er der brug for en erhvervs- og kulturpolitisk indsats for at styrke samspillet mellem erhvervs- og kulturliv. Analysen rummer også en række ideer til ministerierne om, hvordan man bringer de to sektorer tættere sammen. Men de vil først blive offentliggjort sammen med den samlede redegørelse. Og Peter Hansen understreger, at rapporten ikke har til formål at tage tilskud fra nogen eller at gøre al kunst kommerciel. »Det ville være forkert. Vi siger bare, at samfundet vinder ved at kulturen og erhvervslivet rykker tættere sammen. Man vinder i arbejdslivet, fordi det vil betyde bedre trivsel og bedre arbejdspladser for en masse mennesker, hvis man får kulturen ind i virksomhederne. Og mange af kunstnerne og en stor del af kulturlivet vil også vinde ved at få erhvervslivet lidt tættere på og lære af deres metoder. Og det er ikke kun de hårde discipliner som økonomistyring og markedsføring. Det er faktisk også de bløde som eksempelvis personaleledelse«, siger han. Peter Hansen erkender, at man skal passe på, at det hele ikke ender i en flad kommercialisme. »Kunstens store opgave er samfundskritikken og den må aldrig blive væk. Selvfølgelig skal der være et statsfinansieret frirum til den smalle kunst. Men af den grund skal det altså ikke være forbudt at bevæge sig ind i de andre ting og at synes, det er er lige så vigtigt for Danmark at vi dyrker alle de muligheder, hvor der ligger et marked«, siger Peter Hansen.