Tæt på en kvart million tyske flygtninge strømmer i foråret 1945 til Danmark. Over hals og hoved er de på flugt fra Den Røde Hær. Det tyske politi ønsker at sprede flygtningene over hele landet i private danske hjem. Men den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best, sætter foden ned. Og det skal vise sig at blive hans sidste store beslutning her i landet. »Det er Werner Best, der fastlægger den tyske politik om, at flygtningene skal holdes i lejre i Danmark. Best mente, at det ville være meget farligt for flygtningene, hvis man på dette fremskredne tidspunkt af krigen tvang tyskerne ind i de danske hjem«, siger dr.phil. John T. Lauridsen, forskningschef på Det Kongelige Bibliotek.
Manden der bestemte i Danmark I dag udgiver han og forskningsbibliotekaren Jakob Meile ti bind med i alt 5.100 sider dokumenter, hvor de har rekonstrueret store dele af Werner Bests korrespondance under besættelsen af Danmark. Og forskningschefen er ikke i tvivl om, hvad hovedbudskabet i de mange papirer er. »Werner Best var på ingen måde det ekspeditionskontor for andres interesser, nogle historikere har villet gøre ham til«. LÆS OGSÅIskold nazist reddede danske jøder Han mener, at den tyske rigsbefuldmægtigede spillede en helt afgørende rolle under den tyske besættelse af Danmark, og ofte var han i opposition til kræfter i det tyske magtapparat både i Berlin og København, men forstod samtidig at skaffe sig andre alliancepartnere. Werner Best var manden, der bestemte i Danmark, hvis der var nogen tysker, der gjorde det. »Vi foretager på ingen måde en hvidvaskning af Werner Best, tværtimod, for han var en forbryder, og man skal heller ikke tro, at han handlede, som han gjorde, for danskernes blå øjnes skyld. Han var overbevist nazist, og han mente, at han med sin politik tjente nazismens interesser på lidt længere sigt bedst«, siger John T. Lauridsen. Hård hund Det er da også en hård hund, der kommer til Danmark i slutningen af 1942. Han har været med under nazismens faner siden begyndelsen af 1930'erne og har gjort superkarriere i Gestapo. Senere bliver han en del af 'Reichssicherheitshauptamt', som har til opgave at bekæmpe Det Tredje Riges fjender. Her var Reinhard Heydrich leder, med Heinrich Himmler som øverste chef. Men i 1940 ragede Best uklar med Heydrich og blev sendt til den tyske militærforvaltning i Frankrig. Fra sin udkigspost i Paris så Best, hvordan man drev besættelsespolitik i Frankrig, og han blev så optaget af emnet, at han i 1941 også rejste til bl.a. Norge og Danmark. Men det er, siger John T. Lauridsen, især de franske erfaringer, der præger ham: »I Frankrig likviderede man hundredvis af franskmænd som gengældelse for sabotage, og det gav bagslag for tyskerne, fordi det vakte stor modstand i den franske befolkning. Den fejltagelse ville Werner Best ikke gentage i Danmark«.
Så gnidningsløst som muligt Bests projekt blev derfor at holde den tyske anvendelse af magt på et så lavt niveau, at der kun var behov for en mindre tysk forvaltning - hvad der igen kunne sikre, at dagliglivet i Danmark forløb så gnidningsløst som muligt og holdt produktionen oppe. Det havde han lovet Hitler ved sin tiltræden som rigsbefuldmægtiget i november 1942, og det havde han som førsteprioritet frem til 1945. LÆS OGSÅ90-årig formodet naziforbryder undgår udlevering De mange dokumenter til og fra Werner Best i årene 1942-45 viser, at han i Danmark var en dreven administrator, som på snedig vis var i stand til ofte at få sin vilje. Han spillede på det store tyske bureaukrati, så andre instanser i beslutningsmaskineriet fremlagde netop de argumenter, Best ønskede præsenteret i Berlin. Også når det gjaldt om at komme en førerordre på tværs.
En snu ræv Også på andre måder viste Best sig at være en snu ræv. Flere gange blev udsendinge fra andre tyske ministerier sendt til København for at udføre specielle opgaver. Men ofte måtte de senere rejse igen med uforrettet sag. »Han installerede dem på Dagmarhus i København, hvor han kunne kontrollere al deres kommunikation med Berlin. Da propagandaminister Joseph Goebbels eksempelvis ville sende en mand til Danmark, forklarede Best ministeriet, at han nok skulle tage sig af den tyske propaganda. Men da ministeriet alligevel sendte en mand, kunne han ikke sende informationer hjem, som ikke var kontrolleret af Best. Han måtte hver gang rejse til Berlin for at aflægge mundtlig rapport«, siger John T. Lauridsen.
