Jeg har aldrig været i Los Angeles. Eller det vil sige: Det har jeg, endda flere gange. Men jeg kan ikke sige, at jeg føler, at jeg har været der. Alle de obligatoriske attraktioner har jeg besøgt som turist: Hollywood, Beverly Hills, Venice Beach, Pasadena, Malibu, Santa Monica og den slags mere eller mindre mondæne steder. Men mest af alt husker jeg Los Angeles som en gigantisk motorvej, som jeg sejlede rundt på uden at føle, at jeg nåede i havn nogen steder.

LÆS OGSÅ Bøgernes Venedig handler om at fare vild

Det er ikke svært at se, hvad det er ved Los Angeles, som fremkalder denne følelse. Det er manglen på en bykerne, som man kan hægte sin følelse af at have været der op på. Sådan forventer vi automatisk, at en by er bygget op: omkring et midtpunkt, gerne i form af en plads med et menneskemylder og et monument eller en betydningsfuld bygning.

New York har sådan et. Hvor spraglet stedet end er, fungerer Times Square på Manhattan som sådan et midtpunkt, mens Manhattan i sig selv må siges at inkarnere New York. Man behøver ikke at have været i Bronx, Brooklyn, Queens eller på Staten Island for at føle eller kunne sige, at man har været i New York. Manhattan er nok. Det er æblets kerne.

OL i L.A Men hvor skal man henvende sig i Los Angeles – hvilken bydel eller bykerne skal man besøge for at føle, at man har været der? Jeg ved det ærlig talt ikke. Når jeg har besøgt byen, har jeg altid følt, at jeg strejfede rundt i periferien.