Kunstnere maler direkte på væggene på Charlottenborg

Beeep, beeep, beeep!

Kranen afgiver emsige advarselssignaler, mens den glider opad i hårde ryk.

Måske tror den selv, den er en bakkende lastbil, i hvert fald skærer den høje lyd gennem den rungende lydgrød af stemmer og musik, der ellers fylder rummet ud.

Oppe på reposen står kunstner Ida Kvetny i hvid malerovertræksdragt.

Hun hører ikke kranens skrig, for høretelefonernes musik overdøver larmen. Kvetny har været her et døgn og betragter sit seks meter høje vægmaleri lidt. Så indtager hun loftet.

Krise Der er mange ting, der ikke er, som de plejer, i Kunsthal Charlottenborg.

Stilheden plejer at bølge hen over sildebensparketgulvet på den kirkeandægtige måde i de højloftede, kridhvide lokaler. Her plejer også at hænge malerier på lærreder eller i glas og ramme og stå installationer, som kunstnere har begået i deres værksteder, inden de ferniserer med pomp og pragt.

Den nye virkelighed på Kongens Nytorv er dog, at kunsthallen står midt i en stor krise. I januar 2008 åbnede Charlottenborg efter en større renovering under navnet Kunsthal Charlottenborg.

Det skulle være slut med støvede kunstnersammenslutninger, nu skulle samtidskunsten med et internationalt afsæt ind i varmen.

Men skriverier i nærværende avis afslørede hen over efteråret, at den nu fyrede direktør, svenske Bo Nilsson, havde oparbejdet et underskud på 3,2 millioner kroner.

Gratis arbejde
Og hvad gør man så med en tom udstillingskalender og en tom kassebeholdning?

Konstitueret direktør og kurator Maria Gadegaard har inviteret 40 kunstnere til at male direkte på de store, hvide vægge til udstillingen ’Til vægs’.

Over to uger går kunstnerne bevæbnede med pensler, maling, blyanter, malertape og speedmarkere løs på væggene i en udstilling, som malingproducenten Dyrup og kunstnerne selv har sponsoreret. Forstået på den måde, at Dyrup giver materialerne, og kunstnerne giver deres arbejde og tid gratis.

»Denne her udstilling er det umuliges kunst. Det har været vigtigt for mig at være ærlig omkring tingenes tilstand og fortælle, at vi står her som en institution i knæ. Derfor hedder udstillingen ’Til vægs’, fordi vi går til værks og til vægs«, fortæller Maria Gadegaard.

Hun har arbejdet på Charlottenborg i tre år og været med i processen, hvor kunstnersammenslutningerne fik frataget deres ret til faste årlige udstillinger i lokalerne med en happeninglignende besættelse til følge.

Fundet på fire timer
Gadegaard overtog styringen af Charlottenborg i slutningen af november og skulle tænke hurtigt for at finde på noget at fylde i de tomme lokaler.

På fire timer en søndag eftermiddag satte hun sammen med folk fra sit kunstfaglige netværk 40 navne på et papir. 40 kunstnere, der kunne løfte opgaven med at arbejde direkte på en op til 8 x 5 meter stor flade uden at gå i kunstnerisk fosterstilling.

Og ved at male og tegne direkte på væggene spares der penge på transport, forsikring og materialer.

Og her står de så.

Politiken var på besøg på andendagen af projektet og regnede med lidt kaffesludder i krogene, forberedende skitsearbejde og ikke så meget andet.

»Lidt lejrskoleagtigt«
Men stort set alle har indtaget de hvide vægge, der forbløffende hurtigt må vige pladsen for kæmpefugle, bolsjespisende engle, psykedeliske tuschstreger, sytråde rullet om spinkle, små søm og en hare på spring.

En ammende kvinde i tophue holder pause med baby i armene. Det er kunstneren Trine Boesen, der har indtaget et hjørne med en airbrush og er i gang med skabe illusionen af et splintrende hul i væggen ud mod Kongens Nytorv.

Måske prøver hun at invitere gæsterne tilbage?

I et andet lokale står kunstner Bjørn Pierri Enevoldsen på skuldrene af sig selv. Og igen på skuldrene af sig selv. Tre mand høj står de afbildet, som en slags totempæl op ad den høje, smalle mur.

»Jeg ser det her som et socialt eksperiment med interaktion med de andre kunstnere. Det er fantastisk at blive revet ud af sin normale gænge og skulle arbejde på noget hurtigt og stå i en kakofoni af lyd fra forskellige rum, når man ellers altid står alene i et atelier. Det er sådan lidt lejrskoleagtigt, om en uge kan det være, vi sover her«, siger Bjørn Pierri Enevoldsen.