Tippede om jødejagten I 1943 spillede Werner Best en afgørende rolle i aktionen mod de danske jøder, som skulle hentes af tysk politi natten mellem 1. og 2. oktober. Bag kulisserne lod han samtidig aktionen sive til dansk side. Hovedparten af de danske jøder blev reddet til Sverige med massiv hjælp fra civile danskere. Forud for jødeaktionen frygtede den tyske ledelse i Danmark, at pågribelsen af jøderne ville skabe uro og udløse storstrejker og dermed skade økonomien og eksporten til Tyskland. Det fortæller Bests højre hånd, Franz Ebner, i et notat til Berlin. »Franz Ebners indberetning er et langt argument for at opretholde status quo i Danmark, og samtidig får han sagt, at alle de tyske tiltag har betydet, at jødeaktionen ikke førte uro med sig«, siger John T. Lauridsen. Indirekte fik Ebner fortalt, at det var til alles bedste, at langt de fleste jøder slap væk før aktionen, men den slags oplysninger finder selvfølgelig aldrig vej til officiel korrespondance, og man skal også nærlæse rigtig mange dokumenter for at afdække Werner Bests taktik. Danmark var et særtilfælde Ifølge John T. Lauridsen lykkedes det igen og igen tyskernes førstemand at forhale de beslutninger, man træffer i Berlin. »Adskillige tyske ministerier kan ikke forstå, hvorfor de ikke kan gøre, som det passer dem, i Danmark, for det kunne de i stort set alle andre besatte lande«, siger han. Et af de argumenter, Werner Best ofte brugte, var, at Danmark faktisk ikke var hverken besat eller en fjende af Tyskland. I det tyske magtapparat blev Danmark betragtet som et Sonderfall, et særtilfælde. »Det er en mærkelig konstruktion, og vi er det eneste land, der blev anset som et ikke-fjendtligt land. Alle danskere vil jo sige, at vi var besat, men helt tilbage fra 1940 opretholder det tyske udenrigsministerium fiktionen om, at vi ikke er besat, og Best har samme holdning frem til maj 1945«, forklarer John T. Lauridsen. Jødeplyndringer Det viser sig blandt andet i 1943, da en mand kommer rejsende fra Tyskland. Han er udsendt af Reichsleiter Alfred Rosenberg og dennes Einsatzstab, hvis formål det er at snuppe blandt andet kunstskatte fra flygtede jøder. »Rosenberg havde en stab, som rejste rundt i det besatte Europa og stjal, hvad de kunne, fra jøderne. I Danmark måtte Rosenbergs repræsentant imidlertid rejse hjem igen med uforrettet sag. På et senere møde med udsendinge fra Berlin var beskeden fra Best, at hvis de ønskede jødisk ejendom i Danmark, måtte de købe den. Man stjal ifølge Best ikke fra folk i et ikke-fjendtligt land. LÆS OGSÅNyt lys over dansk myte - Best bag redningsaktion
Det kan godt være, at vi i dag ser det som en fiktion, men når den part, der besætter os, spiller efter den fiktion, så er den en form for realitet«, siger John T. Lauridsen. Han mener, at Best i 1942-45 gjorde sig store anstrengelser for at skabe sig et politisk spillerum over for både den danske administration og Berlin, for hvis han hver gang stod stejlt på de forskellige krav fra Berlin, ville han alene have muligheden for at diktere de tyske ordrer, og dermed ville Best i egen optik gentage de tyske fejltagelser fra besættelsen af bl.a. Frankrig. Forhalede ordre Werner Best mente simpelthen, at det ikke var i tysk interesse, at han bare var et gummistempel for beslutninger, der blev truffet i Berlin. Det viste han blandt andet i slutningen af 1944, da admiral Dönitz gik til Hitler for at få de kraner og flydedokke, han manglede fra Danmark. I forvejen var Dönitz godt sur over, at der var værftssabotage i Danmark, og det viste sig, at Hitler var lydhør. I julen forelå en førerordre om, at kraner og dokke i Danmark skulle beslaglægges og sendes til Tyskland. »Best måtte selvfølgelig følge ordren, men han forhalede den fuldstændig, og efter to en halv måned løb den ud i ingenting. Hans hovedargument var, at det var meget farligere at slæbe tingene til Tyskland end at lade dem ligge i Danmark. Hvis man slæbte dem til Tyskland, var der i øvrigt heller ingen folk til at arbejde på dem. De argumenter lod han folk fra andre tyske instanser skrive ind i en indstilling til Berlin, så førerordren til sidst endte i ingenting. Dermed sikrede han, at dokkerne blev benyttet af danske arbejdere til fordel for Kriegsmarine«. Det ti bind store værk om Werner Bests tid i Danmark er tænkt som et forskningsværktøj for historikere, som ønsker at beskæftige sig med besættelsen. Foreløbig er det sikkert, at John T. Lauridsen og arkivleder Henrik Lundtofte til næste år vil udgive en antologi med titlen 'Hitlers mænd i Danmark', hvor en række historikere bl.a. vil portrættere 15 af de mest indflydelsesrige tyskere i besættelsesårene.