I 90’erne drømte jeg ofte om en nær fremtid, hvor radio ikke var noget, man skulle opsøge på bestemte tidspunkter, når programmet blev sendt, men at man kunne lytte til programmerne, når det passede én.

At følge med i en radioroman var dengang den rene utopi, medmindre man ikke havde andet at lave end at sidde klar ved FM-radioen hver dag kl. 13.30, og det var i det hele taget lidt tilfældigt, hvornår man fik hørt sine yndlingsprogrammer.