Det er også snart to år siden, at Charlottenborg sidst blev besat af kunstnere med soveposer og rødvin, så hvorfor ikke?

Fælles ånd og larm
Inde på Enevoldsens ’sovesal’ bor også Fie Norsker og Morten Schelde, der begge har valgt at arbejde med detaljerige, diskrete blyantsstreger.

Derfor måtte Enevoldsen omtænke sit værk, så det larmede lidt mere, og rummet ikke blev for ensformigt.

»Kunstnerne er meget præcist udvalgt og sat sammen i de forskellige sale. Vi har opfordret til, at de snakker sammen og fordeler eller deler pladsen. På den måde går der en fælles ånd i projektet, og ellers ville udstillingen slet ikke hænge sammen«, siger kurator Maria Gadegaard.

På deltagerlisten finder man andre yngre navne som Bank & Rau, Kaspar Bonnén, Thomas Fleron, Marie Søndergaard Lolk, Mette Winckelmann og Christian Finne.

Nogle kunstnere er valgt, fordi kuratoren ved, at de kan »håndtere så stor en flade«.

Store bevægelser
Andre er inviteret for at vokse med formatet. Og igen andre er inviteret og parret for at se, hvordan kunstnere, der ikke har arbejdet sammen før, kan dele et rum fuld af muligheder mellem sig.

Sådan et par er Julie Sass og Malene Landgreen, der med stærke farver næsten allerede har fyldt deres lokale helt ud. Det opleves nærmest fysisk at gå fra de luftige, hvide lokaler til den voldsomme, fortættede farvesauna.

De to kvinder står i hver sit tårnhjørne på kran og stige med store armbevægelser og store pensler.

»De er jo begge meget stærke og teatralske i deres udtryk og farvevalg. Så jeg har tænkt det her rum som en slags battle mellem dem for at se, hvordan de vil påvirke hinanden. Vil der opstå sammenstød eller dialog?«, næsten hvisker kuratoren for ikke at forstyrre for meget i den energi og beslutsomhed, der vælter ned over væggene med lange blækspruttearme, der boltrer sig ind over hinandens ’territorier’.

»Det er jo ikke et museum«

I øjeblikket arbejder bestyrelse og Kulturministeriet på at få Kunsthal Charlottenborg på ret kurs igen og finde en ny direktør.

Med i overvejelserne er også en tættere tilknytning til naboen Kunstakademiet. »Charlottenborg har traditionelt været set på som de hellige haller. Men de hellige haller skal ikke være så hellige, at man hvisker, når man er her. Det er jo ikke et museum«, siger Maria Gadegaard, der gerne ser, at Charlottenborg rammer bredden i dansk kunst og appellerer på tværs af generationer. I det næste rum har kunstnergruppen Paint Over fået en væg hver.

Hvor de tre andre er begyndt at brede sig over de store flader, står kunstner Lars Christensen ude i siden op ad en dørkarm og trykker små malingsdutter ud af en tube.

Det ligner næsten en bagers håndværk, når de små malingklatter bliver sat med en halv centimeters afstand og tilsammen engang vil danne et mønster. Muren rundt om virker uendelig stor. »Jeg kan godt lide ideen om, at jeg ikke rører ved væggen. Men min arbejdsproces er utrolig tidskrævende og decideret tåbelig. Jeg havde svært ved at beslutte mig for, om jeg skulle være med, fordi det er den største flade, jeg har prøvet at arbejde med. Men nu stopper jeg først, når der ikke er mere tid tilbage«, siger Lars Christensen.

Alt males over Allerede nu gør skulderen ondt af den repeterende bevægelse med at sætte prikker. Så her kan man tale om ’en lidende kunstner’. »Det er meget grænseoverskridende at arbejde i lokale med så mange andre kunstnere. Mit arbejde er nærmest autistisk og kræver ro og isolering og virker som en meditativ proces, hvor jeg når at tænke mit liv igennem mange gange. Men her er der hele tiden nogen, der kigger med, eller et stillads, der vælter, og nogen, der råber om hjælp«, fortsætter Lars Christensen, før han igen vender ryggen til og fortsætter med prikkerne. En del af præmissen for ’Til vægs’ er, at det hele skal males over med hvidt, når udstillingen lukker igen til marts.

Værkerne vil blive dokumenteret i en bog, men eksisterer altså kun fysisk i de to måneder.