Blandt attraktionerne på Holocaustmuseet i Washington er en af de både, som i dagene omkring 1. oktober 1943 sejlede danske jøder i sikkerhed over Øresund til Sverige, og redningsaktionen fremstår både i Danmark og resten af verden som en heltegerning, hvor en samvittighedsfuld tysk diplomat i samarbejde med danske politikere sørgede for at advare de danske jøder inden den razzia, som skulle løse det danske 'jødeproblem'. For Nazitysklands ledere ønskede et 'jødefrit' Danmark, og godt 1.500 tyske politifolk var 1. oktober 1943 klar til at rykke ud mod 1.633 jødiske bopæle for at fange landets jøder og senere bringe dem til kz-lejre i Polen om bord i skibe, som allerede lå i Københavns Havn. Bag om myten Virkeligheden er langt mere kompliceret, men både forskere, undervisere og politikere har i over 50 år skubbet den i baggrunden, selv om forskningen gradvist har gjort det muligt at se bag om myten. Men nu er det ved at være slut, mener den unge historiker Sofie Lene Bak. Hun gør i en ny bog op med mytologien og viser, hvordan det officielle Danmark har afholdt sig fra at pille ved den af frygt for at sætte pletter på et nationalt glansbillede. »Den sovende skønhed får ikke lov til at sove, men det eliminerer ikke alle de positive værdier, redningsaktionen har«, siger hun. Bogen med titlen 'Jødeaktionen oktober 1943. Forestillinger i offentlighed og forskning' udkommer næste måned. Slagteren fra Paris Ordene faldt torsdag under en konference organiseret af Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier med titlen 'Nyt lys over oktober 1943', hvor en række historikere og deltagere i begivenheder i 1943 gjorde deres til at nuancere opfattelsen af oktober 1943. De fleste danskere får billeder af fiskekuttere på Øresund, modtagelsen af jøderne på en havnekaj i Sverige og dramaer som razziaen mod en gruppe jøder i kirken i Gilleleje frem, når de tænker på redningsaktionen for de danske jøder i 1943. Best stod bag redning Enkelte husker den tyske helt, diplomaten Georg Ferdinand Duckwitz, som 28. september advarede de socialdemokratiske ledere og senere statsministre Hans Hedtoft og H.C. Hansen mod den planlagte razzia og dermed gjorde det muligt at indlede redningsaktionen. I det meste af overleveringen spiller den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, SS-general dr. Werner Best, en negativ rolle. Men det var denne overbeviste nazist, som året før havde stået for razziaen mod jøderne i Paris og derfor havde tilnavnet 'slagteren fra Paris', som blev den virkelige arkitekt bag redningsaktionen. Det skete ikke af kærlighed til de danske jøder. På konferencen i går pegede en anden forsker, lektor Therkel Stræde, på en tysk biografi om Werner Best, der viser ham som indbegrebet af de mange tyske intellektuelle, som gik i nazismens tjeneste. Allerede i 1933 var over halvdelen af de tyske jurister for eksempel medlemmer af nazipartiet, og juristen Werner Best var ingen undtagelse. Den senere helt Georg Duckwitz var også medlem af nazipartiet fra 1932, og så sent som i 1940 søgte han om medlemskab af SS. Pres fra Berlin Men hvordan gik det til, at nazisten Werner Best blev de danske jøders redningsmand? Han kom til Danmark i november 1942 for på Adolf Hitlers ordre at stramme grebet om Danmark, der var tysk mønsterprotektorat med store fødevareleverancer til Tyskland. Derfor var det afgørende med ro i Danmark, men uroen begyndte at manifestere sig, og Hitler var blevet rasende over kong Christian X's meget kølige takketelegram som svar på en fødselsdagshilsen fra den tyske fører. Uroen fortsatte og kulminerede med en strejkebevægelse i sommeren 1943. 29. august gik den danske regering af, og tyskerne dekreterede militær undtagelsestilstand. Den danske samarbejdsregering havde siden besættelsen 9. april 1940 beskyttet de danske jøder, men nu faldt dette værn væk, og en gruppe af departementschefer overtog administrationen af landet, mens tyskerne tog alle politiske beslutninger. I denne situation havde Werner Best brug for over for cheferne i Berlin at vise en fast hånd, og han var også under pres fra lederne af den tyske værnemagt og det tyske politi i Danmark. Han søgte derfor Berlin om tilladelse til at indlede en aktion mod de danske jøder, og 17. september kulminerede en række provokationer mod Mosaisk Troessamfund med en razzia mod dets lokaler, hvor dets medlemslister blev fjernet. Bests kreative løsning Det hele var en forberedelse til operationen mod jøderne. Men 28. september ødelagde han selv aktionen ved at lade sin medarbejder Georg Duckwitz fortælle om aktionen til de socialdemokratiske ledere, Hans Hedtoft og H.C. Hansen, der igen informerede de ansvarlige for Mosaisk Troessamfund. Herfra kom informationen videre til den jødiske befolkning, og flugten begyndte med det resultat, at kun 481 ud af omkring 7.000 jøder blev fanget og sendt til kz-lejren Theresienstadt i Tjekkiet. Så kommer alle spørgsmålene, som Sofie Lene Bak, historikeren Hans Kirchhoff og Arthur Arnheim, der har forsket i den jødiske menigheds holdning under de dramatiske begivenheder, rejste på konferencen i går, og som Sofie Lene Bak vil have længere frem i de fremtidige fortællinger om dette kapitel af Danmarks og de danske jøders historie. Best ville have ro i Danmark Hvorfor spillede Werner Best dette dobbeltspil? For ham var det afgørende at sikre ro i Danmark, og han vurderede, at en aktion mod jøderne ville fremprovokere en skarp reaktion i Danmark, vurderer både Hans Kirchhoff og Sofie Lene Bak. Her vandt pragmatikeren i Werner Best over den overbeviste nazist og antisemit. Men for at tilfredsstille sit bagland i Berlin blev han nødt til for et syns skyld at sætte en aktion i gang. På sin egen måde blev den en succes, for ved at lade jøderne forsvinde til Sverige, som i september førte forhandlinger med Duckwitz om at modtage de danske jøder, bidrog han til at gøre Danmark 'jødefrit'. »Det var en kreativ løsning på førerens ønske om et 'jødefrit' Danmark«, sagde Sofie Lene Bak. Dansk plan om internering Et andet spørgsmål handler om resterne af det officielle Danmarks og de jødiske myndigheders reaktion på truslen mod jøderne. Hans Kirchhoff gennemgik i går embedsmandsstyrets plan fra september om at oprette interneringslejre for de danske jøder for at undgå en deportation til Tyskland. Werner Best sagde på et møde 1. oktober nej til planen, som Mosaisk Troessamfunds ledelse også støttede ud fra en overbevisning om, at en organiseret jødisk flugt ville give problemer for det i forvejen svage departementschefstyre. »Og gudskelov for det«, sagde Kirchhoff i går, for resultatet var sandsynligvis blevet, at jøderne var sendt videre til tyske kz-lejre og den sikre død. Og på længere sigt ville det have skændet Danmark og ødelagt landets selvrespekt og omdømme. Planen om interneringslejrene er tidligere beskrevet. Men ligesom historien om Mosaisk Troessamfunds meget tøvende og forsigtige holdning til de tyske myndigheder og frygten for provokationer, som også var et tema på konferencen, har den indtil nu været helt overdøvet af den store, flotte og forkromede fortælling om redningen af de danske jøder, hvor der kun var plads til helte og skurke. Nu kommer skyggesiderne omsider med.