Asta, er du meget medieliderlig i dag? Eller har du fået styret dig?
»Ja, jeg har også lige fået tygget af munden, for jeg har lige spist middag«. En ting er jo, at helt unge mennesker vælter ind til realityshow for at opnå nogle øjeblikkes tv-berømmelse. Men når sådan en gammel kælling som dig også gør det, bliver det da først pinligt. »Ja, men jeg holder mig pænt herhjemme på måtten. Og du vil ikke herud, kan jeg forstå«. Nej, det vil jeg ikke. Man ved jo ikke, hvad der kan ske. »Nej, uha, nej, jeg er jo også kun næsten 92«. Men nu skal du altså i fjernsynet med din rollator? »Jeg har spillet mange roller i mit 70-årige teaterliv. Men dette er altså næsten det sværeste, jeg har lavet«. Ja, det kan man godt se. Det er heller ikke lykkedes særlig godt. »Er det ikke?«. Ved du hvad, Asta, du tror, at de har hyret dig for at gøre unge mennesker til grin. Men det er jo dig selv, der er til grin. »Er det det? Jeg tror, jeg morer de unge mennesker. Folk vil nok dele sig i to. Nogle vil blive forargede over det, vi gør. Det er jo meningen, at de unge skal tro, at vi skam er med på deres jargon. Der var nogle ting, jeg skulle have oversat. Jeg anede ikke, hvad det var, jeg sagde«. Sådan er det da også for os andre at tale med dig. Man kunne godt bruge en oversætter fra syttenhundrede og hvidkål. »Er det rigtigt? Det er da ikke sandt«. Altså, Asta, har du ikke skam i livet? »Nej, det skulle man ikke tro i hvert fald. Så havde jeg jo sagt nej til rollen«. Men det er da et held for dig, at de har gemt det ovre på en af de mest inferiøre kanaler. Det er noget af det pinligste, jeg har set i mange år. Dig og alle de andre gamle idioter, der trimler rundt i billederne. »Uha, hvor det lyder grimt. Jeg hører ellers, at de har moret sig sådan derovre, at de blev nødt til at lukke kontoret, fordi de grinte så højt, at de ikke kunne bestille noget inde ved siden af«. Hvad er der egentlig blevet af det smukke begreb, min farmor altid talte om: at ældes med ynde. »Det skal jeg lige love for, jeg ikke gør. Jeg har endda strøget noget af det allerværste, jeg skulle sige. Det var noget med: »Nå, din pik vil nok op og kigge« eller sådan noget lignende. Fordi hans bukser rejste sig lidt rigeligt. Men det lavede jeg så om til: »Hvad er det med den sjover?«. Og det, syntes de også lød bedre fra en gammel dame«. Hvis du tror, pensionisternes sociale forhold bliver valgkamptema efter det her, kan du godt tro om igen. Det er jo et vrangbillede af de gamle, du er med til at vise. »Men det har været både sjovt og meget enerverende at lave sådan noget, der ligger så langt fra mig selv. Det vil jeg indrømme. Og så det med, at man aldrig vidste, hvilke stikord der kom, når man gik hen til nogle fremmede mennesker i Kongens Have og sagde: »Åh, De har vel ikke noget coke?«. Så tror de jo ikke, at jeg er rigtig klog og siger: »Nej, det har vi virkelig ikke. Det må De gå til nogle yngre mennesker med««. Hvad fik du for det? »Jeg er medlem af Dansk Skuespiller Forbund. Så det var jo efter tariffen. Jeg sagde: »Jeg laver ikke noget, uden det går efter Skuespillerforbundets normer««. Du skulle have fået noget mere. Den pris du selv skal betale, når det kommer på tv, bliver meget høj. »Uha, det lyder slemt. Får jeg mon et sagsanlæg?«. Du får nok en sagsbehandler, tror jeg. »Nå, så bliver det den første og sidste i mit liv«.
